Sundhedsreformen er landet. Ikke som en færdig løsning, men som en mulighed for at skabe afgørende forandringer.
Vi kan vælge den sikre vej – løfte de eksisterende strukturer, opgaver og vaner og flytte dem et nyt sted hen. Pakke det hele nænsomt i flyttekasser, undgå det værste bøvl med stor risiko for at de samme mønstre gentager sig i nye organisatoriske rammer. Eller vi kan vælge at bygge et sundhedsvæsen, der matcher de behov, vi ved venter os.
For vi har brug for en ny måde at tænke sundhed på, og det kræver, at vi er villige til at bruge de rammer, sundhedsreformen giver til at bygge og tænke nyt.
Det er fristende at vente. At afvente klare retningslinjer. At lade omstruktureringer falde på plads. At sikre der er enighed, før vi bevæger os. Men at afvente har en pris – og den er høj.
Mens vi diskuterer, stiger presset på systemet. Mens vi afvejer muligheder, vokser uligheden i sundhed. Mens vi leder efter den perfekte løsning, bliver det sværere at være både patient og medarbejder i et system, der halter efter virkeligheden.
Lad os gribe muligheden for at være proaktive arkitekter af fremtidens sundhedsvæsen. Det er nu, vi skal bygge!
Her er tre byggesten, der kan forme fremtidens sundhedsvæsen.
Invitér nye aktører ind og giv borgerne en rolle
I årtier har vi talt om bedre samarbejde mellem hospitaler, kommuner og almen praksis. Det er fortsat væsentligt, men vi må tænke videre end det.
Teknologi og digitalisering har allerede forandret sundhedsvæsenet globalt. AI bruges til hurtigere diagnosticering. Digitale patientforløb giver borgerne mere fleksibilitet. Sundhedsdata er blevet en aktiv del af både forebyggelse og behandling. Men mens andre lande eksperimenterer og implementerer, så afventer vi.
Vi skal turde indgå i nye partnerskaber. Private aktører sidder med løsninger, der vil kunne inspirere til at aflaste sundhedspersonalet markant, men vi er ofte forsigtige og bruger argumenter som truslen for patientsikkerhed, faglig kvalitet og uklarhed i ansvar, som vi altid har kæmpet for og som er en indgroet del af vores selvforståelse. Men måske skal vi vise mere åbenhed over for potentielle nye måder og løsninger, der imødekommer bl.a. de store udfordringer med manglen på hænder?
Frivillige organisationer kan spille en langt større rolle i rehabilitering og social støtte – men vi ser dem stadig som et supplement og ikke som en del af den samlede løsning.
Borgerne selv er måske den mest oversete ressource. Vi må give dem mere ejerskab over deres eget helbred og hjælpe dem til at turde. Ikke kun gennem øget adgang til data og beslutninger, men også ved at lytte til deres behov og erfaringer og se disse som en helt nødvendig byggesten i måden, vi designer fremtidens sundhedstilbud på.
Et moderne sundhedsvæsen er ikke et lukket system. Det er et åbent økosystem med samarbejde på tværs af sektorer, virksomheder og civilsamfund og hvor vi løser opgaven i fællesskab.
Kompetenceudvikling er nøglen
Når vi taler om sundhedsvæsenets fremtid, handler det ofte om ressourcer. Men den mest kritiske ressource er og bliver mennesker.
Under en nylig masterclass om innovationsledelse diskuterede vi, hvordan sundhedsvæsenet ser ud om 20 år. Konklusionen var klar: Mere end hver fjerde medarbejder vil have en faglig baggrund, vi endnu ikke har defineret.
Teknikere, it-specialister, dataanalytikere og ingeniører vil ikke længere være støttefunktioner – de vil spille en langt mere central rolle i sundhedssektoren.
Men i stedet for at forberede os er vi i defensiven. Vi tænker kompetenceudvikling som en opdatering af de færdigheder, vi allerede har. Vi skal i stedet tænke på, hvordan vi sikrer, at fremtidens sundhedsprofessionelle ikke kun er specialister, men også har fleksible, tværfaglige og digitale kompetencer.
Og så skal vi huske, at uddannelse og efteruddannelse ikke kun må være et privilegium for de store hospitaler og de større byer. Vi skal sikre, at kompetenceudviklingen når hele landet.
Mod til at eksperimentere
Hvis vi venter på den perfekte løsning, vil vi om ti år stå over for præcis de samme udfordringer.
Andre lande tør allerede afprøve nye modeller i forhold til blandt andet AI-assisteret diagnostik og øget adgang for borgerne til egne sundhedsdata, så de kan spille en mere aktiv rolle i deres egen behandling og i forhold til tværsektorielle partnerskaber, der skaber mere fleksible behandlingsforløb.
At eksperimentere er ikke et valg – det er en forudsætning for udvikling.
Det betyder ikke, at vi ukritisk skal implementere f.eks. ny teknologi. Det betyder, at vi skal være strategiske, men uden at miste handlekraft. Vi skal turde teste nye løsninger, justere dem løbende og lære af de fejl, som er en vigtig del af læringen og ikke bruge det som en undskyldning for stilstand.
Men det handler ikke kun om teknologi. Det handler om organisering, arbejdsgange og kulturen i sundhedsvæsenet. Hvis vi eksperimenterer med en bevidsthed om, at lighed skal være en bærende værdi, kan vi ikke alene forbedre kvaliteten – vi kan sikre, at uligheden bliver mindre, fordi sundhedstilbuddene vil være tilgængelige for alle.
Tør vi tage ansvaret?
Sundhedsreformen er ikke en logistisk øvelse. Det er ikke et administrativt puslespil. Det er en mulighed for at skabe et sundhedsvæsen, der er mere robust, mere moderne og mere retfærdigt.
Men muligheder udnyttes ved at handle – ikke bare afvente. Ved at tage ansvar. Ved at turde tænke større og utraditionelt. Fremtiden er ikke noget, vi får foræret. Den er noget, vi bygger.
Spørgsmålet er, om vi er klar til at tage de værktøjer i brug, der er nødvendige for at skabe et visionært, bæredygtigt og retfærdigt sundhedsvæsen.
