»Der er store forventninger til mig, men jeg kan ikke hjælpe alle«

Karin Friis Bach, 57, farmaceut, formand (Rad) for sundhedsudvalget i Danske Regioner, medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden. Stifter af virksomheden Warfair sammen med sin mand, Christian Friis Bach.

 


Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?

Der tikker hele tiden nye opgaver ind, men de store trends fylder meget: Personalemangel, ventelister der skal høvles ned, hvordan får vi sundhedsvæsenet på sporet igen. Og så selvfølgelig regionernes skæbne – at vise at vi har en eksistensberettigelse og at der er brug for et regionalt, politisk lag. Jeg tror, at det vil give for meget administrativt bøvl at gå fra fem til tre regioner, men til gengæld bør vi revidere den socioøkonomiske udligning, som er forældet.

Ved siden af det kaster jeg en del af min politiske kapital ind i forebyggelsesområdet. Jakob Kjellberg (sundhedsøkonom i Vive, red.) siger, at forebyggelse ikke hjælper os økonomisk, men bare udskyder udgifterne. Men der er jo også andre bevæggrunde end at spare penge. Tænk, hvis vi kunne bygge bedre vaner ind fra barnsben. Det motiverer mig meget.

 

Hvad er det sværeste ved at være leder?

Det er at prioritere. Der er store forventninger til mig alene i kraft af min titel, men jeg kan ikke hjælpe alle, selvom mange henvender sig med vigtige og relevante problemstillinger. Jeg har heller ikke altid mulighed for at skabe forandringer, for der er mange hensyn at tage, og der kan være lang afstand mellem politisk vedtagelse og det, som så sker.

Eksempelvis har vi arbejdet i regionsrådet med at skabe gode principper for åbenhed og tryghed for de ansatte, og det ser godt ud på skrift. Så er det svært, når man senere hører om ansatte, som ikke oplever den gode kultur omkring dette.

Det samme gør sig gældende med takststyringen, som vi afskaffede for at sætte afdelingerne fri til at gøre det rigtige – fremfor at skulle tænke i at “tjene penge” hjem til afdelingen. Jeg tænkte, at det var da fantastisk, og alligevel kan jeg stadig mærke, at den nye kultur ikke er ført helt ud i livet.

Det er ikke nogen kritik, for med 40.000 ansatte i Region Hovedstaden er der selvklart mange forskellige kulturer – og også for meget bureaukrati og hierarki. Det er nærmest kun overgået af forsvaret og hænger meget sammen med uddannelse og rettigheder. Her kunne vi lære af det private, hvor fleksibiliteten er langt større.

Overordnet skal vi politikere være mere klar på, hvilket mandat lederne skal kunne handle på, og derfor tænker jeg meget over de signaler, jeg sender.

 

Hvad gør du anderledes som leder?

Jeg er den type politisk leder, som kan lide at arbejde bag linjerne og finde gode løsninger sammen med andre politikere, fagfolk, embedsfolk og ledelser. Til gengæld er jeg ikke så god til at være synlig på f.eks. de sociale medier og andre steder. Så jeg vinder noget ved at have en faglig tilgang, men taber på synlighed. Det er nok en gammeldags dyd, men jeg går efter resultaterne, og det tror jeg, at mange godt kan gennemskue.

Det kunne man se, da vi havde den politiske kamp om flytning af funktioner fra akutklinikken på Gentofte til Herlev-matriklen. Da sagde Christoffer Buster Reinhardt (konservativt medlem af regionsrådet, red.): – Vi vandt befolkningen, du vandt personalet.

 

Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg

Min mand, Christian Friis Bach (Radikal MF og tidligere minister, red.). Han skubbede mig til at stille op til byrådet i den nye Egedal Kommune lige efter kommunesammenlægningen i 2005. – Du kan sagtens, sagde han. Det kom efter nogle år, hvor jeg havde været bekymret over bl.a. Anders Fogh Rasmussen, som efter valget i 2001 bl.a. talte imod faglige ‘ekspertvælder’.

 

Beskriv din balance mellem arbejde og fritid

Det flyder sammen – og det er fint. Udover politik driver vi også et firma og et landbrug, og det er lidt lige meget i hvilken rækkefølge, man passer det. Nogle gange kan jeg gå en tur med en veninde i dagtimerne og så arbejde om aftenen. Landbruget kan endda være en slags mental afslapning. Kunsten er passe på sig selv og huske indimellem ikke at arbejde. Som en god ven sagde: Hver gange man føler trang til perfektionisme, skal man lægge sig fladt ned på gulvet og vente på, at det går over.

Eller sagt på en anden måde: Verden går ikke under, hvis man nogle gange venter en uge med at svare.

 

Hvis jeg var chef for det hele, så…

… ville jeg gerne af med nogle af de mange retningslinjer og rettigheder. Det er godt at have nogle få, velbegrundede, men realiteten er, at der hele tiden komme nye. Hvis de ‘bare’ er politisk begrundede, så er det ofte en form for mistillid til personalet og så påvirker det hele kulturen. Vi skal give de ansatte tillid til at gøre det, som er fagligt forsvarligt – sundhedsvæsenet vil fungere bedre, hvis vi ikke er for nidkære. Jeg vil gerne sætte sundhedsvæsenet frit.

Man skal også huske, at når man giver særlige rettigheder til nogle, så tager man fra andre. Og patientrettigheder må ikke udvikle forbrugermentalitet – alle skal grundlæggende have ret til at komme i sundhedsvæsenet og få en god behandling.

Og så kunne det da i øvrigt være spændende at være sundhedsminister…

Mere om forfatterne