Regeringens akutplan er god for de ventende patienter, men den indeholder ikke en løsning for hospitalerne, hvor blødningen til de private sygehuse risikerer at forværres.
Af Poul Blaabjerg
LEDER: Regeringen skal have ros for at holde ord og komme med en akutplan med en intention om at nedbringe ventetiderne, robustgøre akutmodtagelserne og løfte aktiviteten og produktiviteten på sygehusene. Der er afsat noget mindre, end regeringspartierne havde lovet op til valget, men to mia. kr. over to år er et betragteligt beløb.
Akutplanen har alligevel fået en lunken modtagelse på hospitalerne. Måske ikke på grund af indholdet, som i hovedsagen er høj aktivitet på de private sygehuse og nogle fornuftige understregninger af initiativer, vi allerede er i gang med i regionerne og på hospitalerne. Mere på grund af det planen ikke indeholder og konsekvenserne af det ensidige fokus på privat sygehusaktivitet. Man kan sige, at akutplanen er et skridt frem og to tilbage.
ET SKRIDT FREM: Akutplanen er god for nogle af de patienter, som venter på en undersøgelse eller behandling, der kan udføres på et privathospital. Den indeholder også nogle forventninger til personalet på hospitalerne om, at de fortsat yder en ekstraordinær indsats og fleksibilitet, hvilket i mine øjne en fair fordring, når man tager situationen for de ventende patienter i betragtning.
ET SKRIDT TILBAGE: Planen har helt berettiget medført skuffede reaktioner fra medarbejdere og personaleorganisationer. Hvor er de akutte tiltag, som for alvor skal give personalet troen tilbage på, at de kan se frem til at arbejde i et stærkt, offentligt sundhedsvæsen med bedre arbejdsforhold, større anerkendelse og visioner for fremtiden?
ENDNU ET SKRIDT TILBAGE: Selv om den høje aktivitet på private sygehuse er et midlertidigt initiativ, så er der ingen, der forestiller sig at situationen normaliseres af sig selv, så medarbejderne fra de private sygehuse møder ind på deres gamle arbejdspladser igen 1. januar 2025. Bevægelsen er i gang, og der er ikke belæg for at tro, at der er et bakgear her.
Akutplanen kommer til at sætte varige spor i fordelingen af opgaver mellem de private sygehuse og hospitalerne. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er skidt, men uden en mere langsigtet vision og plan risikerer det at få afledte konsekvenser for mulighederne for rekruttering af personale og for lighed i sundhed for de patienter, som kun kan behandles på de offentlige hospitaler.
Vi skal blive ved med at drøfte konsekvenserne af akutplanen, men vi skal ikke regne med, at der er nogen, som kommer og løser problemerne for os. Som ledere i sundhedsvæsenet skal vi tage udfordringen op. På trods af de aktuelle kapacitetsproblemer og rekrutteringsudfordringer, som er fælles for hele samfundet, så har vi en god organisering og et godt produkt. Vi behandler hver dag i tusindvis af patienter med høj kvalitet og høj patienttilfredshed, og vi tager ansvar for behandling af alle. Det er et fantastisk udgangspunkt.
Nu skal vi bare have fuld kraft på den nødvendige transformation af sundhedsvæsenet. Vi skal stimulere de små nyskabelser på gulvet, og vi skal turde gå med i ambitiøse samarbejder og innovationsprojekter, som tilsammen skal ruste os til den fremtid, hvor et samlet sundhedsvæsen skal løse flere opgaver med færre hænder, og hvor vi ikke bare kan gøre mere af det, vi plejer.