Psykisk sygdom rammer de fleste af os i løbet af et liv, og en ud af seks danskere har en psykisk lidelse.
Fællesskaber har en stor betydning for vores psykiske sundhed. Det så man f.eks. tydeligt under covid 19-pandemien, hvor der blev sat markante begrænsninger for vores muligheder for at mødes med deraf afledte konsekvenser i form af social isolation, der for nogle førte til ensomhed. Ensomhed er udbredt blandt danskerne, særligt de unge. WHO anslår, at ensomhed er en belastning for sundheden på niveau med fedme, daglig rygning og fysisk inaktivitet.
De sidste 10 år er antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien fordoblet i Region Hovedstaden. I samme periode er der sket en ca. 60 pct. øgning i henvisninger til voksenpsykiatrien i Region Hovedstaden. De tal fortæller, at vi som samfund har en stor opgave med at udrede og behandle psykisk lidelse og sikre den psykiske sundhed.
I psykiatrien er der da også gjort meget for at udvide kapaciteten og forbedre kvaliteten af behandling og terapi. I samme periode har psykiatrien formået at skabe bedre rammer for den ambulante udredning og behandling, så man i højere grad end tidligere kan få et fleksibelt og opsøgende tilbud for sin psykiske sygdom uden at skulle være indlagt. Men de traditionelle ambulante forløb mangler noget, der findes under en indlæggelse: Muligheden for samvær med andre mennesker.
Aktivitetstilbud for mennesker, der ikke er indlagte, er en opgave, der ligger hos kommunerne. Så hvis der skal foregå aktiviteter i regionalt regi for patienter, der ikke er indlagt, skal det enten foregå ved hjælp af frivillige, via ekstern finansiering eller i samarbejde med civilsamfundet eller i lokalsamfundet.
Det vilkår betyder, at patienterne i regionale ambulante tilbud enten selv skal finde frem til eller skal hjælpes over til kommunale aktiviteter, hvis de har brug for det. Eller der skal tænkes alternativt, så den regionale psykiatri ikke selv driver aktiviteterne, men skaber rammerne for frivillige og civilsamfundet, der inviteres ind i de regionale rammer.
Vi ved fra spørgeskemaundersøgelser og hverdagserfaringer, at mange patienter i ambulante forløb efterspørger andet end den vanlige behandling, der er centreret om medicin og samtaleterapi. De efterspørger, særligt i den periode, hvor de langsomt begynder at komme tilbage til hverdagen, at der er ’noget at stå op til’. Noget, der kan danne grundlag for relationer og struktur, selvom man endnu ikke er klar til f.eks. at komme tilbage til uddannelse eller arbejde.
Hvad skal der til for at bryde den mentale sundhedskrise?
I oktober var en gruppe mennesker fra flere steder i Danmark samlet i København. Fælles for dem var, at de i deres professionelle virke f.eks. i politiet, socialforvaltningen, boligselskaber, Gadens Stemmer eller psykiatrien er stødt på mennesker, der er ufrivilligt socialt isolerede og ensomme i en sådan grad, at det udgør en risiko for deres mentale sundhed. Fælles var også en oplevelse af, at vi som samfund kan gøre mere for at forebygge ensomhed, så færre ender med at blive mere syge af deres ensomhed, og ender uden for arbejdsmarkedet, i misbrug, i hjemløshed eller med behov for hjælp af politiet, indlæggelse i psykiatrien. Bl.a. har man hos rigspolitichefen en oplevelse af, at der i Danmark er behov for en tidligere indsats for at hjælpe sårbare mennesker, så de får tidlig hjælp i stedet for at ende med at skulle have hjælp af politiet.
Deltagerne var grundlæggende optaget af, at det offentlige system skal arbejde bedre sammen, men også at vi bør tænke opgaven bredere end vi gør i dag.
Hvis vi vil forebygge social isolation og ensomhed, bør også det offentlige system have fokus på det hele menneske og se sig selv som katalysator for stærke fællesskaber i lokal- og civilsamfund. I Danmark har vi længe haft ensidig fokus på, at det er det offentlige, der skal sikre sundheden. Men i tilfældet med social isolation og ensomhed, er det nødvendigt, at vi som samfund tænker nyt, som det også er beskrevet i det faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatrien.
En anden vigtig drøftelse i gruppen handlede om, at der findes gode erfaringer med, at vejen ud af social isolation kan gå gennem det fællesskab, som en arbejdsplads kan tilbyde, men at det ofte kan være nødvendigt med ’en blød start’. Derfor kan f.eks. deltidspraktik eller nogle få ugentlige lønnede timer på rummelige arbejdspladser blive en vej ud af social isolation og dermed ensomhed. Den viden forpligter i vores samfund.
Hvad kan sundhedsvæsnet lære af sociale entreprenører?
Begge de pointer er også centrale budskaber fra Hilary Cottam, som for nylig gav et inspirerende oplæg på konferencen PS!Sammen arrangeret af Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Her talte hun om relational welfare:
Cottam er optaget af, at der er opgaver, som det offentlige velfærdssystem skal løse, men også, at der er opgaver, der ikke egner sig til at overlade til de offentlige systemer, f.eks. at skabe fællesskaber. Vi skal støtte dannelsen af rammerne, men vi skal også forsøge at få andre som f.eks. borgerne og lokal- og civilsamfundet engageret i at udfylde rammerne.
Hilary Cottam har samlet sine erfaringer med socialt entreprenørskab i særligt udsatte områder af London i bogen ’Radikal Hjælp’ fra 2019. Bogen har været kendt i socialfaglige kredse i flere år. Men i disse år, hvor efterspørgslen efter mere og bedre psykiatri og et samfund, der indser betydningen af at hjælpe det hele menneske og ikke bare enkeltdelene, finder hendes tanker om at styrke fællesskaberne også sin vej til sundhedsvæsenet.
Et levende eksempel midt på Amagerbrogade
Et eksempel på et sted, hvor vi i den regionale psykiatri i bredere forstand end vanligt forsøger at skabe rammerne om sociale fællesskaber, er i Huset for Psykisk Sundhed Amager.
Huset ligger i de unikke, fredede rammer af det gamle Skt. Elisabeth Hospital tæt ved Amagerbrogade og er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Da bygningen blev overtaget for ca. 15 år siden var det i første omgang kun til regionale, ambulante tilbud. Men Huset indbyder med sine specielle historiske rammer – det er oprindelig bygget som katolsk hospital i 1907 og trappeopgangen er udsmykket med Danmarks næststørste og fredede kalkmaleri – til at tænke anderledes.
Derfor er tilbuddene i Huset siden knopskudt, så det nu rummer både ambulant psykiatrisk behandling, kommunale tilbud og en lang række civilsamfunds- og lokalsamfundsaktiviteter. Tilsammen danner de en kreativ og inspirerende atmosfære, hvilket giver flere og flere lyst til at blive lidt længere – og til at komme tilbage for selv at bidrage.
Målet med Huset er at skabe rammer for sammenhængende behandling af høj kvalitet på tværs af sektorer i en atmosfære af frirum, afstigmatisering og personlig og social recovery: Tanken er, at for en del af patienterne i psykiatrien er det en fordel, at man møder flere tilbud ét sted, da det er lettere at tage imod nye tilbud, hvis man er et sted, hvor man allerede kender folk og er tryg ved at komme.
Samtidig er det en pointe i sig selv at psykiatrien med Huset gerne vil åbne sig for omverdenen, så f.eks. naboer og potentielle nye samarbejdspartnere kender Husets aktiviteter. Derfor viser vi Huset frem f.eks. ved Kulturnatten.
I Huset er vi i løbet af de sidste år lykkedes med at samle en lang række aktiviteter, der rækker ud over de sædvanlige, regionale ambulante behandling. Alle er aktiviteter, der har til formål at skabe fællesskaber og relationer, både mellem patienter, men også mellem patienter og deres pårørende i f.eks. SIND-koret.
Men fællesskaberne mellem medarbejdere i de forskellige offentlige instanser, f.eks. regional psykiatri og kommunal beskæftigelsesindsats, understøttes også. Derved bliver det (med samtykke fra borgeren) lettere at tage kontakt fra f.eks. en behandler i et regionalt ambulatorium til en kommunal beskæftigelseskonsulent og finde fælles løsninger sammen med borgeren.
For nylig er dette tilbud udvidet, da der i Huset er etableret et samarbejde med Tårnby Kommunes beskæftigelsescenter, så borgere i afklarings- og praktikforløb kan komme i praktik i Huset på vilkår og timer tilpasset den enkelte. Huset udgør således både en rummelig praktikplads og samtidig kan praktikanterne benytte Husets tilbud og selv bidrage til aktiviteterne.
Filosofien er, at man får, hvad man har behov for, og bidrager med det man kan, og på den måde ender mange i Huset med at give mere, end de får. Et godt eksempel på det er efterårstilbuddet med en tekstil-café, hvor en sygeplejerske har doneret en lang række syartikler og en praktikant viser sig at have design-erfaring. Dermed er en ny aktivitet fostret og kan afprøves for få midler.
Der er en lang række øvrige aktører i Huset
- Københavns Kommune tilbyder beskæftigelsesindsatsen IPS (individuelt planlagt job med støtte), der støtter mennesker med svær psykisk sygdom i at opnå og beholde ordinært arbejde og kompetencegivende uddannelse. Desuden har Københavns Kommune deres psykiatrienhed i Huset med medarbejdere fra Sociolancen og en støtte-kontaktperson-ordningen.
- Maskine Maskine Amager er de såkaldt svært psykisk syge maskinisters egen recovery-central, der er en selvejende institution og det største reelt patientkontrollerede værested i Skandinavien. Her er der bl.a. skabt et miljø og rammer for både almindeligt samvær men også kreative projekter af enhver art. Et af de nyeste tiltag, der skal afprøves for første gang i 2024 er, at der bliver holdt jul i Maskinen.
- Center for Kunst og mental Sundhed er et fællesskab for personer med levede erfaringer fra psykiatrien, hvor de kan udtrykke sig kreativt og arbejde sammen med og lære af andre brugere, som også arbejder med kunstneriske udtryk i f.eks. skrivegrupper, dramagruppe, podcastproduktion etc.
- SIND-Koret er et sundhedskor, hvor mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende har dannet et fællesskab, hvor der ikke er fokus på sygdom, men på sang og at være den, man er.
Læseforeningen er en forening, der danner læsende fællesskaber baseret på guidet fælleslæsning, som er en metode udviklet til at dele skønlitterære læseoplevelser gennem live-læsning i mindre grupper med typisk fire-otte deltagere.
Ideerne til aktiviteter kommer fra alle, der kommer i Huset.
Næste skridt er at tilbyde mennesker, der nærmer sig arbejdsmarkedet, at de kan have få lønnede timer på socialt frikort, så flere kan få erfaringer med arbejdsmarkedet ved at hjælpe til i Huset og samtidig blive en del af kredsløbet, hvor man får, hvad man har behov for og giver, hvad man kan.
Kan konceptet udbredes?
Pointen med Huset er, at det, der driver konceptet, først og fremmest er beslutningen om, at vi vil skabe rammer for fællesskaber. Det forudsætter ikke store nye investeringer.
Til Huset er knyttet en koordinator, der har til opgave at sikre kontakten med og mellem Husets aktører og tage i mod eller række ud til nye civilsamfunds- og lokalsamfunds-initiativer. Finansieringen af koordinatoren har de sidste to år været med tilskud fra Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden. Senest har Region Hovedstadens Psykiatri valgt at understøtte driften frem til 2027 for at sikre fortsat koordinering af indsatserne i Huset.
Koordinatorrollen er central og kræver kompetencer, vi ikke normalt har i sundhedsvæsenet: Der er behov for samskabelses-, community organizer– og social entreprenør-kompetencer i højere grad end sundhedsfaglighed.
Udover koordinatoren har regionen stort set kun udgifter til vand, strøm, varme, rengøring og kaffe. Selve aktiviteterne i Huset doneres af lokalsamfundet, brugerne, civilsamfundsorganisationerne eller fondsbevillinger.
I det daglige adskiller ledelsesopgaven i Huset sig ikke fra ledelsen i andre dele af organisationen: Som leder skal man lytte til brugernes behov, være tydelig om visionen, sikre prioritering og være sparringspartner, når der opstår konflikter. Men drift af Huset er ikke en del af kerneopgaven, og indtil nu har Huset været finansieret politisk, og de kommende to år af psykiatridirektionen. De kommende to år skal derfor bruges på at finde løsningen på finansieringen derefter.
Her ville det være en fordel, hvis vi kan dokumentere, at det vi gør virker og er indsatsen værd. I modsætning til stort set alle andre dele af psykiatrien har vi ikke data, der viser, at det der sker i Huset for Psykisk Sundhed virker. Vi måler ikke på det og ved ikke helt, hvordan vi meningsfuldt skal vise, at fællesskaberne giver deltagerne en oplevelse af at høre til, en højere livskvalitet eller at man f.eks. hurtigere opnår at komme i beskæftigelse, fordi man benytter tilbuddene i Huset. Men hvis konceptet skal gøres permanent og hvis det skal udbredes, så er de data vigtige. Og dermed er den opgave også et fokus i den kommende tid.
Indtil videre glæder vi os ved oplevelsen af, at indsatsen er det hele værd. Oplevelsen er baseret på vores daglige snak med alle i Huset og fortællingerne om, at mennesker lykkes med at komme videre på baggrund af de erfaringer, relationer og venskaber, der opstår i Huset, og at det rækker ud over bygningerne og ud i hverdagen udenfor.
