Uligheden i befolkningens sundhedstilstand målt ved dødelighed er stor i Danmark sammenlignet med for eksempel lande i Sydeuropa, og den vokser endda noget mere her end i andre europæiske lande (Mackenbach et al. 2019).
Når uligheden vokser, betyder det ikke, at de dårligst stillede får det ringere, men at de bedst stillede oplever større forbedringer. Mens liberale politikere og også mennesker til venstre for dem mener, at ulighed på andre af livets områder, for eksempel økonomisk ulighed, kan være godt eller i hvert fald acceptabelt, skriver næsten alle politiske partier i deres programmer, at social ulighed i sundhed ikke er rimelig eller retfærdig.
Derfor er der ret bred politisk enighed om, at der skal gøres noget ved den, om end emnet og de nødvendige indsatser opfattes noget forskelligt afhængig af politisk tilhørsforhold. I de senere år er politikerne, ikke mindst i den socialdemokratiske regering fra 2019, blevet mere optaget af at gøre noget ved uligheden.
Sundhedsministeren har oprettet et særligt kontor i departementet, som skal arbejde med emnet, men der er dog endnu ikke kommet mange forslag til indsatser. Danske Regioner kom i 2020 med et udspil om deres arbejde for mere lighed i sundhed. De peger på tre områder: Forebyggelse, tilpasset indsats i mødet med sundhedsvæsenet og særlig indsats for de udsatte. Regionerne har især fokus på, hvad der kan ske i sundhedsvæsenet, som jo er det, de har mest indflydelse over.
I dette kapitel vil jeg skrive om, hvad social ulighed i sundhed er, hvad den kan skyldes, og hvad politikere, ledere og andre gør og kan gøre ved den.
Hvad er ulighed i sundhed?
Sundhed kan defineres forskelligt. Ofte sammenligner man ulighed i dødelighed, men man kan også se på sygelighed, følger af sygdom eller selvrapporteret sygelighed. Ulighedens størrelse afhænger af, hvilke mål man bruger. Vælger man at se på uligheden i sygelighed og følgerne af sygdom, finder man endnu større forskelle mellem indkomst- og uddannelsesgrupper end i dødeligheden.
Mennesker med kort uddannelse lever således ikke så længe som højtuddannede, og de har samtidig flere år med dårligt helbred. Med andre ord er en større andel af deres kortere liv er præget af usundhed.
Udtrykket »ulighed i sundhed« bruges om det forhold, at mennesker i forskellige samfundslag gennemsnitligt har forskellig sundhed og levetid. Det bruges imidlertid også om, at der kan være ulighed i adgang til sundhedsvæsenets ydelser. I forhold til sundhedsvæsenet kan det både handle om, hvorvidt mennesker overhovedet kommer i kontakt med væsenet, og om de dernæst bliver behandlet forskelligt afhængig af, hvilken social gruppe de tilhører.
Politikerne har utvivlsomt mere direkte adgang til at gøre noget ved den ulige adgang til og ulige behandling i sundhedsvæsenet end årsagerne til uligheden i sundhedstilstanden.
Uanset om det handler om ulighed i sundhedsvæsenet eller sundhedstilstanden, er det en sammensat opgave at gøre noget ved den, for den har mange årsager, og der er mange forskellige aktører, som kan have interesse i at påvirke politikken. Det er eksempelvis politikere, faglige organisationer, sundhedsprofessionelle, patientorganisationer, industrien og detailhandlen.
Ulighed i sundhed som dikotomi eller gradient
Social ulighed i borgernes sundhedstilstand kan beskrives på flere måder, og beskrivelserne kan vejlede politikere og andre til at handle i forskellige retninger. Man kan, som det ofte sker i Danmark og oftere her end i de andre nordiske lande og Storbritannien, sammenligne en gruppe af udsatte, ressourcesvage eller marginaliserede med resten af befolkningen.
Dermed deler man befolkningen op i to grupper i form af en såkaldt dikotomi. Det giver et billede, hvor de dårligst stillede har meget store sundhedsproblemer og dør mange år før de øvrige, mens resten af befolkningen klarer sig ret godt (figur 1).
Figur 1. Sundhedsproblemer blandt udsatte og andre
En anden mulighed er at sammenligne grupper ved at opdele befolkningen i fire, ti eller flere indkomst- eller uddannelsesgrupper. På den måde fremstår forskellene eller uligheden som en gradient. Da fremgår det, at der er forskel på sundheden og levetiden, ikke bare mellem de dårligst og de bedst stillede, men hele vejen igennem uddannelses- og indkomstniveauerne (figur 2).
Figur 2. Sundhedsproblemer i relation til socialklasse
(mørk blå angiver sundhedsproblemer
En faglært lever eksempelvis gennemsnitligt længere end en ufaglært, en sygeplejerske lever længere end en faglært, og en akademiker får gennemsnitligt endnu flere år at leve i. Inddeler man befolkningen i ti grupper, vil forskellen i dødelighed mellem den højeste og laveste indkomstgruppe fremstå som meget større, end hvis man bruger fire grupper.På den måde kan man med inddelingen, afhængig af hvad man ønsker, tale problemet op eller ned. Opfattelsen af uligheden i sundhed som en gradient er ved at blive mere almindelig i Danmark
En kombineret indsats giver mest mening
Ser politikerne uligheden som en dikotomi, bliver det oplagt for dem at koncentrere indsatserne om dem, som har det dårligst. Ser man på uligheden som en gradient, bliver det også meningsfuldt at gøre noget for, at også de, der befinder sig mellem yderpunkterne på skalaen, får bedre sundhed.
Det betyder, at stort set hele befolkningen bliver målgruppe for indsatsen. Man kan sagtens argumentere både for at bruge det ene og det andet billede, og mest mening giver det nok både at gøre noget særligt for de allerdårligst stillede og indsatser for alle de andre. Det er det, Danske Regioner foreslår i deres udspil for mere lighed i sundhed fra 2020.
Mennesker, som er økonomisk og uddannelsesmæssigt dårligt stillede og har rigtigt mange sundhedsproblemer, skal naturlig- vis have meget hjælp, men det er også væsentligt at gøre noget for dem, der har det bedre, men ikke så godt som dem, der har det bedst, hvis man ønsker lighed i sundhed.
Hvis målet er at forhindre, at nye mennesker havner i gruppen af særligt dårligt stillede, er det ikke nok at rette indsatsen mod dem, som er i den gruppe. Hjælp til dem, som allerede er i en dårlig situation, risikerer at blive en uendelig historie, hvis man ikke satser bredere, fordi nye mennesker hele tiden vil havne i gruppen. Hvordan man forstår social ulighed i sundhed, handler også om, hvad man mener, når man siger social. Afhængig af hvilke kategorier man bruger, er man også tilbøjelig til at finde forskellige årsager til uligheden. Deler man folk ind efter indkomst, er det nærliggende at finde forklaringer i adgangen til materielle ressourcer. Er uddannelsen inddelingskriteriet, vil man ofte også se på, hvad viden kan betyde. En inddeling efter erhverv vil gøre, at forskelle i arbejdsforhold bliver mere synlige som mulige årsager til uligheden.
De tre overlapper, men er ikke identiske, og valget af kategorisering kan have betydning for hvilke indsatser, det bliver mest oplagte at vælge. Alle tre inddelinger vil give et billede af uligheden som gradient, hvis man inddeler i mere end to grupper. Derudover kan man også se på forskelle i sundhed mellem kønnene, mellem etniske grupper og mellem land og by.
Større ulighed i Danmark trods velfærdsordninger
Som i de andre nordiske lande ser man i Danmark det, som kaldes velfærdsstatsparadokset. På trods af de meget veludbyggede velfærdsordningerer uligheden større her end i mange andre europæiske lande, og den er voksende (Mackenbach 2012; Bambra 2011). Der er ikke mange gode bud på forklaringer af dette paradoks.
Selv om den danske velfærdsstat yder meget, kan politikere og myndigheder givetvis gøre mere for at reducere uligheden ved at udbygge velfærdsordninger. Det kan handle om at reducere den økonomiske og sociale ulighed, som kan hænge sammen med uligheden i sundhed. Økonomisk stress er sundhedsskadeligt.
En afskaffelse af de meget lave ydelser er derfor en mulig vej at gå. Især ville det sikkert være gavnligt at mindske børnefattigdommen. Politikere kan også gøre noget for at gøre adgangen til sundhedsvæsenets ydelser mere lige.
Uligheden skabes gennem hele livet, som to engelske forskere skriver: »Fortiden er skrevet ind i kroppen« (Bartley, Blane 2009). Kortuddannedes børn fødes gennemsnitligt med lavere fødselsvægt, de risikerer oftere at blive udsat for passiv rygning, de oplever økonomisk stressede forældre, og de får ikke samme boglige stimulans og dermed ringere forudsætninger i skolen.
De deltager samtidig sjældnere i fritidsaktiviteter med de muligheder for socialt samvær og fysisk aktivitet, de kan indebære. Hvis man gav børn i områder med mange lavtlønnede forældre særlig gode daginstitutioner og skoler med dygtige ledere, lærere og pædagoger, kunne man måske flytte noget også på sundhedsområdet.
Grænser for politikernes og myndighedernes rolle
Der er naturligvis grænser for, hvad politikere og myndigheder i et demokratisk samfund kan gøre for at kompensere for dårlige opvækstvilkår. Mennesker har ret til et privatliv, og selv om det måske kunne være godt, hvis man kunne hjælpe forældre til at læse med børnene, sørge for at børnene kommer med til fritidsaktiviteter og sikre, at de undgår passiv rygning og megen skærmtid, vil de fleste nok mene, at der skal større forsømmelser til end manglende højtlæsning, før kommunen kommer og blander sig.
Endelig har mennesker med kort uddannelse oftere et sundhedsskadeligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvor lovgiverne og arbejdsgiverne kunne gøre en større forskel.
Når det handler om sundhedsskadelig adfærd som rygning og fysisk inaktivitet i fritiden, kan man se, at der er sociale mønstre, hvor mennesker med kort uddannelse ryger mere og bevæger sig mindre. Mange mener, at der skal mere oplysning til for at ændre menneskers vaner i en sundere retning, og at mennesker med kort uddannelse ikke tager oplysningen til sig i samme grad som dem med længere uddannelse.
Det er næppe en tilstrækkelig forklaring. Der er flere alkoholstorforbrugere blandt de ældre højtuddannede end i resten af befolkningen (Sundhedsstyrelsen 2018). Flere og flere også højtuddannede bliver tykke. Man må gå ud fra, at de højtuddannede forstår oplysningen, men de tager den tydeligvis heller ikke altid til sig. Norske og svenske sundhedsmyndigheder har påpeget, at der er så tydelige sociale mønstre i menneskers adfærd, at det ikke kun kan handle om frie individuelle valg, om man gør det ene eller det andet.
Mennesker er sociale væsener, og de tilpasser sig ofte den adfærd, som deres gruppefæller har, uanset om den er sundhedsskadelig eller ej. Man skal i visse kredse ofte forklare sig, hvis man takker nej til alkohol, men sjældent forklare, hvorfor man takker ja. Skal adfærden ændres, skal der givetvis strukturelle tiltag til som for eksempel at begrænse adgangen til og sætte prisen op på det usunde. Her er politikerne i gang med tobakken, men madvarerne og alkoholen er stort set fredet.
Der er således mange områder, hvor politikerne kan gøre noget for at forhindre, at uligheden i befolkningens sundhedstilstand bliver større (Sundhedsstyrelsen 2020a; Vallgårda 2019).
Ulighed i adgang til sundhedsvæsenets ydelser
Ulighed i adgang til sundhedsvæsenets ydelser er ikke afgørende for uligheden i sundhed, for sundhed og usundhed skabes især uden for væsenet. Men sundhedsvæsenets indsats kan også bidrage til at mindske uligheden. Desuden er væsenets opgave ikke kun at helbrede, men også at lindre.
Det er under alle omstændigheder oplagt uretfærdigt, hvis mennesker med kort uddannelse, lav indkomst og svage sociale netværk ikke har samme adgang til ydelser som andre. Derfor er det relevant at undersøge, om der er forskel på menneskers adgang til gode sundhedsydelser.
Danske Regioner skriver, at de har ansvar for »at den sociale ulighed i sundhed ikke forstærkes i mødet med sundhedsvæsenet, men at vi på hospitalerne og i praksissektoren tilpasser indsatsen til den enkelte, så uligheden reduceres« (Danske Regioner 2020).
Uligheden i forhold til sundhedsvæsenet kan forekomme på flere områder (Gulliford et al. 2002). Det kan være den formelle adgang til sundhedsvæsenet. Her er der ikke stor forskel i Danmark, siden alle med opholdstilladelse i landet har adgang til de samme, oftest gratis sundhedsydelser.
Der kan også være forskel i den reelle adgang til sundhedsvæsenet. Den rummer mange aspekter, og her er forskellene større. Det handler blandt andet om udbuddet af sundhedsydelser. I flere områder i Danmark mangler der praktiserende læger, og i mange af disse områder bor mange mennesker med kort uddannelse og dermed gennemsnitligt større sygelighed end andetsteds.
I Storbritannien får læger flere penge, hvis der er mange fattige blandt deres patienter, fordi man regner med, at de kræver ekstra opmærksomhed og tid. Det kunne man måske også gøre i højere grad i Danmark, hvis politikerne vil lokke flere læger til områder med flere syge.
De praktiserende speciallæger er meget skævt fordelt i landet, og der er flest der, hvor de velhavende bor. Det giver ikke overraskende en skævhed i brugen af disse læger, så grupperne med størst sygelighed, nemlig de kortuddannede, bruger speciallæger mindre end dem med lange uddannelser.
Siden speciallægerne har aftaler med regionerne om at få refusioner for deres indsats og tildeling af ydernumre, kunne regionerne vælge at indgå flere aftaler med speciallæger i de områder, som har få speciallæger, og færre, der hvor der er mange. Der er også uundgåeligt længere til læger og sygehuse i områder med få indbyggere. Da disse ofte også har flere fattige og kortuddannede borgere, medvirker det til en social ulighed i adgangen.
Flere faktorer spiller ind på brugen af sundhedsvæsenet
Den faktiske brug af sundhedsvæsenet er også afhængig af en række faktorer, der ofte er skævt fordelt, som eksempelvis muligheden for at tage fri fra arbejde for at gå til læge eller penge og tid til transport til faciliteterne.
Samtidig er der en række kulturelle barrierer, som at nordjyder bruger sygehusvæsenet sjældnere end nordsjællændere, og at mennesker, som ikke taler dansk så godt, kan have problemer med at kontakte væsenet. Sundhedsvæsenet kan være svært at finde rundt i, og dér er mennesker med kort uddannelse og udenlandsk baggrund ofte ringere stillet.
Dertil kommer, at mennesker med kort uddannelse oftere har flere sygdomme i form af multimorbiditet (Jensen et al. 2018), hvilket naturligvis gør mødet i sundhedsvæsenet mere kompliceret både for den syge og for personalet. Brugerbetaling på visse ydelser som tandlæge, lægemidler og tolkebistand kan også medføre ulighed i brugen af dem.
Også når det kommer til brug af forebyggende ydelser og screeninger, er der ulighed, hvor de veluddannede bruger dem mest. Det kunne være værd at se på, hvad man fra regioners og sundhedsinstitutioners side kan gøre for, at borgere med størst behov for sundhedsydelser i højere grad får nemt ved og bliver motiveret til at bruge dem.
Forskelsbehandling inde i systemet
Uligheden stopper ikke ved den faktiske adgang. Når man først er kommet ind i systemet, er der også forskelsbehandling. Mennesker med kort uddannelse, lav indkomst og svage sociale netværk får ikke altid den samme behandling som andre.
Kræftens Bekæmpelse viste i en rapport i 2019, at disse grupper gennemsnitlig fik lov til at vente længere på udredning ved mistanke om kræft end de mere privilegerede, og de fik sjældnere henvisning til speciallæge. De fik heller ikke altid lige så god behandling.Kræftoverlevelsen er forbedret, men mere for de rigeste end de fattigste. Derfor har forskellen været voksende i perioden 1987/91 til 2005/9 (Dalton et al. 2019). Det kan blandt andet skyl- des den forskelsbehandling, som Kræftens Bekæmpelse har doku- menteret.
Det er ikke kun kræftpatienter med kort uddannelse, som bliver forskelsbehandlet. Rigsrevisionen viste i en rapport fra 2019, at de velstillede langt oftere får behandling, som ifølge registreringerne opfylder alle de opstillede kvalitetskriterier for nogle andre sygdomme. Forskellen blev ikke mindre i den undersøgte periode 2007-2016. De bedst stillede patienter med hjertesvigt fik behandling, som opfyldte alle kriterier i 42 procent af tilfældene, mens kun 5 procent blandt de dårligst stillede fik det (Rigsrevisionen 2019).
Danske Regioner (2020) har flere forslag til, hvad der kan gøres. Nogle forslag er ret ukonkrete som eksempelvis at tilpasse kommunikationen mellem patient og personale og etablere aktiv patientstøtte, andre er ikke tydeligt rettede mod at reducere ulighed i mødet med sundhedsvæsenet som digitale værktøjer, og atter andre er mere fokuserede såsom partnerskaber om og opsporing af sårbare gravide, brobygger- og socialsygeplejersker og særlige afdelinger for udsatte borgere og samarbejde om hjemløse.
Behandlere har et ansvar – men det har lederne også
De enkelte behandlere har naturligvis et ansvar for i mødet med patienterne at sørge for, at mennesker med kort uddannelse og svage sociale netværk får ekstra opmærksomhed, som sikrer, at de får den behandling, de har brug for. Det gælder måske ikke mindst mennesker med flere kroniske sygdomme, som kan have svært at navigere i sundhedsvæsenet (Rod 2021), og som der er flere af blandt de fattige.
Som formanden for de lægevidenskabelige selskaber har påpeget, er det desuden sådan, at de, som uddannelsesmæssigt og socialt ligner læger mest, får en bedre behandling, de kommunikerer bedre med lægerne, og de inddrages mere i behandlingen (Axelsen 2021). Disse møder med patienterne kan kun de, som behandler patienterne, gøre mere ligeværdige, men ledere kan naturligvis fremme og støtte sådanne forandringer.
Imidlertid skal man, som Danske Patienter har påpeget (2019), undgå at sætte mennesker i bås ud fra de karakteristika, man har valgt at inddele folk efter. De, som kaldes sårbare eller ressourcesvage, er ikke ens. Nogle har vitterlig brug for særlig omsorg, andre slet ikke.
Det er givetvis en stor udfordring at tilpasse sin adfærd og behandling til den konkrete patient og ikke behandle hende eller ham ud fra nogle stereotype forestillinger om de grupper, vedkommende tilhører, eller overskride personens grænser, samtidig med at man ikke overser problemer.
For at de ansatte i sundhedsvæsenet skal kunne handle på et oplyst grundlag, er der brug for viden. Flere undersøgelser af mulig forskelsbehandling i sundhedsvæsenet generelt og på det enkelte sygehus kan give viden om, hvor problemerne findes. Der skal naturligvis også viden til om, hvad man kan gøre, for at ledere og ansatte i sundhedsvæsenet ikke forskelsbehandler og stiller fattige, enlige og kortuddannede ringere. Det har jeg ikke kunnet finde undersøgelser, som giver anvisninger på.
Både politikere og sundhedsprofessionelle kan gøre noget
Uligheden i sundhedsvæsenet skabes på flere niveauer. Nogle sygdomme er lavt prioriteret, men om det er uretfærdigt lavt, er svært at afgøre, for hvad er kriterierne, når behandlingsmetoder og -behov er så forskellige? Det er imidlertid ret stor enighed om, at psykiatrien og behandlingen af muskelskeletlidelser og KOL godt kunne bruge flere ressourcer, og disse sygdomme er mere almindelige blandt mennesker med kort uddannelse.
Meget af uligheden i sundhedsvæsenet kan kun regionspolitikere og landspolitikere gøre noget ved gennem beslutninger om, hvilke ressourcer forskellige specialer skal have, og hvor lægernes ydernumre skal placeres. Også ledere og andre i sundhedsvæsenet kan bidrage til at reducere uligheden ved at sikre rammer for, at de
patienter, som har den dårligste sundhed og de dårligste forudsætninger for at gøre sig gældende, får en god behandling.
Den enkelte sundhedsprofessionelle kan i sit møde med patienterne være opmærksom på at sikre, at mennesker med lave indkomster, korte uddannelser og enlige får den samme behandling som andre patienter. Det er som nævnt noget Danske Regioner beskriver som et middel til at reducere uligheden i behandlingen i sundhedsvæsenet (2020).
Opsporing af borgere foreslås ofte som løsning
Hvis man i sundhedsvæsenet vil gøre noget for dem, som har det allersværest socialt og sundhedsmæssigt, og som ofte ikke opsøger hjælp i det omfang, læger og andre mener, de har brug for, er et ofte fremført forslag, at man skal opspore dem og tilbyde undersøgelse og behandling. Det er eksempelvis hyppigt foreslået i Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker.
De praktiserende læger fik i deres overenskomst fra 2021 ekstra honorar for at opsøge »ressourcesvage patientgrupper« i stedet for bare vente på, at de henvender sig (Løntoft 2021). I Danske Regioners oplæg om mere lighed i sundhed fremhæves, at regionerne har »en særlig opsøgende og støttende rolle i forhold til udsatte borgere, der ikke selv kontakter sundhedsvæsenet, selv om de har behov for en indsats i sundhedsvæsenet« (Danske Regioner 2020). Det kan se ud som en oplagt indsats, hvor sundhedsvæsenet kan gøre en forskel og yde særlig omsorg for dem, som man mener har brug for det. Der kan dog også være negative aspekter af opsporing. Etisk Råd har behandlet dem i en udtalelse fra 2019, og rådet pegede på flere etiske udfordringer.
Den første er, om indsatsen har en veldokumenteret effekt. Det er ikke rimeligt at genere borgere med en nytteløs indsats eller at bruge sundhedspersonalets tid og skatteborgernes penge på en sådan. En opsøgende indsats foreslået af blandt andet socialdemokrater og 3F i 2020 er, at man skal lave sundhedstjek af især kortuddannede på deres arbejdspladser eller i deres boligområder for at bidrage til at forbedre deres sundhed.
En sådan indsats har ikke den ønskede effekt. Hvis man sam-menligner de, som inviteres til sundhedstjek, med de, som ikke inviteres, hvilket en stor dansk undersøgelse ved navn Inter 99 har gjort, kan man ikke se en effekt af indsatsen (Skaaby et al. 2017; Jørgensen et. al. 2014). Et Cochrane-review fra 2019 kommer til det samme resultat (Krogsbøll et al. 2019). Deltagelsen var desuden ringest i de fattigste områder (Bender et al. 2015), så det er tydeligvis heller ikke altid en indsats, som bliver taget godt imod af dem, man gerne vil nå.
En anden ting, man bør overveje, er, at selve opsporingen, henvendelsen, kan opleves som privatlivskrænkende. Endnu et tema er, at da det handler om, at kun særlige grupper opspores, kan disse opleve det som stigmatiserende at blive udvalgt til en indsats. De kan naturligvis også se en henvendelse som et udtryk for omsorg.
Endelig vil opsporing og andre indsatser over for mennesker med store problemer være en uendelig historie, fordi man med dem jo ikke forhindrer, at nye personer havner i den samme situation. Det skal dog naturligvis ikke forhindre, at man hjælper dem, som har behov nu og som ønsker hjælp.
Der skal politisk handling til
Ser man ulighed i sundhed som en gradient, altså som noget der berører stort set alle lag i samfundet, hvor stigende sygelighed følger faldende indkomst og uddannelse, skal der strukturelle tiltag
til at løse problemet. Skal man komme den ulighed til livs, skal der politisk handling til, ikke mindst fra Christiansborg og regeringen. Det gælder forhold i samfundet generelt med bedre arbejdsforhold, mindre børnefattigdom, ekstra gode skoler og daginstitutioner i områder med mange fattige børn, afgifter på sundhedsskadelige produkter og bedre lægedækning i områder med flest syge.
Social ulighed i sundhed kan også defineres som de særlig udsattes meget ringe sundhed. Her kan sundhedsvæsenet bidrage til at afbøde nogle af de værste følger ved at sikre, at deres sygdomme prioriteres, og at disse mennesker får lige så god behandling som andre i samme sundhedsmæssige situation og ikke ringere.
Usundhed skabes i alt væsentligt uden for sundhedsvæsenet, og der er grænser for, hvor meget man i sundhedsvæsenet kan rette op på den. Men det skal jo ikke forhindre, at man i det mindste behandler alle patienter lige godt og prioriterer de sygdomme, som især rammer mennesker med få penge og kort uddannelse.
Måske skal man i sundhedsvæsenet ikke have store ambitioner om at reducere uligheden i sundhed. Det er også et prisværdigt første skridt, som Stephanie Lohse og Ulla Astman skriver, at sikre, at uligheden i sundhed ikke forstærkes i mødet med sundhedsvæsenet (Danske Regioner 2020).
Denne kronik blev bragt første gang i bogen ‘5 pejlemærker for ledelse i fremtidens sundhedsvæsen’
REFERENCER
- 3F Fagligt Fællesforbund (2020). Ulighed i sundhed. København.
- Axelsen SM (2021). Læger skal erkende kulturkløften, når de møder sårbare patienter. Altinget. Sundhed, 15. september.
- Bambra C. (2011) Health inequalities and welfare state regimes: theoretical insights on a public health »puzzle« Journal of Epidemiology & Community Health vol. 65 s. 740-745.
- Bartley, M., Blane, D. (2009). Life-course influences on health at older ages. In H. Graham (ed) Understanding Health Inequalities, 2nd edition. Maiden- head; Open University Press, s. 48-65.
- Bender AM, Kawachi I, Jørgensne T, Piisnger C (2015). Neighborhood Deprivation Is Strongly Associated with Participation in a Population-Based Health Check. PlosOne June 3. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0129819.
- Dalton SO, Olsen MH, Johansen C, Olsen JH, Andersen KK (2019). Socioeconomic inequality in cancer survival – changes over time. A popula- tion-based study, Denmark, 1987–2013 Acta Oncologica vol. 58/5 s. 737-744.
- Danske Patienter (2019). Ulighed i sundhed. Baggrundsnotat. Udarbejdet af Kure J. København.
- Danske Regioner (2020). Regionernes arbejde for mere social lighed i sundhed. København.
- Etisk Råd (2019). Det Etiske Råds udtalelse om tidlig opsporing af sygdom. København.
- Gulliford M, Figueroa-Munoz J, Morgan M, Hughes D, Gibson B, Beech R, Hudson M. (2002). What does »access to health care« mean? Journal of Health Services Research vol. 7, s. 186-88.
- Jensen HAR, Davidsen M, Ekholm O, Christensen AI. (2018). Danskernes sundhed. Den nationale sundhedsprofil 2017, København: Sundhedsstyrelsen.
- Jørgensen T, Jacobsen RK, Toft U, Aadahl M, Glümer C, Pisinger C (2014). Effect of screening and lifestyle counselling on incidence of ischaemic heart disease in general population: Inter99 randomised trial. BMJ 348 doi: https://doi.org/10.1136/bmj.g3617.
- Krogsbøll LT, Jørgensen KJ, Gøtzsche PC (2019). General health checks in adults for reducing morbidity and mortality from disease (Review). Cochrane Database of Systematic Reviews, Issue 1. Art. No.: CD009009.
- Kræftens Bekæmpelse. (2019). Ulighed i kræft. Hvidbog. København: Kræf- tens Bekæmpelse.
- Løntoft S, Toft ONM. (2021). Ny lægeoverenskomst får ros for tiltag mod social ulighed. Altinget 23. juni.
- Mackenbach J. (2012). The persistence of health inequalities in modern wel- fare states: the explanation of a paradox. Social, Science and Medicine vol. 75 s. 761-769.
- Mackenbach J, Valverde JR, Bopp M et al. (2019). Progress against inequal- ities in mortality: register-based study of 15 European countries between 1990 and 2015. European Journal of Epidemiology vol. 34 s. 1131.1142.
- Rigsrevisionen (2019). Forskelle i behandlingskvaliteten på sygehusene. København.
- Rod, MH. Ulighed er noget vi skaber. Sundhedsmonitor 7. juni. (https://sundhedsmonitor.dk/debat/art8233762/Ulighed-er-noget-vi-skaber).
- Skaaby T, Jørgensen T, Linneberg A (2017). Effects of invitation to participate in health surveys on the incidence of cardiovascular disease: a randomized general population study. International Journal of Epidemiology, Vol. 46, nr. 2, s. 603–611, https://doi.org/10.1093/ije/dyw311.
- Sundhedsstyrelsen (2018). Danskernes Sundhed. Den Nationale Sundhedspro- fil 2017. København.
- Sundhedsstyrelsen (2020). Social ulighed i sundhed og sygdom. Udviklingen i Danmark i perioden 2010-2017. København: Sundhedsstyrelsen.
- Sundhedsstyrelsen (2020a). Indsatser mod ulighed i sundhed. København, Sundhedsstyrelsen.
- Vallgårda S. (2019). Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed? København, Informations Forlag.
