En aftale på tværs af sektorer lader hospitalerne i Region Hovedstaden tage et større ansvar 72 timer efter færdigbehandling af en gruppe særligt sårbare patienter.
Af Birgitte Rav Degenkolv, Karen Toke og Peder Reistad
I februar 2022 søsatte Region Hovedstaden, 29 kommuner og PLO-Hovedstaden implementeringen af aftalen om udvidet behandlingsansvar 72 timer efter hospitalsbehandling. Aftalen kom i stand på baggrund af et stærkt politisk ønske om et bedre samarbejde om de færdigbehandlede patienter på tværs af sundhedsvæsenet.
Aftalen indebærer, at hospitalerne udvider behandlingsansvaret med 72 timer efter hospitalsbehandling for en særlig gruppe af patienter, som er færdigbehandlede og udskrives til kommunal sygepleje.
Med aftalen kan kommunernes sundhedsprofessionelle medarbejdere kontakte den udskrivende hospitalsafdeling med henblik på læge-faglig rådgivning eller ordina-tionsspørgsmål om den konkrete patient efter udskrivelsen fra hospitalet i 72 timer.
Aftalen har til formål at øge tryghed, patientsikkerhed og sammenhæng i forløb for borgeren og dennes pårørende i overgangen mellem hospital, kommune og almen praksis. Den vil samtidig understøtte kommunikationen og samarbejde mellem de sundhedsprofessionelle parter.
Med 72 timers behandlingsansvar er det entydigt, at det er den udskrivende hospitalsafdeling, som de sundhedsprofessionelle i kommunen skal kontakte. Samtidig er det entydigt, at det er afdelingen, der skal påtage sig at undersøge spørgsmålene om borgerens behandling og medicin. Det giver klarhed over kommunikationsvejene for kommunen og er mere patientsikkert.
Aftale bygger på det gode samarbejde
Aftalen er indgået med alle hovedstadsregionens 29 kommuner og PLO-Hovedstaden og er et eksempel på en aftale, der bygger videre på det gode samarbejde, som vi allerede har med hinanden. Aftalen om 72 timer bygger nemlig ovenpå Sundhedsaftalen, der sætter rammerne for samarbejdet om sundhed mellem kommunerne, de praktiserende læger og hospitalerne i Region Hovedstaden.
Et godt eksempel på et allerede velfungerende samarbejde er aftalen om de kommunale akutfunktioner, der trådte i kraft i begyndelsen af 2020, og som siden er blevet udbredt til hele landet.
Aftalen om 72 timer går dog på mange måder skridtet videre. Det gør den bl.a. ved gennem en ensartet praksis at lade hospitalerne tage et større ansvar for det samlede patientforløb – også efter udskrivelse. Aftalen er den første af sin slags, der udvider behandlingsansvaret for en særlig sårbar gruppe af færdigbehandlede patienter.
En målgruppe, som parterne hidtil ikke har haft helt så klare aftaler om at samarbejde om. Samtidig er aftalen en gevinst for patienterne, der i takt med, at indlæggelsestiden har været faldende over en årrække, kan have øget brug for at blive taget hånd om i det nære sundhedsvæsen.
Samarbejdet er sat i system
Potentielt er 55.000-60.000 borgere årligt i målgruppen for kommunale sygeplejetilbud efter udskrivelse, og vurderingen er, at disse borgere er i målgruppen for det udvidet behandlingsansvar. Estimatet baserer sig på MedCom data, hvor det skønnes, at 15-20 pct. af indlagte patienter modtager kommunale sygeplejeydelser.
Aftalen giver os således en unik indsigt i det arbejde, vi hver især udfører, og som det er så vigtigt, at vi alle forstår og kan sætte os ind i. Det er en stor opgave og kræver nye arbejdsgange hos alle, der står i det. Men det er en opgave, som de fleste har taget på sig og er gået ind i med åbenhed. Det er virkelig imponerende, for vi ved, at sundhedsvæsenet er presset.
Samtidig er opgaven ikke fuldstændig ny. For regionens hospitaler og kommuner samarbejder allerede om patientgruppen eksempelvis under Kommunikationsaftalen. Det er derfor ikke en ny opgave for alle, men det er nyt, at samarbejdet nu er sat i system.
Klynger er en forlængelse af ambitionen
Med aftalen om 72 timer har vi taget et vigtigt skridt i retningen af et endnu tættere samarbejde og et mere sammenhængende sundhedsvæsen i Region Hovedstaden. Endnu et skridt i denne retning er blevet taget i forbindelse med etableringen af sundhedsklyngerne. På mange måder kan man sige, at etableringen af klyngerne ligger i naturlig forlængelse af visionen i aftalen om 72 timer.
Kunne ideen om 72 timer været opstået i en sundhedsklynge? Det korte svar er nok ja. For aftalen om 72 timer er et godt eksempel på et initiativ, der har banet vejen for et endnu tættere samarbejde om en bestemt patientgruppe mellem hospital, kommune og almen praksis. Præcis som sundhedsklyngerne nu skal gøre.
Samtidig er sundhedsklyngerne ikke sat i verden for at skabe en fælles tilgang til opgaven i hele regionen og i alle de 29 kommuner. Sundhedsklyngerne har nemlig ansvaret for den fælles population i optageområdet og skal dermed understøtte de lokale behov, som befolkningsgrupperne i det specifikke område har. Det er derfor de lokale behov og den lokale implementering, der må komme i fokus, når et nyt initiativ skal sættes i søen i klyngerne.
De gode løsninger skal udbredes
Det store spørgsmål er dog, om aftalen reelt set kunne være opstået i en klynge og efterfølgende udbredt til hele regionen? Det mener vi, at den kunne. Det er også det, vi håber klyngerne på sigt vil lykkes med – nemlig at de gode, lokale løsninger og tilgange til samarbejde, som virker, bredes ud.
Ser vi på målgruppen for arbejdet i sundhedsklyngerne, er der nemlig et betydeligt overlap til målgruppen i aftalen om 72 timer. Her er målgruppen nemlig den samme gruppe af sårbare og ældre borgere, som sundhedsklyngerne har et særligt ansvar for.
Aftalen om 72 timer omfatter nemlig borgere med behov for kommunal sygepleje, der udskrives til: Midlertidig kommunal døgnplads (trin 1 af implementering), plejecenter (trin 2 af implementering) eller kommunal sygepleje i eget hjem (trin 3 af implementering).
Aftalen om 72 timer passer derfor godt ind i en sundhedsklynge-kontekst.
Regional udbredelse er svær
Selvom aftalen om 72 timers behandlingsansvar godt kunne være opstået i en sundhedsklynge, må vi huske på, at aftalen står meget stærkt, fordi der netop er tale om et fælles, centralt projekt. Et projekt, hvor alle tre parter indgår, og hvor alle hospitaler, kommuner og PLO-Hovedstaden er blevet enige om, hvordan opgaven skal tilrettelægges.
Havde det været den anden vej rundt, hvor et klyngeinitiativ efterfølgende skulle udbredes til hele regionen, må vi nok erkende, at der så skulle gennemføres et stort arbejde centralt med at udbrede aftalen først med politisk opbakning i Sundhedssamarbejdsudvalget og gennem de politiske og faglige strategiske niveauer i hver enkelt klynge.
Det er ikke utænkeligt, men det vil være en større opgave, og vi havde ikke set en fuld aftale udrullet på så kort tid, som aftalen om 72 timer er blevet.
Hurtige løsninger fra fælles front
At aftalen om 72 timer er et fælles projekt mellem alle parterne i patientforløbet har også gjort det muligt at skabe et solidt grundlag for planlægning, opfølgning og løbende kvalitetsudvikling af aftalen, hvilket styrker implementeringen. For eksempel monitoreres aftalen tæt og fra centralt hold og suppleres af aftalens parter.
Alle parter følger derfor implementeringen nøje, og der gives en gensidig og løbende status på arbejdet. Monitoreringen sker bl.a. med udgangspunkt i data fra Sundhedsplatformen, registreringer på hospitaler og udvalgte kommuner samt kvalitative interviews med sundhedsprofessionelle på hospital, kommune og almen praksis.
Disse fælles data er en afgørende implementeringsstøtte, som giver mulighed for løbende at identificere, om der er opgaver og arbejdsgange i hver sektor, som skal justeres. Det har endvidere været muligt at sikre en digital understøttelse af aftalen.
Vi arbejder stadig i fællesskab på at understøtte de digitale arbejdsgange, så de bliver endnu bedre. Det er også her, at aftalen som en fælles regional aftale har sin styrke, da vi kan løfte de svære problemstillinger hurtigt og løse dem på samme måde alle steder. I slutningen af 2022 opdateres aftalen ud fra de erfaringer, der er gjort i forbindelse med implementeringen i 2022.
Stor indsats og tilfredshed
De foreløbige erfaringer med implementeringen på midlertidige kommunale døgnpladser (trin 1) og plejecentre (trin 2) viser, at det generelt går godt med at implementere aftalen både på hospitalerne og i kommunerne.
Der er gjort en stor indsats, og der er tilfredshed i kommunerne med den direkte adgang til specialisterne på hospitalerne. Det giver tryghed og lettere adgang til manglende information om medicin og behandling af de borgere, som hospitalerne udskriver til den kommunale sygepleje.
Endvidere er der enighed om, at aftalen bidrager til at øge kvalitet og patientsikkerhed for målgruppen. Aftalen understøtter desuden en tryg overgang for borgerne mellem behandling på hospitalet og i kommunen og almen praksis.
Gør os klogere på os selv
Det interessante ved aftalen er, at det at dele borgere og patienter giver anledning til at se ind i egen praksis. Udskrivende afdeling bliver for eksempelvis klogere på, hvorfor det er vigtigt at sikre en god udskrivelse, og at patienten har recepter på den nødvendige medicin. Særligt til borgere der skal på et midlertidigt døgnophold, da borgerne her ikke altid har egen medicin med.
Her vil man skulle pålægge medarbejdere arbejdet med at ringe rundt om medicinen og hente den på apoteket. Måske ville man andre steder i landet kunne forlade sig på, at pårørende ville bringe medicinen, men da 60 pct. af borgerne i København bor alene, vil der ofte ingen hjælp være.
Lige sådan bliver kommunerne klogere på hospitalernes overvejelser. Det at have en tættere kommunikation med den udskrivende afdeling giver en konkret viden om borgernes indlæggelser og den behandling, de får. Herved deles specialiseret viden fra hospitalerne gennem telefonisk sparring, når henvendelsen ender hos den tiltænkte afdeling.
En større forståelse for hinanden
Det er sundt, fordi vi begynder at reflektere over at gøre arbejdet lettere for hinanden. Og det er særligt godt i en tid, hvor der er stigende pres på sundhedsvæsenet og behov for en styrket fælles opmærksomhed på den tværsektorielle kommunikation og koordinering, som kunne have højnet kvaliteten i en anden sektor.
Der er mange gode perspektiver i at lære hinanden endnu bedre at kende på tværs af sektorerne, og alle parter er åbne for at forstå hinandens praksis og få en bedre fornemmelse af, hvilke vilkår vi hver især arbejder under.
Alt i alt ser vi derfor aftalen om 72 timer som en solid og god aftale, fordi den bidrager til et endnu tættere samarbejde mellem sektorerne og en mere kvalificeret kommunikation og samarbejde, som nu er sat i system. Og aftalen passer godt ind i målsætningen for de nye sundhedsklynger.
Vi forventer derfor også, at aftalen om 72 timer vil blive båret ind i sundhedsklyngerne som et godt eksempel på, hvordan der på tværs af sektorer kan samarbejdes om udvalgte målgrupper. Det ser vi frem til at følge, og vi bidrager gerne i processen.