Sundhedsvæsenet har et akut behov for flere hænder, flere kompetencer og optimale rammer til at fastholde de tilbageværende sygeplejersker.
Af Rikke Krogh-Madsen
For et par måneder siden beskrev jeg i et debatindlæg, hvordan hospitalsvæsenet ser ud om fem år, hvis vi ikke ændrer den manglende rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker.
Desværre er jeg allerede blevet overhalet indenom af udviklingen. Situationen på mange afdelinger er nu så kritisk, at vi nærmer os femårsscenariet med hastige skridt. Der er tiltagende mangel på plejepersonale. Der er udtrætning blandt det tilbageværende personale. Der er øget belastning på mange afdelinger, og der er ikke mindst ringe udsigt til markant bedring.
Vi befinder os midt i en hurtigt nedadgående, ondsindet spiral, som skal stoppes nu, hvis hospitalsvæsnet ikke skal bryde sammen.
Sygeplejerskemangel i flere år
Manglen på sygeplejersker har været aktuel i flere år. Resultatet af sygeplejerskestrejken har været en medvirkende faktor til, at flere har kastet håndklædet i ringen og søgt nye udfordringer. Men udfordringerne med COVID-19 i hospitalsvæsenet med omplacering af personale og øget belastning har også spillet en stor rolle i et allerede udsultet hospitalsvæsen.
Mindst lige så bekymrende er udtrætningen blandt det tilbageværende personale. Ellers robuste og rutinerede sygeplejersker, som tidligere altid var klar til en ekstra indsats, melder nu fra. Manglen på sygeplejersker går i sidste ende ud over patientbehandlingen.
Flere oplever at gå hjem fra arbejde med følelsen af ikke har gjort et ordentligt arbejde. Det er der ingen, der holder til i længden, og flere og flere siger op eller bliver sygemeldt med stress.
Mange flere patienter til vinter
Vi ser ind i vinteren og hermed også mange flere patienter. Til gengæld med færre hænder. Mange afdelinger forsøger internt at undgå regulært kollaps ved at støtte det tilbageværende plejepersonale med hjælp til plejeopgaver og medicin administration fra for eksempel medicinstuderende, ph.d.-studerende, vikarer og tidligere ansatte.
Omrokering af personale inden for egen afdeling er også en akut løsning, men jo altid en løsning, der går ud over andre patienter, som må vente eller blive udskudt. Lægerne forsøger at afhjælpe med at påtage sig sygeplejerskerelaterede opgaver. Alle løsninger er akutte og uden fremtidigt perspektiv.
Nu ser det ud til, at der kommer en økonomisk COVID-19-vinterpakke, som i lighed med ovenstående initiativer må betragtes som et ufuldstændigt quickfix.
En brændende platform med akut behov
Jeg håber, at initiativerne kan bringe hospitalsvæsenet gennem vinteren, men jeg føler mig ikke sikker.
Vi står på en brændende platform med et akut behov for flere hænder, flere kompetencer og optimale rammer til at fastholde de tilbageværende sygeplejersker. Jeg undres over politikernes tilsyneladende manglende indsigt i situationen på hospitalerne. Både nu og gennem de sidste mange år.
Der er brug for politikere, der reelt anerkender problemets omfang og træffer de beslutninger, der er behov for. De skal være visionære og tænke langsigtet – længere end til næste valg. Men de skal også vise handlekraft her og nu.
Der er brug for den akutte indsats, men i særdeleshed langsigtede holdbare løsninger for patienternes skyld.