Vanskelige beslutninger om f.eks. nedskæringer kan godt påvirke Merete Lange, som ikke har noget imod at vise sårbarhed. Men ellers er der fuld fart på direktøren for Juliane Marie Centret, som er begejstret over etableringen af Rigets nye hospital for børn, unge og gravide.
Q & A: Merete Lange, 51 år, direktør, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet, medlem af Rigshospitalets direktion, projektdirektør for Mary Elizabeths Hospital – Riget for børn, unge og gravide. Cand.scient.pol., 1.500 ansatte.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
Lige nu og den kommende måned fylder noget så tungt men vigtigt som økonomi og budgetlægning meget. Vi har et uændret antal patienter, men bliver ramt på DRG-taksterne, fordi der er mere hjemmebehandling af patienter fra andre regioner, f.eks. kræftsyge børn. Det er heldigvis godt for patienterne.
Og så fylder det nye Mary Elizabeth Hospital mega meget. Det er virkelig sjovt at se, hvordan planerne materialiserer sig fysisk med en ny etage hver sjette uge. Hvis jeg har været væk en uge, så starter jeg lige med at se optagelserne fra webkameraet over byggeriets udvikling, og jeg har et særlig spot fra patienthotellet og ledelseskontorerne, hvor man har god udsigt over byggepladsen.
Patienterne rykker ind i 2026 og der er stor opbakning på hele Rigshospitalet til at arbejde med gravide, børn og unge på en helt ny måde, hvor eksperterne kommer til patienterne. Der er selvfølgelig mange dilemmaer og faglige og organisatoriske bekymringer, når man skal samle og fusionere. Vi må ofte minde os selv om: Hvorfor gør vi det? Men vi bliver altid genbegejstret.
Hvad er det sværeste ved at være leder?
Prioritering. Vi kan så mange ting, men hvad har vi råd til? Vi ser det lige nu under budgetlægningen, hvor vi ikke kan lægge noget ét sted uden at tage fra et andet. Det må vi så gøre alligevel, selvom det ikke er populært, og så er det vigtigt at være åben og ærlig og komme med gode begrundelser og få næste ledelseslag med.
Jeg er meget optaget af, at vi skal arbejde på tværs af specialer og matrikler og har rejst en del rundt i ind- og udland i forbindelse med etableringen af Mary Elizabeth Hospital. Det er en motiverende dagsorden, som Rasmus Møgelvang (Rigshospitalets nye direktør, red.) har sat med Fremtidens Rigshospital, som også skal gøre op med det image, som Rigshospitalet kan have som at være selvfed med nok i os selv. Sådan ser vi slet ikke selv på det. Men det kræver virkelig, at vi udfordrer de bøvlede incitamentsstrukturer.
Hvad gør du anderledes som leder?
Jeg er som jeg er. Uanset sammenhængen. Jeg ønsker åbenhed, ordentlighed og troværdighed opad, nedad, udad. Jeg arbejder rigtig meget på at få min ledergruppe spillet sammen og søge fællesskab frem for konkurrence.
Jeg viser indimellem også sårbarhed og fortæller, hvis noget går mig på. Ikke sådan, at jeg går helt ud af jaketten, men bare for at vise, at jeg er et menneske og at det kan andre også tillade sig.
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
Efter en tid med mange rejsedage ville jeg gerne være mere grounded og fik job i Københavns Amt hos Vibeke Storm Rasmussen (daværende socialdemokratisk amtsborgmester, red.) og derefter videre til direktionen i Hovedstadens Sygehusfællesskab hos Helle Ulrichsen. Skæbnen ville, at de to begge endte i Region Hovedstaden – og at jeg blev bidt af sundhedsvæsnet.
Det var en kæmpe øjenåbner at lære først den ene at kende og så den anden og så pludselig opleve, at de skulle arbejde sammen – Vibeke, en gammeldags politiker med oprigtig indignation over f.eks. ulighed i sundhed. Og Helle, som var meget optaget af faglighed, at administrationen ikke måtte blive for stor og at dens fornemste opgave var at gøre det nemmere for klinikken. Det lærte jeg meget af.
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
Jeg arbejder meget – det er mega spændende og hjerteblod at have et projekt som Mary Elizabeth Hospital – men nogen gange siger jeg til mig selv: Nu arbejder jeg for meget. Så er jeg til gengæld rigtig dygtig til at holde fri. Jeg åbner ikke mail, og hvis staben vil mig noget, må de sende en SMS.
Jeg er sjældent i nærheden af stress, omend der har været nogle svære beslutninger omkring nedskæringer. Det kan godt ramme min nattesøvn. Så sørger jeg for at bevæge mig – cykler og går tur med hunden og er sammen med ungerne. Jeg har også prøvet yoga en enkelt gang, men det går alt for langsomt. Jeg får pip!
Hvis jeg var chef for det hele, så …
… ville jeg sørge for, at vi taler noget mere med hinanden om prioritering i sundhedsvæsenet. Under valgkampe lyder det som om at alle kan få alt, men sådan er det jo ikke i virkeligheden, og det presser systemet.
Vi har for mange varer på hylden og har en opgave med at se på evidensen. Går vi for langt eller går vi for kort? Er der ting, vi skal holde op med, når vi tager nyt i brug?
Vi arbejder allerede meget sammen med patienterne og det skal vi blive endnu bedre – patienterne siger ikke altid det, vi forventer, og det er vigtigt at lytte til og bruge.
Og så får vi alt for få børn. Nogen synes, at det er løsningen på krisen, andre kalder det en katastrofe. Under alle omstændigheder går det meget stærkt, og vi skal som samfund forholde os til konsekvenserne af det, man vel kan kalde en fertilitetskrise.
Læs mere om Mary Elizabeths Hospital HER