En amputation er livsændrende. De mennesker, der oplever den voldsomme hændelse, fortjener al vores sympati, og de fortjener, at vi lærer alt det vi kan for at vi kan undgå amputationer, der kan forebygges. Men de fortjener også, at vi understøtter så godt vi kan, hvis amputation ikke kan undgås.
Derfor satte Region Sjælland sig for at se bredere på 80 af de forløb, der i Region Sjælland fik foretaget en amputation, i en periode på halvandet år. Der skulle ses på tværs af specialer og sektorer. Det gav et andet og bredere billede end fokus på et enkelt speciale, og det gav et billede, som sætter amputationer ind i et større perspektiv. Der er også ledelsesmæssige læringer at hente.
Lad det allerede være sagt med det samme: En af pointerne er, at hver person der har fået foretaget en amputation er unik. Det lyder indlysende, men desværre bliver mennesket ikke særlig synligt, når vi ser på populationsdata og taler om det ud fra kliniske data – og når mediernes maskine maler på den baggrund.
Den tværsektorielle analyse, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed har udført i et tæt samarbejde med Region Sjælland, viser, at der er mulighed for at forbedre samarbejdet på tværs af fagligheder, forbedre og forenkle kommunikation og dokumentation, og at vi skal være langt bedre til at anvende tænkning fra fælles beslutningstagning, ”vigtigt for dig-kampagner” og tage samtalen med patienten om, hvilke alternativer der findes.
Men analysen kan ikke fremprovokere, at der skulle være tale om, at borgerne får dårlig kvalitet i Region Sjælland. I hvert fald kan vi konstatere, at hvis man vil have færre amputationer, så skal man foretage færre amputationer (!) – men er det altid det bedste for patienten?
Vores analyse blev foretaget i kølvandet på en række andre analyser, som havde fokus på de kliniske data og på et enkelt speciale. På baggrund af de analyser er der allerede truffet mange beslutninger og bevilget mange penge og ikke mindst brugt meget tid og energi for klinikere med at gå langt tilbage i sager.
Med den læring vi nu har, kan man sætte spørgsmålstegn ved om de meget hurtige reaktioner, der blev foretaget, i virkeligheden førte til de bedst mulige løsninger for de næste patienter.
Etisk Råds formand var allerede før vores patientforløbsanalyse ude med en henstilling om at se bredere på det, der nu benævnes amputationssagen. Noget af det Leif Vestergaard fremhæver er, at »hele sagen bygger på en antagelse om, at karkirurgi og udskydelse af amputationer ubetinget er en fordel for patienterne«.
Vores analyse bekræfter mange af Leif Vestergaards pointer, herunder, at en amputation ikke kan ses som en afslutning, men for mange er en kulmination på et liv med mange sygdomme – som så går videre efter amputationen. Livet går videre med nye forhindringer, men måske også i nogle tilfælde med bedre muligheder for rehabilitering.
Ledelsesmæssigt er det afgørende, at vi insisterer på at få et beslutningsgrundlag, der gør, at vi kan sætte ind på at forbedre forløbene for patienterne, i stedet for at handle på enkeltobservationer og smalle analyser.
Ved at anvende metoder, der ser på organisering sammen med sundhedsfaglighed, får vi skabt en vidvinkel, der gør, at det enkelte menneske, der får foretaget en amputation, træder langt bedre frem. Og det gør, at vi i sidste ende kan få en langt mere personcentreret og patientsikker tilgang, hvor det, der er ”vigtigt for dig”, også bliver det, der er vigtigt for sundhedsvæsenet.
Vi vil i løbet af den kommende tid gøre vores til at sætte tværfaglige og tværsektorielle metoder på dagsordenen, så vi forhåbentlig kan medvirke til, at vi i det samlede sundhedsvæsen kan løfte vores evne til at handle passende på og i de situationer, vi vil komme i, med andre fokusområder som omdrejningspunkt. Det skal vi ikke mindst i et sundhedsvæsen, som fremover uvægerligt kommer til at prioritere sine ressourcer endnu mere.
Vi vil alle det bedste for patienterne, men i iveren efter at optimere skal vi passe på ikke at suboptimere. Det må ikke misforstås: Selvfølgelig skal vi handle, men vi skylder både patienter, medarbejdere og det samlede sundhedsvæsen at handle med omtanke og perspektiv. Det er en af de ledelsesmæssige læringer – og fordringer – af den tværsektorielle analyse.
