Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Forestil dig en fremtid hvor alle omsorgs- og sundhedstilbud til borgerne i udgangspunktet er digitale. En fremtid, hvor den nye normal er, at sundhedsmedarbejderen arbejder hjemmefra. En ny normal, hvor den enkelte borger med stor tilfredshed kan klare sig selv i en meget høj alder takket være teknologi. En ny normal, hvor ledelse handler om at forstå teknologiens muligheder og begrænsninger og hele tiden sikre retning og rammer, så medarbejderne kan arbejde så autonomt som overhovedet muligt.  

Med andre ord en fremtid, hvor teknologien er førstevalg til løsning af alle sundhedsopgaver, og hvor mennesket med de sundhedsfaglige kompetencer har tid og overskud til at være lige netop der, hvor teknologien kommer til kort.  En fremtid, hvor vi ikke spørger, hvad teknologien kan løse, men hvor vi insisterer på at definere, hvad teknologien skal løse. 

Drevet af tal og realisme – ikke blind teknologibegejstring

Min lille fremtidsfortælling bunder ikke i romantiske digitale fantasier. Nej, den er resultatet af 15 års ledelseserfaring fra omsorgs- og sundhedssektoren. Jeg har gennem årene fulgt udviklingen af vores velfærdssamfund fra første parket, og jeg kender de fleste tal og statistikker for området. 

Og tallenes tale er, at uanset hvordan vi vender og drejer virkelighed, så kommer vi aldrig, jeg gentager aldrig, til at kunne rekruttere nok sundheds- og omsorgsmedarbejdere i fremtiden, med den måde vi arbejder på i dag. Vi mangler allerede nu både social- og sundhedsassistenter over hele landet. Og bare inden for de næste otte år stiger antallet af +80-årige hos os med knap 50 pct., og de vil dermed alt andet lige optage op mod 40 pct. af den samlede kapacitet på hospitalerne og kræve i tusindvis af flere medarbejdere i sektoren.

Udfordringerne til trods oplever jeg, at der er en stærk fælles ambition om at udbygge og bevare det velfærdssamfund, vi har i dag. Hvis det skal lykkes, er vi nødt til at arbejde langt mere målrettet og strukturelt med at gennemdigitalisere vores sundheds- og omsorgssektor. Robusthedskommissionen kom for et par måneder siden med 20 forskellige anbefalinger til at styrke sundhedssektoren. Anbefaling nr. 6 er et fælles princip om ”digitalt og teknologisk først”. Og det skal være min påstand, at hvis vi griber det rigtigt an, så vil det samtidig skabe mere velfærd og større tilfredshed blandt borgerne. Lad mig komme med nogle konkrete eksempler. 

En national strategi for støttestrømper

En analyse fra Vive har identificeret fire sygeplejeindsatser, der tager langt over 50 pct. af den samlede sygeplejetid på landsplan. Det drejer sig om følgende fire indsatser: 

• Hjælp til at putte de rigtige piller i pilleæsker, 
• hjælp til at tage medicinen på de rigtige tidspunkter, 
• hjælp til at tage støttestrømper af og på, og
• hjælp til sårbehandling.

Vi har i dag maskiner, der bedre end mennesker kan tælle og dosere medicin. Vi har teknologi, der kan servere de rigtige piller på de rigtige tidspunkter for borgeren med et lille ”beep”, og der findes lavteknologiske redskaber, som langt de fleste borgere selv kan bruge til at få støttestrømper af og på med. Kun en af top-fire-indsatserne, nemlig sårbehandling, kræver behandling af et menneske med sundhedsfaglige kompetencer. Sidsel Vinge har på fornemste vis beskrevet dette i SundhedsMonitor.  

Der ligger altså løsninger for fødderne af os, som kan skaleres til hele landet og i den grad bidrage til at løfte vores sundhedssektor. Hvad venter vi på? Vi bør hurtigst muligt udarbejde teknologiske nationale strategier for udvalgte velfærdsydelser. 

Selvfølgelig vil der altid være undtagelser. Der er altid borgere, der af en eller anden grund har brug for ekstra støtte fra varme hænder. Men hvis vi bruger teknologien til at hjælpe flertallet, så vil det netop være muligt at prioritere de mest trængende. 

Teknologien gør det muligt for den enkelte at genvinde sin frihed

Jeg kan allerede høre indvendingerne om ensomme gamle, der sidder bag skærmen uden menneskelig kontakt. Og ja, ensomhed er en udfordring, vi også skal have fokus på. Men vi bør stille os selv det spørgsmål, om vi reelt tror på, at det offentlige system kan gøre mennesker mindre ensomme, eller om civilsamfundets meningsfulde fællesskaber i højere grad tilbyder løsninger på denne åbenlyse samfundsudfordring. 

Når vi diskuterer f.eks. plejen af vores ældre medborgere, så oplever jeg et udtalt ønske hos langt de fleste om at kunne klare sig selv længst muligt. Med til det hører friheden til selv at bestemme, hvornår man vil stå op, hvornår man vil spise, hvornår man vil gå på toilettet. Mange, der i dag modtager kommunernes fremragende service fra dygtige medarbejdere, bruger en del af deres tid på at vente. 

Hvorfor vente på hjælp til støttestrømperne, hvis teknologien kan gøre arbejdet, lige når det bedst passer borgeren? Hvorfor vente på sygeplejersken med pillerne, hvis maskinen kan sortere og dispensere? Hvorfor vente, hvis man rent faktisk kan selv med hjælp fra teknologien?

Vi kan tage argumentationen et skridt videre og spørge: Hvorfor blive indlagt på et hospital, hvis man kan blive behandlet hjemme? Eller hvorfor flytte på plejehjem, hvis man med hjælp fra teknologien kan leve trygt i eget hjem? 

Patienter kan ses i to grupper. Dem som har behov for uventet hjælp her og nu som for eksempel ambulancebistand og akutmodtagelse, og dem som har brug for hjælp som kan planlægges som for eksempel ambulante kontrolforløb og indlæggelser. For den sidste gruppe gælder, at langt de fleste foretrækker at være hjemme i de velkendte og trygge rammer, hvor man kan holde fast i egne rutiner og ikke bliver udsat for unødig smitte fra andre.  

Hospital og plejehjem i eget hjem

Jeg ser muligheder i, at vi om fem-ti år ikke længere flytter borgere på plejehjem og til hospitalerne, men at stort set al behandling kan foregå der, hvor de er. Det skal være sådan, at sengepladser på hospitalerne alene skal anvendes ved operationer og til de mest komplekse forløb. Målet må være færrest mulige dage på selve sygehuset. Ilt, drop, måleudstyr og monitorering skal være mobilt og kunne køres ud i patientens eget hjem. Kommunale medarbejdere skal kunne få virtuel sparring fra relevante afdelinger på hospitalerne.

Jeg ser for mig, at borgeren, frem for at møde op på ambulatoriet eller i almen praksis kan måle sit blodtryk, infektionstal eller vægt derhjemme og sender resultaterne til lægen, som derved kan monitorere borgerens tilstand og vurdere behovet for yderligere behandling. Lægen kan desuden virtuelt rådgive borgeren om, hvad borgeren selv kan gøre ved eventuelle forværringer eller udsving i tallene. Denne forandring vil udover tekniske kompetencer også stille nye krav til sundhedspersonale i forhold til at kunne danne digitale relationer.

Det kan for nogle i den nuværende generation af ældre borgere være vanskeligt at vænne sig til brug af skærmopkald. Men lige om lidt kommer næste generation, som er vant til at tale med deres børnebørn på facetime, og efter dem kommer en generation, som har været digitale i deres professionelle arbejde i mange år. 

Der skal investeres milliarder

Det vil kræve yderst velfungerende digitale løsninger, hvis vi skal lykkes med at skalere velfærdsydelser på tværs af kommunerne. Digitale løsninger som sømløst giver borgeren en god brugeroplevelse, en tryg hverdag og samtidig behandler følsomme persondata på en etisk forsvarlig måde. 

Jeg tør næsten ikke sige det, men der er brug for fælles it-systemer, som ikke findes i dag. Der er derfor behov for, at der bliver skruet markant op for indsatsen, med milliardsatsninger i at udvikle den digitale infrastruktur. En investering som på den lange bane vil sikre vores velfærdssamfund. 

Mange vil nok indvende, at der allerede er postet enorme summer i vores sundhedssektor i de senere år. Der er også rigtigt. Udfordringen er bare, at udviklingsmidlerne er gået til sygehusene, og sundhedssektoren har tre ben, der er lige vigtige: Almen praksis, hospitalerne og kommunerne. Kun hvis der investeres i alle tre, vil vi lykkes med at give borgerne helhedsorienteret omsorg og service. 

Derfor er der brug for en national investeringsfond til e-samfundet. En fond til at bygge en fælles national digital infrastruktur, som alle kan koble enkeltstående digitale løsninger op på. Både almen praksis, kommuner og sygehuse. Sker det, vil det være muligt at konstruere den hele borgerrejse eller sundhedsrejse på tværs af sektoren.

Og ja, vi taler milliarder, men vi taler om langsigtede milliarder, som reelt vil kunne forbedre, styrke og effektivisere vores velfærdssamfund. Ikke stoppe-huller-milliarder, der ikke giver noget til eftertiden. 

Den mentale portal til e-distriktet

Men, det er vigtigt at understrege, at penge ikke løser problemerne alene. Hvis vi for alvor skal tage livtag med udviklingen og transformationen af vores sundheds- og omsorgssektor, så handler det i den grad også om, hvordan vi tænker, og hvordan vi organiserer os. Det gælder både på tværs af sektorer og inden for den enkelte sektor.

Der er således brug for en national debat om balancen mellem landsdækkende standarder og lokal handlefrihed, og der er brug for, at fremtidige sundhedsaftaler i højere grad reelt understøtter udbredelsen af ressourcebesparende teknologier i stor skala. 

Og når debatten om kommunernes medfinansiering af sundhedsvæsnet, som har været fastfrosset de seneste år, genåbnes, så bliver det afgørende, at økonomiske incitamenter ikke kun understøtter forebyggelse og effektive behandling, men også skaber incitamenter til, at alle bidrager til laveste effektive ressourceniveau på tværs af hele patientforløbet.

På det konkrete plan skal vi åbne den kollektive mentale portal til e-sundhedsdistriktet. Skabe en bevidsthedsinfrastruktur, hvor teknologien hele tiden ses og overvejes som et strukturelt instrument til at aflaste eller gavne mennesket. En slags digital motorvej, der understøtter og hjælper, hvor det giver mening. Vi skal med andre ord uddanne os til at sætte ”E-” foran alt. 

E-distriktet i Haderslevs hjemmepleje er tænkt sådan. Her arbejder vi ikke med omlægning af traditionel hjemmepleje, eller summen af enkeltstående teknologier. Nej, vi arbejder på at tænke digitalt først og være ekstremt opmærksomme på, hvor teknologiske løsninger giver mere værdi og mere frihed til den enkelte. Vi træner vores medarbejdere i som det første at overveje: Er der en e-løsning, der vil være bedre for borgeren, end hvis jeg løser opgaven, som jeg plejer?

En vigtig pointe her er, at vi skal holde op med at tale om ”omlægning” af ydelserne, idet det kan give indtryk af, at det hele handler om at tage samme opgave, løse den på samme måde, men blot flytte den et andet sted hen. Jeg vil i stedet kalde det ”omtænkning”. Den samme person skal tænke servicen til borgeren på en ny og bedre måde ved hjælp af teknologi. 

Hvad betyder alt dette for os som ledere? 

Vi bliver også udfordret som ledere og stillet over for helt nye krav. Vi skal først og fremmest forstå borgernes behov og derfra være med til at definere, hvad teknologien skal kunne. Vi skal væk fra, at forskellige teknologiske løsninger er små pilotprojekter, som vi eksperimenterer med hver især rundt omkring i landets 98 kommuner. Teknologien skal være med til at drive den udvikling, vi ønsker, og løse de problemer vi står overfor. Initiativer, vi ved virker, skal skaleres og være landsdækkende. 

Og der er håb. På bare to år er andelen af kommuner, der er i gang med at implementere, eller har implementeret skærmbesøg i hjemme- eller sygeplejen, næsten fordoblet fra 33 pct. i 2020 til 63 pct. i 2022 (Momentum 2023). Vores opgave som ledere er at sikre, at de nye teknologiske tilbud ikke blot bliver et supplement til allerede eksisterende tilbud, men reelt bliver en erstatning, hvor det giver mening både for borger og sundhedspersonale.

Dernæst skal vi være meget bedre til at samarbejde på tværs af faglige siloer, på tværs af kommunerne, regionerne og staten.

Vi har brug for at tænke i større koncepter, og løsninger skal kunne anvendes af alle kommuner, regioner og almen praksis. Som ledere skal vi stå sammen om at skalere gode teknologiske velfærdsydelser på tværs af hele Danmark. 

Vi skal også sørge for at kompetenceudvikle os selv, så vi forstår teknologiens betydning og muligheder. Vi skal passe på, at vi ikke får skabt et ledelsesmæssigt glasloft for den digitale udvikling i sundhedssektoren. Forstået sådan, at vi som ledere ikke ubevidst kommer til at skabe barrierer for indførelsen af ny teknologi, ganske enkelt fordi vi ikke ved bedre eller ikke helt forstår potentialet. Og vi skal forstå, hvilken form for videre- og efteruddannelse medarbejderne skal have for at kunne føle sig både trygge og kompetente i spændingsfeltet mellem den digitale kommunikation på distancen og de varme hænders nærkontakt. 

Vi skal turde at centralisere og decentralisere på samme tid. Digitale systemer og velafprøvede metoder skal være fælles. Vi skal være enige om den strategiske retning, den taktiske værktøjskasse, og kommunikere dette klart og tydeligt. Og så skal vi give medarbejderne mest mulig frihed og autonomi til at løse hverdagens opgaver på bedst mulig måde. 

Sidst men ikke mindst skal vi som ledere stå op for vores medarbejdere, når der sker fejl. For der vil ske fejl, når vi har med mennesker at gøre. Vi skal rette fejl, når de sker, men bekæmpe trangen til detailregulering og kontroltyranni. Det æder kun værdifuld tid, som kan bruges til omsorgsfuld pleje.  

Teknologi først så mennesker

Jeg argumenterer i tråd med Robusthedskommissionen for, at vi skal sige teknologi først, når vi ser på, hvordan vi bedst kan løse fremtidens velfærdsudfordringer. Men jeg vil gerne understrege, at det ikke er teknologi for teknologiens skyld. Nej, det er teknologi der, hvor løsningen kan give mere og bedre værdi til borgeren i en tid, hvor mennesker er blevet en knap ressource.