Meget få går gennem livet uden på et eller andet tidspunkt at få behov for akut hjælp fra sundhedsvæsenet. Ikke mindst når vi bliver akut syge, har vi behov for at blive mødt af et tilgængeligt sundhedsvæsen, der kan levere ydelser af høj kvalitet og skabe tryghed for os selv og vores pårørende.
Presset på alle dele af sundhedsvæsenet er stigende, men særligt akutområdet oplever flere patienter og er samtidigt udfordret af besvær med at rekruttere personale til at varetage opgaver, der strækker sig over alle døgnets timer året rundt.
Befolkningens forventninger til at kunne modtage behandling til alle tider er stigende, og det kan være svært at forstå, at man godt kan købe ind lørdag eftermiddag, men ikke få en konsultation hos sin egen læge. Samtidigt har private aktører, der udbyder sundhedsydelse og -forsikringer, en interesse i at skrue befolkningens forventninger til behandling på alle tider af døgnet op, for at øge deres markedsandel og fortjeneste. »Hvorfor vente til mandag, når du får feber lørdag?«
I det offentlige sundhedsvæsen har vi en forpligtelse til at skabe mest mulig sundhed for flest mulige inden for den givne økonomiske ramme. Det betyder, at alt ikke er muligt til alle tider. Akut sygdom skal behandles akut. Sygdom, der ikke er akut, skal behandles rettidigt. Hvis vi i sundhedsvæsenet skal sikre, at der til alle tider og for alle borgere i landet er kvalificeret og kompetent personale til rådighed, når akut sygdom opstår, fordrer det, at patienter, der ikke fejler noget akut, behandles rettidigt, omhyggeligt og kompetent for at gøre patienten rask og forebygge, at sygdommen udvikler sig til en akut tilstand.
Vi har en ledelsesopgave i at sikre alle patienter rettidig behandling, og det bliver sundhedsvæsnet målt på. Knap så meget styringsmæssigt fokus er der på, om opgaverne bliver løst tilstrækkeligt omhyggeligt. Om vi i patienternes møde med sundhedsvæsenet får taget tilstrækkeligt hånd om den enkeltes samlede problemstilling og dermed mindsker risikoen for, at patienten får behov for akut kontakt til sundhedsvæsenet.
»Der er ikke afsat tid til at komme hele vejen rundt,« siger de sundhedsprofessionelle. »Vi har ikke kompetencerne til at tage os af andre problemer end det, vi er specialister i,« siger lægerne.
Heri ligger ledelsesopgaven. Vi har gearet vores sundhedsvæsen til patienter, der fejler én ting og kan tages vare på i hurtige og effektive forløb forestået af specialister. Problemet er blot, at en voksende del af befolkningen fejler flere ting samtidigt og har indbyrdes afhængige og konkurrerende lidelser. Det er vores sundhedsvæsen ikke organiseret efter.
Vi løber rundt i hamsterhjulet og prøver at løse det stigende pres på sundhedsvæsenet med mere af det, vi tidligere er lykkedes med: Specialisering og højt tempo. Problemet er blot, at ved at fortsætte med denne tilgang risikerer vi at generere flere og flere patienter, der får behov for gentagen akut behandling, fordi der ikke i tilstrækkelig grad er taget hånd om patienternes samlede problemstilling.
Når vi ser et stadigt stigende pres ind på akutområdet, skal vi derfor ikke kun have fokus på akutområdet for at finde løsninger på, hvordan vi i fremtiden sikrer et robust akutområde, der står klar til at tilbyde kvalificeret behandling til akut syge patienter på alle tider af døgnet.
Vi skal i lige så høj grad have fokus på, hvordan vi får organiseret de dele af sundhedsvæsenet, der ikke løser akutte opgaver. Hvordan får vi skabt sammenhæng i det samlede sundhedsvæsen, som imødeser fremtidens patienters samlede behov og sikrer, at de rette kompetencer er tilgængelige, og at der er afsat den fornødne tid i mødet med patienten?
Samtidigt er vi nødt til at indgå en kontrakt med borgerne om, at sygdom, der ikke er akut, ikke behandles akut. For den enkelte kan det synes behageligt at kunne få behandling til alle tider. Det harmonerer blot ikke med en bæredygtig udnyttelse af de samlede ressourcer og slet ikke med medarbejdernes ønske til arbejdstider og arbejdsvilkår.
