Fælles mål og relationel koordination hjalp professionshøjskoler gennem krisen

COVID-19 betød, at landets professionshøjskoler var nødt til at omstille sig med lynets hast for at sikre de studerendes fortsatte uddannelse og praktikforløb. Her er de vigtigste læringer fra omstillingen.

Af Randi Brinkmann, Gitte Sommer Harrits og Mickael Bech

 

Hvad gør man, når studerende i tusindvis fra den ene dag til anden må sendes hjem fra deres uddannelsesinstitution med beskeden om, at de fremover skal modtage undervisning online? Og hvad gør man, når situationen samtidig potentielt indebærer, at mange studerende vil blive sendt hjem fra deres kliniske praktikforløb?

Med regeringens beslutning den 11. marts om at lukke Danmark ned krævede det omstilling med lynets hast at sikre de studerendes fortsatte læring og uddannelse.

Omstillingen af undervisning fra fremmøde til digital undervisning var en massiv udfordring i sig selv på grund af omfanget og hastigheden, som det skulle ske med. At fastholde de studerende i praktik og eventuelt finde alternativer til praktik var en endnu større udfordring, som kun kunne løses ved et stærkt samarbejde mellem professionshøjskoler og de eksterne samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet. Denne udfordring demonstrerede betydningen af gode og stærke relationer i samarbejdet.

I denne artikel gør vi status på erfaringerne med håndtering af praktikforløb set fra et professionshøjskoleperspektiv. Formålet er samle erfaringer, som kan bruges til at fastholde og udbygge kvaliteten af uddannelser i både krisetider og under mere normale forhold. Vi tror selv på, at erfaringerne kan udbygge det i øvrigt tætte forhold mellem professionshøjskolerne og praktikstederne.

Praktikforløb er centrale

Studerende på de sundhedsfaglige uddannelser gennemfører en del af deres uddannelse i praktikforløb på hospitaler og i kommuner. Læringen i praktikforløbene er en central del af uddannelserne, hvor de studerende opnår konkrete praksisfærdigheder og får mulighed for at afprøve teori i praksis.

De studerendes læring planlægges af de kliniske vejledere på praktikstederne under hensyntagen til, hvor de studerende er i uddannelsen, og hvilken teori der er gennemgået. Ofte suppleres der også med simulationsundervisning både i den teoretiske undervisning på professionshøjskolerne og i den kliniske praksis.

Omfanget af praktik varierer for de sundhedsfaglige uddannelser og udgør for eksempelvis sygeplejerskeuddannelsen 43 procent af uddannelsen. For sygeplejerske- og jordemoruddannelsen er der desuden konkrete krav i EU-direktiver for minimumsomfanget af praktik.

Når så stor en del af uddannelsen af sundhedsprofessionelle dimittender udgøres af klinisk praktik, er uddannelsen et fælles ansvar, som kun kan løftes ved et indgående samarbejde mellem professionshøjskolerne og de kliniske uddannelsessteder. Betydningen af dette samarbejde er under COVID-19-krisen blevet endnu tydeligere, og samspillet er både blevet styrket og har skullet stå sin prøve i løbet af krisen.

Kort- og langsigtede hensyn

Når de studerende er i praktik i sundhedsvæsenet er det afgørende, at de deltager i de opgaver, der løses på deres praktiksted. Dermed tilegner de sig relevant praktisk erfaring og ender med at opnå de rette kompetencer, der gør det muligt for dem at starte i job efterfølgende og tage selvstændigt ansvar allerede fra første dag. Hensynet til de studerendes læring og kompetencer er derfor afgørende.

Samtidig er der mangel på en lang række sundhedsprofessionelle, og manglen på arbejdskraft vil stige i de kommende år. Et afgørende samfundshensyn er derfor også, at de studerende bliver færdige med deres uddannelse uden unødige forsinkelser.

I den aktuelle krisesituation var flere hensyn i indbyrdes konflikt i forhold til afviklingen af praktik. Et overordnet hensyn var at fastholde de studerende i deres praktik for at undgå studietidsforlængelse. Men de kliniske praktiksteder var samtidig belastet af et stort arbejdspres med at omstille kapaciteten til presset fra COVID-19-patienter, ligesom nogle praktiksteder havde helt eller delvist lukket ned for deres aktivitet.

Dermed kunne praktikstederne måske ikke lære de studerende det, de faktisk skulle lære, fordi der var brug for, at de bidrog på andre områder og med at løse andre opgaver end normalt.

Hjemsendelse ville ikke gavne

En kortsigtet løsning set fra en praktiksteds perspektiv kunne være at hjemsende studerende i praktik, så kræfterne kunne bruges på omstillingen til COVID-19. Men på den lange bane ville dette ikke være til gavn for hverken studerende eller samfundet.

Resultatet ville være en pukkel af praktik, der skulle løses i efteråret, samtidig med at sundhedsvæsenet stadig ville skulle løse COVID-19-opgaven, som ingen forventer er løst på et par måneder. Dermed ville det normale antal færdiguddannede sundhedsprofessionelle ikke stå klar til sommer.

I dag viser tallene, at det lykkedes at holde mange studerende i praktik og at balancere hensynene sammen med kliniske praktiksteder i en kritisk situation, hvilket har været til gavn for de studerende og samfundet som helhed.

Hovedparten af praktikstederne med undtagelse af de praktiksteder, som har haft helt lukket ned for deres aktivitet, har formået at fastholde studerende i praktik. Det har krævet en stor fælles indsats mellem de kliniske praktiksteder og professionshøjskolerne at fastholde de studerendes læring i en periode med stor turbulens og omstilling, uden at det har medført unødig forlængelse af studietiden.

Der er ingen tvivl om at de studerende ikke har haft de optimale betingelser for at lære præcis det, der var planlagt. Men de har helt sikkert lært noget, de kan bruge i deres uddannelse.

Studerende i beredskab

Som en del af forberedelserne til et øget pres på sundhedsvæsenet fra COVID-19-patienter og sygemeldinger af sundhedspersonale oprettede regioner og kommuner jobbanker, hvor pensionerede sundhedsprofessionelle og studerende kunne melde sig til at stå til rådighed, hvis der blev behov for ekstra arbejdskraft. Tilsvarende er det sket i andre lande (Baker m.fl. 2020).

Det ville uden tvivl være attraktivt at få 7. semesters-studerende, der er ved at afslutte deres uddannelser, til at melde sig til jobbankerne, fordi de er meget tæt på at have de samme kompetencer som færdiguddannede dimittender.

Omvendt ville en omfattende brug af denne gruppe som en del af beredskabet potentielt forsinke de studerendes færdiggørelse af deres uddannelser. På den baggrund rådgav vi studerende til at melde sig til beredskabet, men vi anbefalede samtidig, at de opretholdt deres studieaktivitet, så de undgik studietidsforlængelse.

Så vidt vi ved, er det ikke blevet relevant at trække et stort antal studerende ind som en del af beredskabet. Der er dog ingen tvivl om, at dette ville have haft forrang, og som uddannelsesinstitution ville vi have forsøgt at give merit for den tid, de studerende ville have været i beredskab.

Konflikt mellem praktiksteder og beredskab

Håndteringen af afvejningerne mellem hensyn til beredskab, studietidsforlængelse og indholdet af de studerendes læring har krævet en indgående dialog med sundhedsvæsenets aktører, praktiksteder, ministerier og internt mellem professionshøjskolerne.

Én kritisk diskussion var, om studerende i praktik altid kunne melde sig til beredskabet. Der opstod nemlig en potentiel konflikt mellem praktiksteder og beredskab, hvis studerende kom i beredskab et andet sted end deres praktiksted på grund af smitteoverførsel. Her mente vi, at det ville være ulogisk, hvis de studerendes praktikforløb blev kompromitteret af deltagelse af beredskab.

Vi opfordrede aktørerne i sundhedsvæsenet til at løse dette ved at tilbyde studerende i praktik at være i beredskab samme sted eller indbyrdes finde en måde at håndtere det på, som ikke kompromitterede studerendes praktikforløb.

Medarbejdere i beredskabet

En anden kritisk diskussion handlede om behovet for, at medarbejdere meldte sig til regioner og kommunernes beredskab. På professionshøjskolerne har vi mange højt kompetente medarbejdere, herunder medarbejdere med kompetencer og erfaring inden for intensivbehandling, der kan behandle patienter med COVID-19.

Men hvis der opstod en situation, hvor mange medarbejdere indgik på fuld tid i beredskabet, ville professionshøjskolerne mangle kompetente medarbejdere og dermed få svært ved at gennemføre vigtige elementer i uddannelserne. Og dette ville kunne få konsekvenser for mange studerendes mulighed for at gennemføre deres uddannelse uden studietidsforlængelse.

Sat på spidsen kan man sige, at løsningen af denne konflikt i sidste instans alene kunne ske ved en vurdering af, hvor kritisk situationen var på landets sygehuse. Kun i en afgørende kritisk situation ville man kunne retfærdiggøre, at medarbejderes deltagelse i beredskabet resulterede i studietidsforlængelse for hundredevis af studerende. Så vidt vi ved, blev denne situation aldrig aktuel.

At det lykkedes at forene de mange hensyn, skyldes ikke mindst et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne.

Læringsmål har været udfordring

Et andet vilkår, der har været en udfordring i situationen, er læringsmål. Uddannelser er opbygget efter præcise beskrivelser af læringsmål, som beskriver, hvad de studerende skal lære på de enkelte semestre. Under normale omstændigheder følges disse læringsmål meget nøje for at give dimittenderne de rette kompetencer.

Under COVID-19-krisen har vi alle imidlertid arbejdet på andre måder og med nye opgaver, hvilket for de studerende i praktik potentielt har betydet et brud med de opstillede læringsmål.

Under normale omstændigheder fungerer læringsmål oftest som positive rammer, som blandt andet sikrer både progression og en vis ensartethed i uddannelserne på tværs af forskellige uddannelsessteder. Men i en krise som denne kan læringsmålene blive en udfordring, fordi alle læringsmål ikke kan opfyldes til punkt og prikke.

Nye handlinger skal give mening

Derfor har det været afgørende, at de enkelte uddannelser og de kliniske vejledere i fællesskab agilt er gået ind i en proces, hvor nye opgaver har skullet give en anden læring end oprindeligt planlagt. Det er samtidig vigtigt, at de nye handlinger giver mening for de studerende, så de stadig oplever, at de lærer noget relevant.

Hvis vi er gode til meningsskabelse, hvor nye arbejdsopgaver og den nye situation omsættes til relevant læring for de studerende, er de studerendes læring fra denne periode også værdifuld for de studerendes uddannelse (Baker m.fl. 2020). Men det kræver, at vi som uddannelsesinstitutioner anerkender og understøtter, at de studerende har fået en anden læring med sig, og at de kliniske vejledere italesætter læring af de ændrede arbejdsopgaver og vilkår.

Det har bestemt ikke været enkelt hverken internt hos os selv eller på praktikstederne at skulle afvige fra læringsmålene. Faglig stolthed, professionernes forståelse af, hvad studerende skal mestre, og den traditionelle regelbundethed er blevet udfordret, så det har krævet en betydelig ledelsesmæssig indsats at omsætte og tydeliggøre afvejningen mellem at efterleve normale krav og at undgå studietidsforlængelse.

Selvom vi også i fremtiden vil opbygge uddannelse efter læringsmål, kan vi dog uden tvivl lære noget af krisen her.

Ledelsesmæssigt dilemma

Ledelsesmæssigt er det også et dilemma at udfordre professionernes stolthed, som er indlejret i læringsmålene, og hensynet til at undgå studietidsforlængelse. Omvendt kan vi i fællesskab lære at blive bedre til sammen med vores kliniske uddannelsessteder at identificere og skabe mening i den læring, der opstår af uventede situationer.

Vi må ikke have tunnelsyn på læringsmål, og vi skal være bedre til at skabe mening i den læring, som opstår spontant ved ændringer i omstændighederne. Måske skal vi også arbejde med lidt mere fleksible læringsmål, der kan rumme ændringer i praksis og muligheder for nye indsigter. Det er bestemt ikke en nem øvelse med stolte faglige professioner og kommende arbejdsgivere, som ønsker sig helt specifikke kompetencer af færdige dimittender.

Fælles ansvar og relationel koordination

Når en stor del af de sundhedsfaglige uddannelser sker i praksis, er uddannelsen af de kommende sundhedsprofessionelle et fælles ansvar. Det fælles ansvar for professionshøjskolerne og de kliniske uddannelsessteder er meget tydeligt til dagligt, men krisen tydeliggør ansvaret og behovet for en ekstraordinær stor koordinationsindsats.

Koordinationen og fælles målsætninger er afgørende for at sikre en god relationel koordination mellem gensidigt afhængige parter (Gittell 2002, Gittell & Douglas 2012), hvilket kan være særligt afgørende under kriser (Gittell m.fl. 2006, Nohrstedt m.fl. 2018). God koordination opnås, når partnerne har fælles mål, gensidig respekt og fælles viden og samtidig fastholder en tilstrækkelig hyppig, tidstro og problemløsende kommunikation.

Der er en stærk kommunikation mellem de kliniske uddannelsessteder og kliniske koordinatorer på professionsskolerne til daglig, men krisen har nødvendiggjort en øget hastighed, frekvens og præcision i kommunikationen. Dette udfordrer kapaciteten hos alle, ikke mindst fordi alle er usikre, og fordi der løbende har været ændringer i situationen og i meldingerne fra regering og myndigheder.

Koordination på flere organisatoriske niveauer

Muligheder for at lykkes kræver samtidig, at den relationelle koordination bliver aktiveret på flere organisatoriske niveauer end under normale omstændigheder. Som en del af krisehåndteringen er mødestrukturer mellem de øverste strategiske niveauer blevet revitaliseret for at imødekomme behovet for fælles udmeldinger på tværs af sektorer.

Der er også etableret nye mødestrukturer med KL, regionerne og professionshøjskolerne. Disse nye koordinationskanaler er ikke blot gavnlige for håndteringen af situationen på de udførende niveauer, men styrker også sammenholdet og det fælles ansvar for uddannelserne generelt. Denne tydelighed om det fælles ansvar skal også gerne komme uddannelserne til gavn, efter at krisen er overstået.

Vores egen oplevelse, som kan være farvet af vores udsyn, er, at vi hen over krisen har styrket de fælles målsætninger og de gode relationer. Vi er alle blevet klogere på hinandens udfordringer, som i starten af krisen gav anledning til misforståelser, hvilket kan have resulteret i, at flere studerende end nødvendigt blev midlertidigt sendt hjem fra deres praktiksted.

Kvalitet skal løftes i fællesskab

I kriser som denne ”rykker vi alle sammen i bussen”, og behovet for at stå sammen gør det muligt at finde fælles løsninger på tværs (Edmondson & Harvey 2017, Nohrstedt ml.fl. 2018). Med COVID-19-krisen er der blevet knyttet endnu stærkere bånd på tværs af professionshøjskolerne og på tværs af sektorer mellem uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsenets aktører.

Vi bør dog være opmærksomme på at fastholde den relationelle kapacitet, som er opbygget under krisen. Den udbyggede koordination og de stærkere bånd kan bidrage til en høj kvalitet på de sundhedsfaglige uddannelser, hvor vi løfter i flok.

Stort digitalt kompetenceløft

Som nævnt indledningsvist har professionshøjskolerne ved siden af arbejdet med at sikre de studerendes praktik arbejdet med at omlægge al undervisning til digitale formater. Paratheden til at overgå til digitale undervisningsformer har været overraskende stor, men det ikke planlagte kompetenceløft hos både studerende og undervisere er uden tvivl mindst lige så stort.

Alle sundhedsprofessionelle skal have et vist niveau af digitale færdigheder, og der skal opbygges en læringskultur understøttet af ”datarige” arbejdspladser og nye digitale teknologier (Topol 2019). Det er derfor afgørende, at studerende allerede på studiet bliver kompetente til at arbejde med digitale teknologier til kommunikation og understøttelse af deres professionelle praksis.

Her har lukningen den 11. marts kickstartet brugen af digital og online undervisning i et hidtil uset omfang. Den indsigt skal vi forstå at bruge fremadrettet.

Succes med digitale teknologier i undervisningen kræver dog også fremover et tæt samarbejde med praksis. Det gælder både i tilrettelæggelse af kompetence- og læringsmål for undervisningen og med hensyn til spørgsmålet om, hvordan de studerende også i den kliniske praktik får erfaring med relevante digitale teknologier.

Forhåbentlig kan vi udnytte de styrkede bånd mellem professionshøjskolerne og sundhedsvæsenet til også fremover at løfte kvaliteten af de sundhedsfaglige uddannelser.

Referencer

Baker et al. (STARSurg Collaborative, EuroSurg Collaborative, and TASMAN Collaborative) (2020). Medical student involvement in the COVID-19 response. Lancet, 2 April.

Edmondson, A.C., & Harvey, J. (2017). Extreme Teaming: Lessons in Complex, Cross-Sector Leadership. Bingley: Emerald Publishing Limited.

Gittel, J.H. (2002). Coordinating Mechanisms in Care Provider Groups: Relational Coordination as a Mediator and Input Uncertainty as a Moderator of Performance Effects, Management Science, 48(11):1408-1426.

Gittell, J.H. m.fl. (2006). Relationships, Layoffs, and Organizational Resilience Airline Industry Responses to September 11. The Journal of Applied Behavioral Science, 42(3): 300-329.

Gittell, J. H. & A. Douglass (2012). Relational bureaucracy: Structuring reciprocal relationships into roles, Academy of Management Review, 37 (4): 709-733.

Nohrstedt, D. m.fl. (2018). Managing Crises Collaboratively: Prospects and Problems—A Systematic Literature Review. Perspectives on Public Management and Governance, 1(4) 257–271.

Topol, E. et al. (2019). The Topol Review. Preparing the healthcare workforce to deliver the digital future.  An independent report on behalf of the Secretary of State for Health and Social Care.

Mere om forfatterne