Mens Sundhedsstrukturkommissionen udarbejder modeller for fremtidens sundhedsvæsen, er der én stemme, der overhøres: De unge, der har mærket systemet på egen krop, og som tilbringer en stor del af deres ungdom på somatiske eller psykiatriske afdelinger. Derfor er Ungdommens Røde Kors’ tre bud på et bedre sundhedsvæsen udviklet sammen med de unge, vi møder hver uge i vores ungecaféer rundt om på landets hospitaler.
Vi må aldrig glemme dem, som det i sidste ende handler om. Derfor er vi i Ungdommens Røde Kors én af initiativtagerne bag den alternative U-strukturkommission – et projekt der har til formål at supplere den formelle sundhedsstrukturkommission med stærke unges perspektiver og innovative løsninger på aktuelle udfordringer i sundhedsvæsnet.
U-strukturkommissionen
U-strukturkommissionen er oprettet for at give et tværfagligt ungeperspektiv på fremtidens sundhedsvæsen. 60 unge studerende bidrager til projektet for at supplere regeringens Sundhedsstrukturkommission.
Bag U-strukturkommissionen står læge og forsker Martin Vesterby, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Aarhus Kommune og Ungdommens Røde Kors med støtte fra Spar Nord Fonden.
Læs om projektet her
I Ungdommens Røde Kors er vi med i U-strukturkommissionen, fordi vi kan bidrage med input fra de unge, vi møder hver uge i vores sociale aktiviteter på landets somatiske og psykiatriske afdelinger.
Vi mener, at det er på tide, at unge med egen erfaring får en større stemme i de politiske fora, hvor beslutninger træffes. Og det er ikke nyt for os. Vi har i lang tid forsøgt at hjælpe til i kampen for et bedre sundhedsvæsen ved at spørge unge selv, hvad de ville ønske var anderledes. Derfor har vi tidligere udgivet vores bud på en unge-reform, der er udarbejdet sammen med og af de unge, som kender sundhedssystemet indefra. Vores oplæg indeholder 11 konkrete, politiske anbefalinger, som skal sikre, at unge i udsatte livspositioner får en god overgang til voksenlivet. Læs det her.
Særligt én ting går igen i deres fortællinger: Det handler om de svære overgange i systemet.
Unge er særligt sårbare i de svære overgange
Mange unge oplever, at overgangen i forbindelse med ens 18-års fødselsdag er svær i et binært system, hvor man fra den ene dag til den anden går fra at være barn til pludselig at være voksen i systemets øjne. Den fysiske flytning til en anden afdeling, nyt personale, ny kultur, nye medpatienter og i nogle tilfælde også en ændring i selve behandlingen gør unge særligt sårbare.
Andre oplever, at overgangen i forbindelse med udskrivelse fra en lang indlæggelse til livet uden for hospitalet er ensom og uden hjælp. I løbet af en eller flere lange indlæggelser oplever mange at komme langt væk fra virkeligheden, hverdagen og ungdomslivet uden for, hvor venner, uddannelse og fester drøner videre, mens ens eget liv er sat på pause.
I disse overgange oplever alt for mange unge at stå helt alene uden et socialt netværk og uden tilstrækkelig støtte fra professionelle. Når indlæggelsen slutter, og den unge udskrives til ambulant behandling, er der flere, der mangler støtte til at klare hverdagen, hvor mange står alene i en sårbar tid.
De unge, vi har talt med, peger selv på en række løsninger:
Flere efterspørger en fast plan for støtte i de interne overgange i forbindelse med at fylde 18 år. F.eks. ved at ansætte socialsygeplejersker eller lignende, som specifikt skal hjælpe unge op til og i overgangen.
Et andet forslag er en udvidet model for ungestøtte inspireret af modellen fra anbringelsesområdet. Støtten kan bestå af en fast kontaktperson, økonomisk og juridisk støtte eller rådgivning fra det offentlige og civilsamfundsorganisationer. Det skal øge sandsynligheden for, at unge i udsatte livssituationer kan leve et værdigt liv med job, uddannelse, bolig og fællesskaber.
Derudover vil vi pege på, at civilsamfundets frivillige også bør spille en større rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Vores indsatser i somatikken og psykiatrien kan spille en rolle i de interne overgange og forberede unge patienter på livet efter udskrivelsen. Samtidig kan de fungere som en bro til de positive fællesskaber, vi som organisation tilbyder. F.eks. i form af frivillige mentorer eller andre sociale netværk.
Når et ungt menneske står på kanten af livet, er det fællesskabets opgave at træde til. Ikke bare med mere styring eller indsatser, der opfylder mål i handleplaner.
Det er fællesskabets opgave at træde til med endnu mere omsorg, opbakning og støtte. Men for at nå derhen må vi lytte til, hvad unge med tilknytning til somatikken og psykiatrien har at sige, og tage deres opråb helt ind i de politiske rum og kommissioner, hvor fremtidens velfærdssamfund udvikles.
