SYNSPUNKT: Selvom der er sket meget på den digitale front i sundhedsvæsenet, har vi stadig meget til gode. Spørgsmålet er, at hvordan vi håndterer udviklingen.
Af Peter Mandrup Jensen
Iført 1970’er outfit med sølvlaméskjorte, pelsfrakke og hønsestrikket pullover sang bandet Bachman Turner Overdrive tilbage i 1974 ”You ain´t seen nothing yet”. Det samme tænker jeg, når vi taler digitalisering af sundhedsvæsenet. Vi har rigtig meget til gode.
Jo, der er da sket meget gennem de sidste årtier. Danske hospitaler er ganske godt med i forhold til digitalisering i form af det, vi for få år siden omtalte som ”det papirløse hospital”. En god del af kommunikationen på tværs af sundhedsvæsenet fungerer efter internationale standarder rigtig godt, og vi har gennem årene haft stor glæde af eksempelvis sundhed.dk, MedCom osv. Endelig kan vi se af diverse internationale ranglister, at Danmark og danskerne er forholdsvis godt med på digitaliseringen.
Så vidt, så godt.
På den anden side: Når vi for eksempel i Region Hovedstadens sundhedsvæsen har problemer med at implementere et meget, meget stort, men jo ikke fuldstændig anderledes it-system i form af Sundhedsplatformen, hvad er så chancen for, at vi kommer gennem fremtidens digitale udfordringer med skindet på næsen?
En del af det, vi ikke har set, begynder vi allerede nu at se konturerne af. Noget af udviklingen er eksempelvis direkte afhængig af den billigere og billigere regnekraft, vi oplever, men også andre udviklinger spiller ind.
Kunstig intelligens
Et af de mest interessante områder er AI eller kunstig intelligens, der dækker over ret forskellige forhold. Flere hospitaler, for eksempel Finsencentret på Rigshospitalet, har eksperimenteret med den berømte computer Watson. Deres konklusion var, at Watson endnu ikke er moden til rutinemæssig anvendelse.
Der foregår også en heftig udvikling inden for AI på det billeddiagnostiske område, og her er vi nok tættere på udbredelse af AI til bredere anvendelse.
Det bliver interessant at se, hvad det kommer til at betyde ikke blot for sundhedsvæsenet, men også for lægerollen, når AI på nogle områder bliver ”klogere” end lægen. Vil jeg som patient være tilfreds med, at radiologen på mit lokale hospital beskriver min CT-skanning – eller vil jeg være mere tryg ved, at det er Google, der diagnosticerer mig?
Billige genomanalyser
Den billigere regnekraft har også gjort, at det er prismæssigt overkommeligt for mig at få analyseret dele af mit genom. For kun 169 dollars eller omkring 1.000 kroner lover det amerikanske 23andme.com mig, at de kan ”Find out what your DNA says about your health, traits and ancestry”.
Der er bunker af etiske spørgsmål omkring dette emne, men lige så sikkert er det, at vi ikke kan forbyde os ud af, at nogle vil vælge at få undersøgt deres genom og derefter komme til lægen med den viden og/eller bekymring, det giver anledning til.
Wearables i massevis
En tredje udvikling er de mange ”wearables”, der er udviklet. Der er allerede mange, og der kommer flere. Nogle bæres om håndleddet, andre er en del af vores smartphone, og endnu andre er en del af vores beklædning. En del af disse bærbare dimser vil efterhånden også blive indopereret i vores krop.
Disse weareables opsamler data om vores sundhed og adfærd, så næste gang jeg går til lægen, kunne jeg vælge at tage disse data med og bede om, at vi sammen kigger på nogle ting, der måske bekymrer mig.
Der er selvfølgelig mange spørgsmål: Er det valide data? Kan vi i sundhedsvæsenet overkomme at kigge på alle borgeres egne data? Og er det i øvrigt ikke kun de velbeslåede og velinformerede, der særligt vil bruge denne mulighed? Men uanset hvad vil dette nye bjerg af data ikke gå væk igen.
Hvordan håndterer vi udviklingen?
Der er jo flere udviklinger end de trends, jeg har nævnt ovenfor. Så spørgsmålet er, hvordan vi håndterer den voldsomme digitale udvikling i det danske sundhedsvæsen.
Kan vi holde fast i de modeller, vi har, herunder eksempelvis at det er lægen og hospitalet, der har vores ”autoriserede” sundhedsdata i journalerne (eller databaserne)? Hvordan kan vi styre, regulere eller påvirke udviklingen – hvis vi kan det? Og har vi for resten de kompetencer, der skal til for at prøve at finde løsninger?
Det er kæmpestore udfordringer, vi står over for, men for ikke at ende i sortsyn og defaitisme, er der nok alligevel nogle ideer til, hvordan vi måske kan komme videre på en fornuftig måde.
It er en del af vores forretning
For det første vil jeg foreslå, at vi skal erkende, at it er en del af vores forretning – uden at være kernen af vores forretning. Kernen er kontakten med det enkelte menneske, der søger vores hjælp til undersøgelse, behandling og helbredelse eller lindring. Men it er en del af vores forretning og bliver en stadig større del og stadig vigtigere at beherske.
Hvis vi er enige om det, skal vi satse på at udbygge vores kompetencer i væsentlig grad inden for it og digitalisering. Ikke primært i særskilte dele af vores organisation i form af it-afdelinger, men tæt på den kliniske hverdag, hvor der er en uhyre vigtig opgave med at omsætte digitale muligheder til reelle, gavnlige realiteter.
Tættere bånd til borgerne
For det andet skal vi arbejde på at skabe et endnu tættere bånd mellem borgeren/patienten og sundhedsvæsenet. Tilliden er afgørende. Tilliden styrkes, hvis vi som ”systemet” tydeligt markerer, at vores afgørende målsætning er at prøve at leve op til de væsentligste prioriteringer, som den enkelte har.
Det kræver fra vores side større lydhørhed, større mod til at tale om det, der er vigtigst for borgeren/patienten, og større fokus på at behandle det enkelte menneske som unikt. Midt i vores fokus på at standardisere og ensrette.
For det tredje skal vi overveje, hvordan vi holder fast i de grundlæggende værdier, vi baserer vores sundhedsvæsen på. For der ér jo risici ved den digitale udvikling. En af de væsentligste er, at fællesskabet kommer under pres som følge af mere ”mig først”, mere fokus på de digitalt dannede og mindre fokus på de digitalt udannede. Mindre ”Sundhed For Alle” og mere ulighed i sundhed. Det er ikke noget rart perspektiv.
Vi skal op på tæerne
Det er helt ok at tænke, at vi i Danmark og i det danske sundhedsvæsen er godt med på digitaliseringen. Men “You ain’t seen nothing yet”, så selv om laurbærrene er dejlige at hvile på, skal vi op på tæerne for at sikre, at fremtidens muligheder bliver til gavn for alle vores borgere og patienter.
