Det kliniske arbejde skal foregå i en samlet og styret proces, der har som mål at opnå det bedst opnåelige behandlingsresultat for hver enkelt patient.
Af Hans Peder Graversen
Det kan synes omsonst at postulere, at en ny struktur for sundhedsvæsenet med et snuptag vil kunne reformere det kliniske arbejde, når man ser på den nuværende struktur med sektorer, specialer, offentligt ansatte og private erhvervsdrivende fordelt på stat, regioner, kommuner og et væld af selvstændige institutioner. For slet ikke at tale om de rådende personaleforhold, deres mængde og deres fordeling.
Ikke desto mindre er der flere forhold, der er med til at presse på for en udvikling:
- Siden 2007 er en fjerdedel af alle hospitalssenge rationaliseret bort.
- I samme periode er antallet af ældre borgere, kronisk syge og multisyge patienter steget, og tendensen fortsætter.
- Den gennemsnitlige liggetid er dalet betydeligt og er nu på fire dage i nedadgående retning.
- Hospitalsbehandling færdiggøres hurtigere, og patienter udskrives ofte med uløste problemer og behov. Det gælder især de kronisk syge og multisyge ældre.
- Den primære sundhedssektor er endnu ikke udviklet til et kompetent, nært sundhedsvæsen. Manglen på praktiserende læger er markant.
- Kommunikation mellem sundhedsaktørerne er stadigvæk alt for sparsom, og information går tabt i overgange. Her rammes patient og pårørende i ”ingenmandsland”.
- Patienterne skoles ikke tilstrækkeligt, og de ved for lidt om både sygdommen og behandlingen. Flere gode initiativer er ikke nok, og ”den patientansvarlige læge” er ikke udbredt praktiseret.
Aktører har ikke fundet løsninger
Det kendte sundhedsvæsens aktører i form af PLO, KL, regioner, ministerier og Sundhedsstyrelsen har hidtil ikke været i stand til at finde og implementere de løsninger, der er behov for. Det er derfor et relevant spørgsmål, om de sundhedsprofessionelle i kraft af deres gode uddannelse og kliniske erfaring kan ændre på sundhedsvæsenets funktionsmåde.
Kan sundhedspersonalet, hvis de får gode rammer, incitamenter og udvises tillid i samarbejde og teams, tage patienterne i behandling på en måde, der fungerer langt bedre?
Hvad kan hjælpe sundhedspersonalet med mærkbare forbedringer i arbejdet, så fagligheden hos læger, sygeplejersker og terapeuter får fuld udfoldelse og mere plads?
Behandling som en samlet proces
I dag er den måde, det kliniske arbejde foregår på, opdelt og niveaudelt, så borgeren eller patienten let mister overblik og orientering undervejs. Det er navnlig her, det kliniske arbejde kan udvikles. Behandling skal foregå i en samlet og styret proces, der har som mål at opnå det bedst opnåelige behandlingsresultat for hver enkelt patient.
En elektronisk patientjournal bør dække og servicere de sundhedsaktører, der vil samarbejde om patientforløbene. Teknologien må samordnes, og de forskellige subkulturer og deres særlige sprog må ikke hindre gensidig forståelse og effektivt samarbejde.
Patienterne skal indgå meget tydeligere som medskabere af behandlings- og kontrolforløb. Dermed bliver patienterne selv sundhedsaktører, og mon ikke overraskende mange patienter, selv blandt de ældre, vil kunne være med?
Noget må vige for forbedringer
Noget må naturligvis vige for at give plads til forbedringer. Det må ikke længere gælde, at mest mulig behandling til flest mulige får lov til at beslaglægge hele kapaciteten og sundhedspersonalets fokus. På den måde får fagligheden ikke udfoldelse, og kvaliteten får ikke livsrum.
Derfor er der grund til at være optimistisk om etableringen af et kommende behandlingsråd, hvor behandlinger gennemtrævles for nutidig relevans og rimelige anvendelseskriterier. Samtidig bør klinisk forskning og sundhedstjenesteforskning med kritisk fokus på de herskende forhold og rutiner i vores sundhedsvæsen stimuleres.
Det er ikke tilstrækkeligt, endsige altid gavnligt, at journalister graver smuds og fremmer konflikt på sundhedsområdet. Fagligheden skal stimuleres, og politikerne bør nok forholde sig mere i ro.