Det danske sundhedsvæsen har gjort enorme fremskridt gennem de seneste år. Nye behandlingsmuligheder skaber større chance for at overleve alvorlig sygdom og blive helbredt uden alvorlige mén.
Tænk blot på, hvilket fremskridt trombolyse har ført til behandling af blodpropper i hjernen. Mange patienter, der tidligere ville have været døde eller overlevet med svære handicap, overlever i dag og med langt færre alvorlige handicap end før, behandlingen blev indført. Det er en succes.
Men er det en succes for alle patienter uden undtagelse? Nej, der er stadig patienter, som ikke opnår den effekt af behandlingen, som gør, at de på deres præmisser kan leve et for dem værdigt liv efter egne ønsker og behov. Der er også mennesker, som slet ikke ønsker behandlingen, på trods af at man på et populationsniveau opnår fantastiske resultater af behandlingen.
Samfundet har givet alle borgere over 18 år mulighed for at oprette et behandlingstestamente. I behandlingstestamentet kan man registrere, hvis man ikke ønsker livsforlængende behandling. Vel at mærke er det udelukkende gældende i en situation, hvor man er varigt inhabil. I slutningen af 2024 får alle habile borgere over 60 år derudover mulighed for at fravælge genoplivning ved hjertestop.
Disse nationale tiltag er med til at sikre borgere retten til at bestemme over eget liv og egen død. Spørgsmålet er blot, om det er tilstrækkeligt? Om ansvaret for at hjælpe patienter og pårørende til at træffe de rigtige beslutninger om eget liv og behandling udelukkende kan reguleres via lovbestemte borgerrettigheder?
Kirsten Jakobsen fortæller i bogen »Løftet«, om det svigt, hun synes, hun har påført sin mand gennem 40 år, fordi hun ikke var i stand til at hjælpe ham med at undgå den lidelse, der fulgte efter behandling af en stor blodprop i hjernen. Sognepræst Katrine Lilleør er blevet så stærkt påvirket af Kirsten Jakobsens fortælling, at hun har skiftet standpunkt i sin holdning til aktiv dødshjælp.
Vi skal sikre, at patienter har medbestemmelse, når det drejer sig om deres liv og sygdom, og vi skal undgå at påføre pårørende skyld for noget, de ikke har magt over. Det ansvar må den enkelte sundhedsprofessionelle nødvendigvis tage på sig, men det er samtidig en vigtig ledelsesopgave at sikre, at rammerne og kompetencerne hos den enkelte er til stede til at kunne løfte opgaven.
»Patientens behov kommer først«. Ethvert hospital har en sætning som denne i deres vision. »Vi er til for patienten«. Men formår vi i dagens sundhedsvæsen altid at leve op til dette? Får vi talt tilstrækkeligt med patienterne om, hvad deres ønsker og forventninger er til behandling af deres sygdom og det liv, de skal leve? Har vi som ledere skabt vilkår, der gør, at læger og sygeplejersker har mulighed for at tage den samtale med patienterne, som sikrer, at deres ønsker og forventninger indgår på lige fod med de sundhedsfaglige vurderinger, når der træffes beslutning om, hvad der for den enkelte er det rigtige valg?
Som ledere i sundhedsvæsenet har vi en opgave i at sikre, at vores medarbejdere har de rette kompetencer til at kunne tage dialogen med patienterne. Samtidigt må vi også sikre, at de organisatoriske rammer støtter op om, at det kan lade sig gøre. Det nytter ikke, hvis rationalerne om hurtighed og effektivitet kommer til at skygge over alt andet.
I et menneskeligt sundhedsvæsen skal der være tid til at lytte til patienterne og ægte lade deres ønsker til eget liv – og død – være det grundlæggende afsæt for de fælles beslutninger. Og uddannelse i at varetage denne samtale bør være lige så højt prioriteret som uddannelse i de klassiske sundhedsfaglige kompetencer.
