Ny bog viser os konsekvenserne af ikke at lade prioriteringer og beslutninger følge de værdier og målsætninger, som vi sætter for sundhedsvæsenet.
Af Lene Pedersen
Erik Riiskjærs bog ”I patientens fodspor. Gammel i det moderne sundhedsvæsen” sætter fokus på en omdiskuteret, men nedprioriteret patientgruppe i sundhedsvæsenet: Den ældre medicinske patient.
Gennem et konkret patientdrama stiller bogen skarpt på den virkelighed, som møder ældre patienter med kronisk sygdom. En virkelighed, der bag intentioner om patientorientering og samordnede forløb præges af mangel på ressourcer, faglighed og sammenhæng på det medicinske område. Og det gør bogen på en måde, som gør læseren klogere, samtidig med at den underholder fra første til sidste side.
Afsæt i langt patientforløb
Erik Riiskjær er tidligere chefkonsulent i Region Midtjylland og gennem en årrække ansat på Aarhus Universitet, hvor han skrev en række forskningsartikler om patientinddragelse og patientoplevelser.
I 2014 udgav han bogen “Patienten som partner – En nødvendig ide med ringe plads”, og i sin nyeste bog tager han afsæt i et langt patientforløb, hvor han som pårørende har fulgt sin mor til behandlinger, indlæggelser, pleje i eget hjem og flytning til akutbehandling i kommunalt regi.
Genkendelige situationer
Historien udgør et drama med mange genkendelige situationer, som mange har oplevet i forskellige versioner, men som oftest forbliver ufortalte. Der var utallige gange, hvor jeg selv kunne spejle mig som pårørende til min mors lange forløb frem til hendes død.
Riiskjær formår at gøre den komplekse patienthistorie levende og vedkommende. Med let genkendelige situationsbeskrivelser og stor respekt for fagpersoners dygtighed vækkes nysgerrighed om et indlysende spørgsmål: Hvorfor er sundhedsvæsenet trods mange års ihærdig indsats stadig så langt fra at have løst problemerne med at skabe sammenhæng og kvalitet for de medicinske patienter?
Med den pårørendes briller
Med den pårørendes briller viser Riiskjær, hvor belastende det er at være pårørende til en ældre med flere kroniske sygdomme.
Hans beskrivelse af vanskelighederne ved at passe et arbejde og udfylde rollen som ægtemand og familiefar illustrerer levende, hvor uforudsigeligt og indgribende det er at yde støtte i situationer, hvor det er kritisk. For kritisk er det nærmest hver gang, der er skift mellem sektorer, eller nye sundhedspersoner involveres.
Derudover er Riiskjær dokumentarist og har ført logbog under det 20 måneder lange forløb. Klare grafikker illustrerer et komplekst forløb med ni indlæggelser, hvor indlæggelse, ophold, udskrivning og det videre forløb kvalitetsvurderes. Vurderingerne er udtryk for patient- og pårørendeoplevelser, som er subjektive, men som tager afsæt i nøgleværdier i kronikermodellen (Sundhedsstyrelsen 2005).
Analyse af sundhedsvæsenet
Vi får ikke mindst en særdeles interessant refleksion og analyse af sundhedsvæsenets tilstand set med et par skarpe, organisationsteoretiske briller. For Riiskjær er også stærkt funderet i organisationsteori og har gennem mange år beskæftiget sig med sundhedsvæsenets organisering.
Sådanne analyser kan selvfølgelig se forskellige ud alt efter hvilke faktorer og kvalitet, man lægger vægt på. Men uanset om man er enig eller ej, vil Riiskjærs bog være interessant for ledere, fordi den giver refleksion og forståelse for hvilke samfunds- og organisationsmæssige vilkår, man er en del af.
Ikke overraskende det går galt
Riiskjær behersker den sjældne dyd at forbinde praksis og et konkret patientforløb med en skarp analyse af, hvor i sundhedsvæsenet det går godt, og hvor det går galt. Det er bekræftende at få beskrivelser af, hvor sundhedsvæsenet fungerer og leverer værdi til patienter og pårørende. Det kan vi bruge som kompas og retning for at rette op på det, der går galt. For det går galt.
Men som Riiskjær skriver, er det desværre på ingen måde overraskende, hvor det går galt. Problemerne på det medicinske område og i det nære sundhedsvæsen er undersøgt og analyseret utallige gange. Hvordan kan det gå til, spørger Riiskjær, at ”et samfund og et sundhedsvæsen kan leve med den viden i så mange år uden at finde løsninger på noget, der berører så mange, så kritisk?”
Tabulagte synspunkter
Riiskjær stiller diagnosen og giver et bud på årsagen. Med sit organisatoriske blik har han spottet mange medicinske afdelinger og afsnit med alvorlige symptomer. Det er dem med ”de dårligste patientoplevelser … de har høje belægningsprocenter, høj andel af akutte patienter, højt sygefravær hos personalet, højere oplevet stressniveau hos personalet og en ringere grad af faglig stolthed”. Og ikke blot et eller to af symptomerne, men dem alle på en gang vel at mærke.
Riiskjær ser ikke denne tilstand på mange medicinske afdelinger som noget midlertidigt, men derimod som resultatet af elendige organisationsvilkår, som har gjort dem til ”alvorligt langtidssyge organisationer”.
Riiskjær sætter her fingeren på et af de tabubelagte synspunkter i sundhedsvæsenet, nemlig at problemerne med overbelægning og problemer med rekruttering af personale ikke altid kan løses af en lokal sygehusledelse. Det kan de ikke, når manglerne er systemiske og bunder i vilkår, hvor ressourcer og normeringer ikke er tilstrækkelige til at løse opgaven.
Nedprioritering af ressourcer
Det er velkendt, at medicinske afdelinger får færre ressourcer og mindre anerkendelse. De fleste ressourcer, som sundhedsvæsenet har fået tilført gennem årene, er således gået til udbygning af specialer og flere sygehuslæger på andre områder end det medicinske.
”Hvorfor fortsætter denne nedprioritering af ressourcer, selv om mange konferencer og rapporter har påpeget problemerne på det medicinske område?”, spørger Riiskjær.
En del af svaret kan findes i de politiske prioriteringer af ressourcer i sundhedsvæsenet og den delvis skjulte opdeling af patienter i tidens ’ideelle patient’ og ’de andre’. Den ’ideelle patient’ er veldefineret med en klar diagnose, klar behandling og gode evner til at navigere og stille krav på et ’sundhedsmarked’.
I modsætning hertil er der ’de andre patienter’, som ikke er veldefinerede, og som har flere diagnoser, uklare symptomer og uklare behandlingsbehov.
Bagtæppe til politisk valg
Hermed får vi kortlagt den modsætning, som udgør bagtæppet til de politiske valg, der er truffet i sundhedsvæsenet.
På papiret er sundhedsvæsenet kendetegnet ved værdier som patienten i centrum, borgernærhed og sammenhæng. Men bag bestræbelserne om værdi for patienten foretager regionerne en styring og prioritering, hvis mål har været budgetoverholdelse. Og i beslutninger og prioriteringer er det medicinske område åbenbart i de sidste mange år landet nederst.
Det hænger ikke særlig godt sammen med det, som alle ellers er enige om er den største udfordring for sundhedsvæsenet i de kommende mange år: Flere ældre og flere med multisygdom.
Håb midt i krisen
Men måske er der et håb midt i sundhedsvæsenets ekstraordinært store krise. Under corona-epidemien har de ældre og mest udsatte patienter haft fokus og er pludselig blevet tydeligt prioriteret. Målet har været, at der skulle være tilstrækkeligt med behandlings- og intensivpladser. Strategien er netop at beskytte og behandle de mest sårbare og ældre borgere.
Og meldingerne fra orkanens øje på hospitalerne lyder, at man aldrig før har kunnet samarbejde, træffe beslutninger og gennemføre omstillinger så godt og hurtigt som nu.
Der vil være meget at lære af coronakrisen både i sundhedsvæsenet og som samfund i forhold til, hvordan vi prioriterer sundhed for forskellige grupper i samfundet. Her kan Riiskjærs bog være et spejl, som viser os konsekvenserne af ikke at lade prioriteringer og beslutninger følge de værdier og målsætninger, som vi sætter for sundhedsvæsenet.
OM BOGEN
Erik Riiskjær: I patientens fodspor. Gammel i det moderne sundhedsvæsen
Munksgaard, 2019