Af Lars Dahl Pedersen
I sundhedsvæsenet hylder vi det olympiske motto: Hurtigere, højere, stærkere. Alle fagprofessionelle, medarbejdere, ledere og politikere er optaget af at levere endnu højere faglig kvalitet, at øge patientinddragelsen, at introducere nye og bedre behandlinger, at forbedre opfyldelse af servicemål og at forbedre sammenhængen mellem sygehuse, kommuner og almen praksis. Samtidig stiger sygdomsbyrden i en aldrende befolkning.
Det er stærkt motiverende – ikke mindst som leder – at være drevet af ambitioner om at gøre det godt og hele tiden bedre end i går. Men ambitionerne, som alle sammen handler om kun at gøre mere og bedre, er ikke bæredygtige i længden. Et er, at vi ikke har råd, demografien gør også, at vi ikke i fremtiden kan rekruttere tilstrækkeligt med fagfolk til en fortsat vækst.
Det ved alle godt. I princippet. Det er bare så pokkers svært at sige nej, når principperne møder den konkrete virkelighed. Derfor kan vi ikke tale prioritering. Det er nærmest tabu. Derfor holder vi fast strukturer, hvor nogle kan blive sure, hvis vi overvejer at lave strukturerne om.
Fornægtelse af reelle dilemmaer
Vi har udviklet en subtil form for fornægtelse af de reelle dilemmaer. Det er her, at slagord som “Det handler om ledelse”, “Vi skal lære af de bedste”, “Kvalitet behøver ikke at koste mere” og “Stop dog unødvendig registrering” bliver bragt på bane. Dilemmaet består imidlertid, selvom slagordene kan have en vis gran af sandhed.
Konsekvensen er, at kravet om hurtigere, mere og bedre skubber problemet ud i mødet mellem sundhedsvæsenet og den enkelte borger eller patient. Det er her, der skal løbes hurtigere, leveres mere og bedre hver eneste dag. Det øger presset på den enkelte medarbejder, og det er her, den manglende bæredygtighed mærkes konkret og presser den enkeltes muligheder for at gøre det godt.
Politisk lederskab på to områder
I en verden af prioriterings-forskrækkelse og dilemma-fornægtelse er det opløftende at konstatere, at der på to områder har været udvist politisk lederskab i det seneste år. Aftalen om etablering af Medicinrådet har knæsat et princip om, at der kan siges nej til ny dyr medicin.
Tilsvarende har afskaffelsen af 2%-produktivitetskravet i 2018 vist en politisk vilje til at fokusere på det, der giver værdi for patienten, frem for DRG-værdi og aktivitetsmål. Det er let at underkende disse reformers betydning og holdbarhed. Men vi kan også vælge at opfatte det som de nødvendige spæde første skridt i en mere omfattende bevægelse mod et mere bæredygtigt sundhedsvæsen.
Vi vil fortsat være underlagt et pres og ambitioner om at gøre mere. Men vi skal også holde fast i modet til at gøre mindre, billigere og mere bæredygtigt.
