Det er altid godt med en god begyndelse, og alene titlen på Quicks bog gjorde mig interesseret. Er der nogen hjemme-sætningen rummer både nysgerrighed, men også betydningen ‘har du styr på det?’ Bogen formår at henvende sig til både os, som tror at vi har styr på begreberne, og dem der ikke har det.
I allerførste kapitel hjælper bogen læseren med at få styr på det begrebslige lingoland, der florerer i ledelseslitteraturen, når vi taler om vision, mission, strategi, værdi og kerneydelse og hvad, vi ellers har af begreber.
Quick har tydeligvis sat sig for at skrive en lærebog indenfor dette felt, idet der trænger til en »hovedrengøring« i dette ledelseslitteraturens lingoland, som forfatteren selv udtrykker det. Og tak for det.
Bogen er overordnet opdelt i to dele.
Del et kalder forfatteren »indret strategihuset« og del to »sæt strøm til strategihuset«, og bogen giver anvisning på plug and play, hvis organisationen vil arbejde med en strategiproces. Men der er en plan, der skal følges, hvis det skal lykkes. Det hjælper ikke at sætte strøm på strategien, før du har styr på kredsløbet i huset. Organisationen risikerer at bruge mængder af energi uden at der kommer et brugbart output ud af processen.
Quick formår at gøre basal viden om strategiske processer levende og engagerende ved hjælp af letforståeligt sprog og realistiske eksempler. Både fra hans private liv og fra hans professionelle virke. Forfatterens evne til at balancere teori med praktiske indsigter skaber en dyb forståelse af, hvordan strategi ikke kun er en abstrakt idé, men en levende proces, der berører alle lag af en organisation.
Bogen er særdeles pædagogisk opbygget med hjælpsomme figurer, faktabokse og løbende refleksionsspørgsmål til læseren. Jeg vil helt sikkert konsultere bogen næste gang, jeg selv faciliterer en strategiproces, fordi bogen kan fungere som en opslagsbog og en hjælpsom tjekliste.
I del to sætter Quick strøm til strategihuset og her er fokus på implementeringen af strategien. Alt for mange gange risikerer strategiprocesser at fade ud med flotte plakater og slogans på kaffekopperne uden helt at komme ud at leve i organisationen. Quick gør virkelig en dyd ud af, hvad implementering vil sige, og hvor omfattende det i virkeligheden er. Quick er helt nede i detaljen og beskriver måden, man (bør)
kommunikerer værdierne ud i organisationen på, og hvordan man som leder gennem artefakter understøtter værdierne og strategien.
Samlet set er ”Er der nogen hjemme i strategihuset?” en bog for enhver, der ønsker at forstå og forbedre det strategiske arbejde i en organisation, og bogen henvender sig med sine mange eksempler særligt til offentlige ledere.
Quicks entusiasme og ekspertise skinner igennem på alle sider og udspringer af solidt kendskab til forskningen og ledelseslitteraturen i feltet. Bogen formår at være informativ, tankevækkende, inspirerende og praktisk anvendelig på én og samme tid. Et gennemtænkt og inspirerende bidrag til litteraturen om vision, mission, strategi og værdier.
Er der nogen hjemme i strategihuset? Af Christian Nyvang Quick. Hans Reitzels Forlag, 2023, 345 sider, 350 kr. |