Af Mads Koch Hansen, lægelig direktør, Sygehus Lillebælt
Overalt i sundhedsvæsenet taler man for øjeblikket om ”populationsansvar”, og hvordan vi mon løser det – os der går rundt med ansvaret. På Sygehus Lillebælt gør vi en dyd ud af at tale ikke bare om populationsansvar, men om ”det fælles populationsansvar”. Fordi vi mener, at borgerne i fremtidens sundhedsvæsen ikke skal tænke over, om de får hjælpen af den praktiserende læge, på sygehuset eller hos kommunen. Overgangene mellem de forskellige enheder bør ikke kunne mærkes.
For os handler det grundlæggende om, hvordan vi på sygehusene fremover bedst kan løfte opgaven med at sikre borgernes sundhed sammen med vores gode samarbejdspartnere i kommunerne og hos de praktiserende læger. Og netop sammen med. Fordi det allerede nu ligger helt klart, at ingen af os kan løse opgaven selv. Til gengæld kan vi uden tvivl gøre hinanden stærke – og endnu stærkere, end vi er i dag.
Tre mål for populationsansvar
Når vi taler om at løfte det fælles populationsansvar, handler det om at sikre øget generel sundhed hos borgerne og højere patientoplevet kvalitet. Og det skal gerne løftes med lavere omkostninger for samfundet. Det er faktisk de tre mål – øget generelt sundhed, højere patientoplevet kvalitet og lavere omkostninger pr. indbygger – vi arbejder efter i forhold til populationsansvaret.
Politisk set er der rigtig meget fokus på vores sygehuse her i landet, og i løbet af de senere år har man sågar opfundet begrebet ”supersygehuse” ud fra en tankegang om, at det var på sygehusene, at alle opgaverne skulle samles. Men en del af løsningen i forhold til at løfte det fælles populationsansvar ligger efter min bedste overbevisning i, at vi skal gå den modsatte vej. Vi bliver nødt til at defragmentere sundhedsvæsenet, som vi kender det i dag.
Konstruktioner skal gentænkes
Hvis vi skal lykkes med at sikre – og øge – borgernes sundhed, er vi nødt til at gentænke de gængse konstruktioner og gå ind og gøre op med den centraliseringstendens, der har hersket de senere år.
I fremtiden bør vi i langt højere grad lade ydelserne – også de specialiserede sygehusydelser – komme tættere på borgerne. De mennesker, der bliver syge, skal have hjælp med det, der betyder noget for dem. Og de skal have det, så de ikke skal ligge og køre 50 eller 100 kilometer, hver gang de har behov for hjælp. Jeg tror, at vi fremover som sygehus vil komme til at levere en del af vores specialiserede ydelser i eksempelvis de kommunale sundhedshuse eller i nye mini-ambulatorier rundt omkring i nærområderne.
Som sygehus kan vi bidrage til opgaveløsningen med eksempelvis hurtig diagnosticering og igangsætning af behandling, håndtering af akut sygdom eller ekspertviden og rådgivning til vores kolleger i kommuner og praksis.
Tværsektorielt samarbejde
På Sygehus Lillebælt er vi allerede i fuld gang med at ruste os til de mange fælles opgaver, der venter. Derfor har vi netop oprettet en særlig enhed dedikeret til at sikre overblik og kontinuitet i samarbejdet med de praktiserende læger og kommunerne. Den hedder ”Enhed for tværsektorielt samarbejde” og bliver en vigtig brik i Sygehus Lillebælts arbejde med at løfte populationsansvaret de kommende år.
Derudover har vi igangsat en række konkrete initiativer. Vi har eksempelvis et udekørende geriatriteam med stuegang i hjemmet, og vi har opfølgning på patienter med hoftefraktur og screening for komplikationer, inden det bliver behandlingskrævende. Til januar starter vi op med et udekørende røntgenteam, der tager rundt til plejehjem og bosteder, så svækkede og belastede borgere ikke behøver tage på sygehuset for at blive røntgenfotograferet.
Sidstnævnte er en patientgruppe, der ellers skulle bruge urimeligt mange kræfter og en hel dag for at komme på sygehuset for at få ordnet noget, der reelt kun tager 20 minutter. Det giver meget bedre mening, at vi i stedet som sygehus kommer til dem, og bonussen er, at det set i et samfundsøkonomisk perspektiv også er langt mere rentabelt.
Midt i paradigmeskifte
Det, der har drevet os på sygehusene de seneste ti år, har været, at vi hele tiden skulle gøre mere, og så har vi fået flere ressourcer stillet til rådighed. Men nu står vi midt i et paradigmeskifte, hvor vi siger, at nu skal vi gøre ”det rigtige”. Og det rigtige er ikke længere at gøre mere – det rigtige er i stedet at få fokus på det enkelte menneske og det enkelte menneskes behov for hjælp.
Vi på sygehusene skal stille vores viden til rådighed og hjælpe med at sikre, at et menneske med kronisk sygdom stadig kan have en høj livskvalitet, og at mennesker med en sygdom, der kan behandles, får mulighed for at komme tilbage til det liv, de havde før. Der kan vi gøre mange ting meget bedre, end vi gør i dag, vi skal bare i gang med at tænke tankerne.
Med det nye paradigmeskift har vi rigtig mange muligheder for at indrette et sundhedsvæsen, som er på patienternes præmisser frem for systemets præmisser. Og lykkes vi med det, er vi nået langt.
Kommuner og praktiserende læger skal med
Kommuner og praktiserende læger skal selvfølgelig også være med til at løfte opgaven. Hvis man spørger borgerne om sundhedsvæsenet, tænker de hovedsagelig på egen læge, som den der hjælper med at løse sundhedsopgaven. Og jeg tror, at de praktiserende læger – med bistand og støtte fra os og vores specialiserede viden – vil komme til at løfte endnu flere opgaver i fremtiden.
På samme måde ligger der en stor opgave hos kommunerne. De har mange interesser i, at sundheden blandt borgerne løftes, for det er dyrt, når folk bliver syge. Det er kommunerne, der har den primære opgave omkring forebyggelse, og der skal de til at skrue en lille smule op for ambitionerne. Her vil det allervigtigste, de kan kigge på, være at undgå, at der kommer nye rygere ind i populationen. Det vil være en kæmpe gevinst for os alle, hvis det kunne lykkes at få skabt de første røgfrie generationer.
Pointen med det hele er, at vi skal bruge de ressourcer, vi allerede har, bedst muligt, så flest mulige borgere får mest mulig sundhed for pengene.
Ikke brug for store omstruktureringer
Jeg tror ikke, at vi skal starte med store omstruktureringer og omorganiseringer som eksempelvis sammenlægning af regioner og kommuner. Det er ikke der, vi er. Hvis vi sammentænker alle de ressourcer, vi som sygehuse, kommuner og praktiserende læger har tilsammen, er der efter min mening masser af muligheder for at give borgerne et godt sundhedsvæsen og hjælpe dem med både sygdom og forebyggelse. Tilsammen har vi faktisk rigtig mange ressourcer til rådighed, og jeg er overbevist om, at vi ved at gentænke sundhedsvæsenet godt kan løse opgaven endnu bedre.
Nogle gange er det sådan, at vi kan løse nogle ting godt på sygehuset, men vi kunne måske få det tidobbelte for de samme penge og løse det endnu bedre, hvis det i stedet foregik i kommunen, eller det femdobbelte, hvis det foregik hos egen læge. Måske var det det, vi skulle tage at kigge på, i stedet for at sygehusene skal blive større.
Hånden på hjertet er jeg ikke spor skræmt af tanken om, at sygehusene måske bliver lidt mindre de kommende år, fordi opgaverne rykker ud, og ressourcerne rykker med. Vi skal selvfølgelig stadig stå klar til at løse vores del af opgaven. Men det handler først og fremmest om patienterne og om at gøre det på en måde, så vi får mest mulig sundhed for pengene.