MØD: Rikke Würtz, 48 år, kommunaldirektør i Morsø Kommune, cand.merc. i strategi og ledelse, ambassadør for offentlig ledelse.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
Udover almindelig drift og udvikling bokser jeg med tanker om forventningsgabet, der er imellem samfundets forventninger og det, der er mulighed for at yde. Hvordan kan vi sikre, at medarbejdere og ledere har et godt arbejdsklima og bliver anerkendt som fortjent samtidig med, at forventningsgabet rammer systemet og os inde i systemet?
Hvad er det sværeste ved at være leder?
Der er megen balancekunst i at være leder. Balancen mellem det store overblik og hverdagen, der skal fungere. Balancen mellem det fornuftige krav om åbenhed overfor det samfund på hvis mandat vi arbejder, over for beskyttelse af de enkelte medarbejdere eller borgere.
Man skal være motiveret for at være motiverende. Jeg mener, at de mennesker der er omkring dig fortjener en motiverende leder. I mine øjne kan et menneske, der ikke har et tilfredsstillende og helt liv, ikke være den bedste udgave af sin egenlederrolle.
Man har et stort ansvar som leder på samfunds- og individniveau. Det er utroligt privilegeret at have så megen indflydelse, men det skal også iklædes en vis ydmyghed.
Hvad gør du anderledes som leder?
Jeg har et meget fast fokus på formål, fællesskab og benyttelse af vores fælles ressourcer.
Jeg prioriterer at være en åben leder, der fastholder nysgerrighed, sikrer inddragelse og søger at være motiverende. Både overfor dem, jeg arbejder sammen med, og mennesker uden for systemet. Og så går jeg meget op i ikke at skabe afstand via mit sprogbrug.
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
Ved HA (erhvervsøkonomi) og fag om ledelse og strategi nærmest boblede energien frem i ren begejstring for området. Det var med til at cementere min drøm om at være leder, og arbejdet på Københavns Privathospital lagde grobunden for min karriere i det offentlige. Det at arbejde med et større formål er meningsgivende for mig.
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
Jeg brænder typisk meget for opgaverne og har heldigvis en stor kapacitet. Det betyder, at jeg kan overkomme meget, men også, at jeg kan komme til at presse mig selv mere end godt er. Som yngre var jeg ikke så opmærksom på det, så der brokkede min krop sig tit. Nu har jeg lært at fange det langt hurtigere.
Hvis jeg bliver kortluntet, gnaven eller indelukket, så ved jeg, at jeg har underprioriteret den private del af mig selv.
Jeg har behov for at holde fokus på min faste kerne bestående af min kæreste, familie og venner og på sociale aktiviteter for at blive ved med at brænde. Og så har jeg bare fundet ud af, hvad motion, søvn, natur og hestesporten gør for mig og mit velbefindende.
Hvis jeg var chefen for det hele, så …
… ville jeg sørge for, at der blev fortalt og lyttet, og at der blev meldt klart og ærligt ud om de udfordringer, der er i vores velfærdssamfund, så vi kunne komme i gang med helstøbte, færdige løsninger.
Jeg ville også puste stoltheden ind i alt og alle i vores system. Der er meget at være utrolig stolt over.
Det ville jeg ønske flere vidste og flere følte.