Som et stort uddannelseshospital med knap 4.000 studerende og elever om året har Aarhus Universitetshospital (AUH) et ønske om at synliggøre hospitalet som en attraktiv arbejdsplads for potentielt kommende medarbejdere.
Rekruttering af unge til uddannelser i sundhedsvæsenet er en udfordring, der er kendt på verdensplan.
Uddannelsessektoren og de virksomheder og institutioner, der beskæftiger sig med unge generationer, har et stort fokus på de særlige kendetegn, der er ved generationer, der er vokset op i den digitale tidsalder, fx GEN Z.
Det er derfor, at vi på AUH giver det et stort ledelsesmæssigt fokus at vise omverdenen, hvad det vil sige at arbejde i sundhedsvæsenet.
»Den nye generation på arbejdsmarkedet har et stort ønske om fleksibilitet i deres arbejdsliv. De godtager ikke nødvendigvis, at en arbejdsdag betyder mødetid fra kl. 7.00 til kl. 14.24. De er ambitiøse både i deres arbejds- og privatliv, og de vil have mulighed for at prioritere både familien, mens de har små børn, og deres karriere på den lidt længere bane. Det stiller krav til os som arbejdsgivere i et sundhedsvæsen, som har åbent 24/7. Der er brug for at kunne individualisere og være mere fleksible i vores arbejdstilrettelæggelse. Det stiller krav til den måde, vi organiserer os på i sundhedsvæsenet, og den måde vi samarbejder med andre aktører i velfærdssamfundet,« siger sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth.
»På Ortopædkirurgisk Afdeling har vi haft besøg af en hel 1. klasse i tre timer. Bl.a. medbragte de små elever egne bamser, som de fik lov at give plaster på. Eleverne så en patientstue, spiste madpakker i vores personalestue og hilste på medarbejdere på arbejde. De var fantastiske gæster. Nysgerrige, sjove og gode til at berette om egne oplevelser med sygehusverdenen. Måske en postgang for tidligt i rekrutteringsøjemed, men jeg tror faktisk de vil huske oplevelsen længe.«
Barbara Smith Dyrmose,
chefsygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afdeling
AUH har fokus på, hvordan man tiltrækker generationerne, men også på, hvordan de bedst ledes og hvilke kompetencer, de unge generationer har i forhold til tidligere generationer på arbejdsmarkedet. Et af kendetegnene er, at de nye generationer i mindre grad end tidligere generationer bliver i samme stilling og har en tilbøjelighed til at ville skifte arbejde alt efter hvor, de har de bedste arbejdsvilkår og hvor de vurderer, der er mest mening i deres arbejdsliv. De yngre generationer ønsker i højere grad spændende opgaver, medindflydelse, fleksibilitet og sikkerhed. De ønsker at blive set og hørt og har overordnet set brug for feedback og anerkendelse i deres arbejdsliv.
De senere år er der i stigende grad kommet fokus på tidlig brobygning i forhold til at inspirere og påvirke børn og unge i deres uddannelsesvalg. For at tiltrække kommende generationer til uddannelser på AUH, er der de senere år iværksat forskellige tiltag, der skal ramme de unge, som ikke har taget stilling til uddannelsesvalg endnu.
Udover at AUH modtager ca. 100 erhvervspraktikanter fra folkeskolerne årligt, er der de sidste to år etableret yderligere to initiativer på AUH, der henvender sig til uddannelsessøgende, nemlig Gymnasiernes Dag for gymnasieelever i 2. g. og Erhvervsuddannelsesmesse for elever i 9. og 10. klasse. Der er tale om tværprofessionelle messer, hvor eleverne får mulighed for at møde mange forskellige professioner på deres besøg på AUH og selv teste fagene af på workshops og besøg på hospitalet.
63 pct. lader sig inspirere af Gymnasiernes Dag
Gymnasiernes Dag afholdes to gange om året, hvor dørene åbnes for 2. g’ere og deres lærere fra den naturvidenskabelige retning på gymnasierne for at vise, hvordan de teoretiske fag inden for naturvidenskab kan anvendes i praksis. Dagen er bygget op af forskellige elementer, hvor eleverne efter en introduktion til hospitalet præsenteres for en patientcase og med denne besøger forskellige stande, bemandet af studerende, elever, vejledere og uddannelsesansvarlige fra de forskellige professioner. På standene får eleverne mulighed for at ‘få fingre i faget’. De repræsenterede fag har været sygepleje, bioanalytiker, radiograf, ergoterapeut, fysioterapeut, klinisk diætist, social- og sundhedsassistent, sundhedsadministrativ koordinator og ambulancebehandler.
Det er tydeligt, at initiativet inspirerer de mange besøgende. En samlet evaluering viser, at 63 pct. af gymnasieeleverne er blevet inspireret til at uddanne sig inden for de fag, de oplever på Gymnasiernes Dag. Herudover er 21 pct. af eleverne i tvivl, og de sidste 36 pct. af de adspurgte har andre planer for deres uddannelse.
»Jeg betragter det som meget vigtigt at vise vores arbejde til unge mennesker. Vi har dedikerede medarbejdere, der rigtig gerne vil vise deres fag til kommende potentielle kolleger. Derfor har det været en taknemmelig ledelsesopgave som chefsygeplejerske blot at sætte kræfterne i spil. I ortopædkirurgien har medarbejdere og unge mennesker i målgruppen sammen udviklet en app til at guide dem under deres ophold i erhvervspraktikken. Det er helt nyt, og vi glæder os til at høre, hvad praktikanterne siger. Jeg tror på, at vores arbejde gør indtryk på målgruppen af erhvervspraktikanter og sætter tanker i gang om erhvervsretning. Vi har så mange faggrupper ansat og der er så meget liv på vores arbejdsplads og mening med vores arbejde – også når det bliver mødet med livet i dets skrøbelighed. Det skal vi med stolthed vise.«
Barbara Smith Dyrmose,
chefsygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afdeling
Mærke, lugte og smage forskellige fag
Erhvervsuddannelsesmessen er for elever fra folkeskolernes 9. og 10. klasser i Århus som inviteres på rundvisning og workshop på hospitalet. I Centralkøkkenet, Forsyning og Service og efterfølgende på de mange stande på messen får elever lov at opleve, mærke, lugte, afprøve og smage forskellige fag, der kræver en erhvervsuddannelse. Der er også mulighed for at snakke med de mange elever fra uddannelserne om, hvordan det er at uddanne sig i de pågældende fag.
Messerne er sammen med hospitalets vejledere, uddannelsesansvarlige, ledere og elever planlagt i samarbejde med erhvervsplaymakere fra Aarhus Kommune og uddannelsesinstitutioner og koordineres af konsulenter fra Uddannelse og Tværsektorielt Samarbejde.
Evalueringerne viser, at eleverne får øjnene op for de mange forskellige faggrupper, der arbejder på AUH. På denne messe møder de ernæringsassistenter, bagere, kokke, tekniske medarbejdere, portører, industrioperatører, audiologer, social- og sundhedsassistenter. Omkring halvdelen af eleverne vurderer, at de er blevet inspireret til at arbejde med de fag, de har oplevet på messen.
Klinkleder Caroline Christine Dalgaard i Audiologisk Klinik, Øre-Næse-Halskirurgi, AUH, fortæller, at hun ser det som en vigtig ledelsesopgave at støtte op om initiativer, der gør interesserede unge opmærksomme på de mange fagligheder på hospitalet. Hun fortæller, at arrangementerne giver personalet en mulighed for at vise deres faglige kompetencer, som også kan løfte personalets engagement i hverdagen.
Hun fortæller videre at dialogerne ved standene giver et billede af, hvad de unge er nysgerrige på, så vi får mulighed for at finde balancen mellem at målrette vores oplæg/aktiviteter og samtidig sætte de faglige kompetencer i spil.
Sikre nye unge i pibelinen
Uddannelse til sundhedsfagene og en lang række erhvervsuddannelser er afgørende for, at vi fortsat har en pipeline af unge og nye kollegaer, som vil gå ind i de fag, der er afgørende for at opretholde et offentligt sundhedsvæsen tilgængeligt for alle borgere.
»Det er derfor, at vi på AUH giver det et stort ledelsesmæssigt fokus at vise omverdenen, hvad det vil sige at arbejde i sundhedsvæsenet. Vi er en stor og attraktiv arbejdsplads med mulighed for livslang udvikling. Lige nu har vi på AUH ikke de helt store udfordringer med rekruttering, men befolkningens udvikling viser, at der fremover kommer ubalance mellem antallet af sundhedsuddannede og patienter/borgere, som har brug for faglige indsatser enten på hospitalet eller til behandling og hjælp i eget hjem. Som stort hospital har vi en høj grad af påvirkning på omverdenens opfattelse af sundhedsvæsenet som arbejdsplads. Vi skal gøre os umage for fortsat at være en god arbejdsplads med fællesskab, høj faglighed og mulighed for kontinuerlig læring og udvikling,« siger Susanne Lauth.
Ledere skal lytte
Sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth mener, at det er vigtigt, at vi lytter til de signaler, både nutidens og fremtidens medarbejdere og ledere giver os. Menneskelige ressourcer og kompetencer bliver fortsat afgørende i fundamentet for fremtidens sundhedsvæsen. Vi skal turde give de nye generationer ansvar og medindflydelse, så de får indsigt i muligheder og begrænsninger for at skabe det gode arbejdsliv, de ønsker sig. Vi skal give plads til, at de afprøver deres visioner for et godt arbejdsliv.
»Det er ikke let, men lad os imødegå udfordringerne sammen, det er i samarbejdet og fællesskabet at de vanskelige udfordringer kan løses,« siger Susanne Lauth.