Hvis vi vil reducere uligheden i sundhed, er reflekshammer, stetoskop og receptblok ikke nok. I stedet har vi brug for nye metoder, der bygger på relationer og gensidig tillid.
Af Hans Peder Graversen, tidl. cheflæge
Det er påkrævet at ændre de nuværende arbejdsmetoder, hvis vi skal nå målet om at reducere den sociale ulighed i sundhed i Danmark. For det er indiskutabelt, at vi med de nuværende arbejdsmetoder ikke har løst udfordringen.
Men hvordan gør vi i praksis? Lad os overveje de tre grundlæggende spørgsmål: Hvad ved vi? Hvad vil vi? Hvad gør vi?
Vi ved, at social ulighed i sundhed er et voksende problem i Danmark. Vi ved, at årsagerne til uligheden er mange, og at flere af disse ikke har rod i sundhedsvæsenet. Alligevel tyder meget på, at sundhedsvæsenet er med til at gøre ondt værre.
Vi ved, at gruppen af socialt udsatte har vanskeligt ved at kontakte den praktiserende læge og sjældent gør det. Og det til trods for at gruppen præges af oversygelighed og et kortere liv. I stedet sker kontakten til akutafdeling og skadestue, ofte med akut opståede behov.
Sundhedsudfordringer forbliver ubehandlede
De mere grundlæggende sundhedsudfordringer forbliver ofte ubehandlede. Således er der tale om en systemfejl og metodefejl, hvor sundhedsvæsenet ikke formår at tage vare på alle kendte udfordringer.
Der er stor enighed om, at den sociale ulighed i sundhed skal reduceres. Men hvad kan den enkelte praktiserende læge og andre læger stille op? Hvad er der vilje til? Er det ikke op til staten at vedtage love, der får problemet til at forsvinde? Er det ikke op til regionen at tildele særlige ressourcer til en indsats? Er det ikke op til kommunen at passe sine borgere bedre?
Det kan være svært at få øje på, hvad den enkelte læge skal gøre eller hvordan. Og det er nok her, vi alle skal overveje viljen til handling og blive klar til nye arbejdsmetoder. Det skal få langt større værdi og betydning for os at hjælpe de udsatte og reducere uligheden. Vores higen efter resultater skal målrettes dette. Det gælder ikke kun nogle af os – det gælder os alle.
Et godt og tillidsfuldt forhold er påkrævet
Hvad er det vi gør, og hvad skal nye arbejdsmetoder være til hjælp med? Nye metoder skal sikre, at alle får et godt og tillidsfuldt forhold til en praktiserende læge eller anden læge, som kan fremme en nødvendig behandlingsindsats og i en længerevarende relation med borgeren styrke en fælles sundhedsfremmende indsats.
Det nuværende sygehusvæsen og de praktiserende læger går godt i spænd. Middelklassen har det bedst tænkelige sygehusvæsen, hvor der er behandling til alle. Sygeligheden er under kontrol, dødeligheden er på vej ned, og de kronisk syge følges og behandles omhyggeligt. Men der er et stort mindretal i befolkningen, der ikke passer ind her.
Mindretallet præges af større sygelighed, både akut og kronisk, multisygdom, psykosociale lidelser og en række vanskelige livsomstændigheder, der har oprindelse i kort skolegang, vanskelig opvækst, manglende erhvervsuddannelse, kriminalitet, arbejdsløshed og i nogle tilfælde en social deroute.
Sårbarhed har mange forklaringer
Sårbarheden har mange forklaringer, men når den er der, skal der nye metoder til for at sikre sundheden for de pågældende borgere og patienter.
Grundlæggende for en ny arbejdsmetode er skabelsen af mellemmenneskelig relation og opbygning af gensidig tillid. Det kræver mere end reflekshammer, stetoskop og receptblok. Behovet er god kommunikation mellem borgeren og sundhedspersonen, kontinuitet i relationen over tid og gentagne forsøg på at opnå en tillidsfuld relation.
God kommunikation er også samtale i øjenhøjde i et hverdagssprog uden svært forståelige fagtermer, forkortelser og fremmedord. Kontinuitet stiller krav til lægens planlægning og evne til at tilsidesætte andet, mens borgerens og patientens forløb tilgodeses. Flere kontaktforsøg kan være nødvendige. Det er på det mellemmenneskelige plan at metoden skal virke.
Relationsskabelse er primært formål
Et fælles arbejde med at fremme sundheden hos den pågældende kan først forventes at give et resultat, når en tillidsfuld relation er opnået. Derfor er relationsskabelsen et primært formål i den nye metode.
Det kan indebære ændring i en praktiserende læges arbejdstilrettelæggelse at indarbejde den nye metode. Det samme gælder for kontaktlæger og forløbsansvarlige på sygehuset. Derfor bør PLO og regionen understøtte efter bedste evne. En aftale bør indgås og opfølgning bør iværksættes.
Opsøgende arbejde over for de udsatte kan påregnes at være nødvendigt i en initialfase, og ligeledes kan tværfaglige teams med sygeplejersker øge arbejdskapaciteten. Blot skal det tilstræbes, at den tillidsbærende relation oprettes mellem praktiserende/forløbsansvarlige læge og borger/patient.
Kun på den måde kan de påkrævede behandlingstiltag gennemføres og sundhedstilstanden få det ønskede løft.