Det vil skabe større tryghed for den enkelte patient med en fast forankret model, hvor patientens egen læge og sygehuslægen går hånd i hånd.
Af Jens-Otto Skovgaard Jeppesen
Det danske sundhedsvæsen skal tjene patienterne og befolkningen. Det har været og er til stadighed en præmis, og nye initiativer skal derfor måles i forhold til dette.
Indførelsen af patientens frie valg til behandlingssted i 1993 og søsætningen af strategien for ambulant udredning og behandling i sygehusvæsenet et par år senere skulle vise sig at blive skelsættende for de efterfølgende årtiers ændringer for sundhedsvæsenets personaler og aktører. Det skete på to måder:
Med det frie sygehusvalg blev service- og kvalitetsstrategien indført i sygehusvæsenet. Patientrettighederne blev udvidet med ret til 30 dage for påbegyndt behandling, LUP’en fortsætter med uformel kåring af det bedste hospital eller afdeling. Akkreditering har også bidraget til en systematisering af kvalitet og -standarder, som er afløst af det nationale kvalitetsudviklingsprogram under overskriften ”Med værdi for patienterne”.
Lanceringen af ambulant udredning og behandling blev effektiviseringsstrategien sat på sygehusvæsenets dagsorden. Antallet af hospitalssenge er faldet over tid, den gennemsnitlige somatiske liggetid er faldet markant, ambulantaktiviteten er steget meget markant, der er indført patientforløbspakker, og der er indført virtuelle ambulante konsultationer samt mobilt udrednings- og monitoreringsudstyr.
Det er en imponerende udvikling, som har fundet sted i sygehusvæsenet. Men der er sket flere tab i overgangen.
Effektiviseringen kan mærkes for kommunerne
For det første har sygehusvæsenets effektiviseringsstrategi kunnet mærkes for kommunerne i patienternes overgang fra hospitalerne, hvor der er sket en hurtig overtagelse af patienterne efter stadig kortere indlæggelser.
I 1987 indgik Odense Kommune og Fyns Amt eksempelvis en såkaldt ”ældreaftale” om ældre patienters ret til at ligge på Odense Sygehus i medicinske senge i op til 4-5 dage efter ”lægelig færdigbehandling”. Og i den nyligt indgåede aftale mellem Region Hovedstadens hospitaler og kommuner i 72 timer efter patientens udskrivning til kommunen skal sygehuslægerne påtage sig det lægelige ansvar.
Det vidner om en markant ændring, som i høj grad skyldes kommunernes indtræden i rollen som en vigtig sundhedsaktør siden strukturreformen fra 2007.
Det er tvivlsomt, om landets sygehussengepladser kan række til den stigende ældrebefolkning. Nærhospitaler eller sundhedshuse kan givet oprustes hertil. En anden nærliggende mulighed vil være opførelse af patienthoteller som service- og innovationskoncept ved de nye akutsygehuse med et begrænset antal sygeplejersker i ”receptionen”, direkte adgang til speciallæger og patientens pårørende i den sidste del af indlæggelsen. Det har blandt andet OUH vist giver tryghed på højt niveau.
Behov for at tydeliggøre relationer og overgange
For det andet trænges der fortsat til at tydeliggøre relationer og overgange mellem praktiserende læger og sygehuslæger. Siden 2004 har der været positive erfaringer med ”Shared Care” inden for diabetes med afsæt i en fælles journal/database for sygehuslægen, praktiserende læge og patienten i regi af den fynske diabetes-model.
Sygehuslægen er eksperten, der udreder og fastlægger mål og hastighed for behandlingen. Egen læge kender patientens sociale forhold godt og er uddannet til en holistisk tilgang, og patienterne ofte følges for flere sygdomme af egne læger alligevel.
Patientens udvikling følges i journalen, og de løbende data muliggør korrektioner i behandlingen. ”Shared Care” er afprøvet med gode resultater inden for gigt, KOL og hjertesygdomme. Kommunen kan indgå som hjælper til patienten.
Region Hovedstadens nye tiltag er helt sikkert gode. Men en fast forankret og kendt model for patienterne med egen læge og en sygehuslæge hånd i hånd vil sikre den største vished og tryghed for den enkelte patient. Så hermed en strategi til efterfølgelse.
Så der er stadig plads til forbedringer for at undgå tab i overgangen mellem sektorerne.
