Liselotte Højgaard: “Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?”. Information Forlag, 2017.
Af Lars Dahl Pedersen
Der er mange medarbejdere i det danske sundhedsvæsen, som føler den frustration, der gennemsyrer den debatbog, Liselotte Højgaard netop har udgivet. Frustrationen bunder i en følelse af utilstrækkelige ressourcer og stadigt stigende krav og forventninger, som betyder, at det tiltagende er svært at levere en behandling, som dækker patienternes behov. De udfordringer, vi står overfor i Danmark, er kendt i alle andre lande. De er på ingen måde unikke.
Liselotte Højgaard, der er klinikchef og overlæge på Rigshospitalet, giver selv udtryk for, at hendes bog skal læses som en analyse, som ud fra en diagnose vil initiere en debat om løsninger for det danske sundhedsvæsen. Den trak da også store overskrifter i medierne ved udgivelsen.
Bogens styrke er helt klart, at den omfavner følelser, der er ganske udbredte. Svagheden er, at den trods den analytiske ambition er alt for postulerende og unødigt polemisk. Det er et problem, hvis man ønsker en reel ledelsesmæssig debat om de udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor.
Befolkningen påstås at have mistet tilliden til systemet. Det kan i dén grad diskuteres. Tilsvarende er udgangspunktet, at sundhedsfaglighed og hospitalsledelse er skilt ad. Det passer jo heller ikke. Det er internationalt set unikt, at vi i Danmark, både på afdelings- og hospitalsledelsesniveau, netop har organiseret os med tværfaglige ledelser.
Til det vil svaret være, at fagligheden er trængt af administrativ overstyring. Det kunne være værd at undersøge nærmere, men det bliver ved postulaterne og de billige point.
Frustration og vrede har det dårligt med at være hjemløs. Den skal helst rettes mod nogen, som formodes at bære ansvaret. Til tider er det ledelsens skyld. Ofte er det politikernes skyld. I de senere år er det i stigende grad blevet DJØF’ernes skyld.
Liselotte Højgaard synes helt klart, at DJØF’erne bestemmer for meget. I stedet opstilles en vision, hvor lægerne med inspiration fra et hollandsk hospital tager magten og styringen. Fair nok. Men det fortoner sig, hvordan det skal omsættes i et bedre sundhedsvæsen, måske endda for de samme penge, sådan som det påstås. Svarene herpå skal en ny strukturkommission trylle frem.
Bogen er velskrevet og letlæst, og som det fremgår, så provokerer den til debat og modspil. Hvilket jo heldigvis ofte i Danmark har vist sig at være et godt udgangspunkt for nødvendige forandringer, der skal sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen i Danmark i fremtiden.
