Bestyrelsesmedlem Hans Peder Graversen fra DSS giver her 11 anbefalinger til, hvordan vi får det nære sundhedsvæsen til at fungere i praksis.
Af Hans Peder Graversen
Mange er enige om, at en del af problemet med sammenhæng og kontinuitet skyldes den fungerende styring i hospitalet, kommunen og praksisområdet.
Økonomien bremser de nødvendige tværgående behandlingsforløb, når det diskuteres, hvem der skal betale. Effektivisering på hospitalet ændrer opgave og indsats i primærsektor. Lægernes indsats i almen praksis bærer præg af middelklassens efterspørgsel, mens de ubemidlede og sårbare ofte svigtes. De bedst stillede handler på egen hånd.
Så hvad gør vi?
Her er 11 anbefalinger til, hvordan vi får det nære sundhedsvæsen til at fungere i praksis.
1. Dedikerede økonomiske ressourcer
Når vi ønsker at det nære sundhedsområde skal fungere og også medvirke til at råde bod på nogle af de anførte problemer, er det nødvendigt at forandre. Derfor skal det nære sundhedsvæsen have dedikerede økonomiske ressourcer, der skal organiseres en sundhedsfaglig indsats, og patienter og borgere skal inddrages.
Staten skal ved en ændring af sundhedsloven definere det nære sundhedsvæsen som det samarbejdsfelt, det skal være. Staten skal beslutte, hvordan dedikerede økonomiske ressourcer kommer arbejdet i det nære område til gode. Og staten skal i forhandling med regioner og kommuner i den årlige økonomiaftale forpligte parterne til at bemande den organiserede sundhedsfaglige indsats på nærområdet.
2. Rammer for sammenhængende patientforløb
Sundhedsstyrelsen skal i samarbejde med regioner/DR og kommuner/KL og patientforeninger fastlægge rammerne for gode sammenhængende patientforløb. Der er behov for flere nationale kliniske retningslinjer på samarbejdsfeltet.
Sundhedsuddannelserne skal i forlængelse deraf udbyde en række kurser med sigte på sundhedspersonalets kompetenceudvikling med henblik på en fremtid med mere non-institutionelt leveret sundhedsindsats i patienternes nærområde og egne hjem.
3. Analyse som basis for planlægning
En populationsbaseret sundhedsanalyse (for eksempel ”Hvordan har du det?”) og en klinisk epidemiologisk analyse af sygdomsmønsteret i sundhedsfællesskabets optageområde bør lægges til grund for planlægning af den samlede sundhedsindsats. Med sundhedsfællesskab menes et afgrænset område betjent af et akuthospital med tilhørende almen praksis og kommuner, typisk med en population med omkring 300.000 indbyggere.
Sundhedsanalyse og sygdomsmønster skal gennemgås af sundhedsprofessionelle i sundhedsfællesskabet med henblik på at planlægge indsatser i den kommende periode, indtil næste analyse bliver foretaget. Der sættes resultatmål for indsatsen.
4. Organisering på operationelt niveau
Organisering af den sundhedsfaglige indsats med inddragelse af borgere og patienter foregår på det operationelle niveau i klinikken. De kliniske fagfolk og ledere har ansvaret for at koordinere og samarbejde, så oplevelsen af et sammenhængende patientforløb, uanset hvor patienten opholder sig, altid efterstræbes.
Opgave og ansvar vil omfatte både hospitalspersonale, kommune og praksis foruden patienterne selv.
5. Styregruppe varetager overordnet styring
Forpligtelse af almen praksis, kommune og hospital i den fælles opgaveløsning har brug for en overordnet styring. Derfor bør oprettes en fælles styregruppe med kommunale og regionale repræsentanter – konkret med kommunalpolitikere, regionalpolitikere og regionale PLO-repræsentanter.
Styregruppen støttes op af et gennemgående sekretariat med link til en fælles taktisk ledelse bestående af ledere ansat i kommune og region med ansvar for det nære sundhedsvæsen. I den taktiske ledelse indgår også hospitalsledelse og praktiserende læger fra området.
6. Åbenhed om dataregistrering
Som målsætning for arbejdet i det nære sundhedsvæsen benyttes de vedtagne nationale kvalitetsmål og dertilhørende indikatorer beregnet for sundhedsfællesskabet.
Der skal benyttes samme elektroniske patientjournal og omsorgsjournal, og der foregår kun den nationalt vedtagne dataregistrering og monitorering. Til gengæld skal der være åbenhed og gennemsigtighed i virksomheden med henblik på god faglig og kollegial kulturudvikling.
Forskning og epidemiologisk analyse med rapportering skal begunstiges med henblik på at konsolidere virksomhedskulturen og fagligheden i det nære sundhedsvæsen.
7. Almen praksis fortsætter som nu
Et hurtigt blik over de patientrettede indsatser i det nære sundhedsvæsen skal vise, hvor hovedindsatsen kommer til at ligge. I den forbindelse skal almen praksis som hidtil varetage sin opgave med forebyggende undersøgelser, sygdomsopsporing og gatekeeper-funktion. Den praktiserende læge skal som nu være der, hvor borgerne henvender sig.
8. Kronisk syge er hovedopgave
De mange kronisk syge patienter og patienter i opfølgning efter hospitalsbehandling er hovedopgaven for det nære sundhedsvæsen, hvor opgaverne løses i et fællesskab. Her skal der trækkes på ressourcer fra hospital, kommune, medinddragende almen praksis, patienten selv og de pårørende.
For disse mange patienter gælder det om at undgå unødvendige rejser til hospitalsambulatorier for at kontrollere behandlingsforløb og følge helbredsstatus. Kontrol og opfølgning skal organiseres med egenindsats og eventuelt hjemmebesøg af sundhedspersoner i det nære sundhedsvæsen.
9. IT-baseret kommunikation
Udstrakt benyttelse af IT-baseret kommunikation mellem borgere, patienter og sundhedspersonerne, herunder brug af standardformularer, skal erstatte de traditionelle ambulatoriebesøg på hospitalet. Frigjort hospitalspersonale kan indgå i det nære sundhedsvæsens personalestyrke.
10. Optrapning af genoptræning
I det nære område skal der ske en optrapning af genoptræning, sundhedsfremme og forebyggelse med en kommunal indsats og den praktiserende læges medvirken. Formålet er at vinde flere virksomme leveår trods sygdom og aldersnedsat fysisk helbred. På det psykiske og psykiatriske område og inden for alkoholmisbrug er indsatsen i det nære sundhedsområde ligeledes afgørende for de mange borgere med disse problemer.
11. Brug af eksisterende bygninger
Som fysisk ramme for aktiviteterne i det nære sundhedsområde er der næppe behov for megen nybyggeri. Muligheden for at lade aktiviteter foregå på allerede kendte adresser i kommuner, i delvist lukkede lokalhospitaler eller hos interesserede gruppepraksis kan supplere aktivitetsafvikling i borgernes egne hjem.
Skulle nybyggeri være en mulighed, gælder det om at føre aktørerne sammen og samtidig sikre at aktørerne har arbejde med samme patientpopulation i et tværfagligt samarbejde. Blot at samle selvstændige aktører i et fælles hus giver ingen garanti for værdiskabende samarbejde.
Vil det nytte noget?
Vil det nytte noget, og kan det betale sig at gå videre ad denne vej frem?
Det vil uden tvivl være muligt at gennemføre det nære sundhedsvæsen som et samarbejdsfelt mellem region og kommuner.
Mere sundhedsaktivitet i nærområdet vil give flere deltagere og dermed sikre en mulig højere behandlingseffekt. Bæredygtigheden vil gavnes, fordi en masse transport mellem hjem og hospitalsambulatorier nedbringes, hvilket vil nedsætte CO2-udledningen. Cyklerne kan blive det foretrukne transportmiddel for det nære sundhedspersonale.
Så alt i alt vil jeg sige: Ja, det vil nytte noget!