Sundhedsvæsenet står overfor store forandringer, og jeg tror ikke helt, vi er i stand til at forestille os, hvor meget anderledes sundhedsvæsenet vil være om bare 10-20 år. Et af de spørgsmål, der rejser sig, er, om læger, sygeplejersker og andre medarbejdere i fremtidens sundhedsvæsen bliver mere teknikere end sundhedsprofessionelle med hjerte, hjerne og omsorgsfulde hænder?
Sundhedsstrukturkommissionen kommer om ganske kort tid med sine anbefalinger. Det bliver unægtelig spændende at læse anbefalingerne og efterfølgende se, hvad der kan opnås politisk enighed om. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, det er nye strukturer, der vil skabe de største forandringer i sundhedsvæsenet i årene fremover. Jeg ser nogle helt andre og større udviklinger, der i den grad vil sætte dagsordenen i sundhedsvæsenet. Noget er tæt på, andet lidt længere ude i horisonten. Og så er der alt det, der ligger på den anden side af horisonten, som vi endnu ikke kan forestille os.
Lad mig prøve at tegne et billede af nogle af de mange udviklingstendenser, som vil komme til at forandre sundhedsvæsenet i de kommende år.
Er der brug for hospitaler i fremtiden?
Hospitalerne vil fremover være et sted, patienterne sjældent kommer fysisk. Kun, hvis de har behov for operationer og behandlinger, der kræver tungt udstyr, vil det være nødvendigt at komme til hospitalet. Al anden udredning og behandling vil i langt højere grad foregå hjemme hos borgerne. Digitalisering af sundhedsvæsenet accelererer og vil blive yderligere udviklet, virtuelle kontakter vil blive reglen mere end undtagelsen, og mængden af tilgængelige data eksploderer.
Takket være nye wearables – bærbare teknologier – kan patienter blive overvåget hjemme og data blive sendt til hospitalerne. Patienterne vil blive fulgt løbende med en række målinger, som både rejser mistanke om sygdom på et tidligere tidspunkt, end vi kender i dag, og løbende vil kunne kontrollere om f.eks. tidligere behandlet kræft er recidiveret.
Det gode er, at patienterne slipper for en række unødvendige kontrolbesøg på hospitalet, og at den enkeltes behandlingsforløb fremover kan planlægges langt mere individuelt og med en større grad af fleksibilitet. Det vanskelige er, at både patienter og de sundhedsprofessionelle vil skulle forholde sig til en lang række data, som vi ikke altid kender betydningen af.
Lad mig give et eksempel på dette. Et nyt overvågningssystem, som patienterne kan gå rundt med og som kontinuerligt måler blandt andet iltindholdet i blodet, bliver taget i anvendelse på en gruppe af patienter, man ikke tidligere har overvåget kontinuerligt. Lægerne konstaterer, at patienterne har perioder med lav iltmætning i blodet, som man ikke tidligere har konstateret ved de punktmålinger, man har foretaget. Spørgsmålet er så, hvilken klinisk betydning perioderne med lav iltmætning har?
Spørgsmålet er også, hvem der ejer alle de data, der bliver indsamlet på patienter og raske borgere? De mange data giver sammen med nye supercomputere nye spændende forskningspotentialer, men hvordan sikres det, at forskerne får adgang til data, at patienterne ikke mister rettigheden over egne data, og at misbrug af data ikke sker?
Bliver der brug for sundhedsprofessionelle i fremtiden?
Plejeopgaver, der i dag udføres af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, vil fremover blive varetaget af robotter. Det kan være robotter, der udfører mundpleje og personlig hygiejne, eller søvnlagener der overvåger søvn og respirationsfrekvens. Operationer, der i dag udføres af læger, vil i fremtiden kunne udføres af robotter hurtigere og med en større præcision. AI er kun i sin spæde begyndelse i sundhedsvæsenet, men ad åre vil AI kunne stille diagnoser mere præcist end læger og foreslå behandlingsplaner. Dertil kommer, at patienter får øget adgang til viden om sygdomme og behandlinger.
Med al denne digitalisering og teknologisering bliver der så overhovedet brug for de sundhedsprofessionelle i fremtidens sundhedsvæsen? Vil robotter og teknologi kunne håndtere hele patientforløbet lige fra at byde velkommen ved ankomst, følge patienten igennem behandlingsforløbet og sige farvel igen, når behandlingen er vel overstået?
Det scenarie er jeg overbevist om aldrig bliver en realitet. Men de sundhedsprofessionelles opgaver kommer til at forandre sig, og dermed stiller det også nye krav til kompetencer og færdigheder. Lægens opgave vil i mindre grad være arbejdet med at stille den rette diagnose og lave en behandlingsplan, men i langt højere grad have fokus på at få formidlet resultater af undersøgelser og beskrive behandlingsmuligheder for patienterne.
Plejepersonalet vil i højere grad komme til at fokusere på optimering af plejen ud fra patientens data og prioriteringer. Det kan være, hvilken ernæring der bør tilbydes, eller hvornår patienten vil kunne få gavn af genoptræning.
Og lederne får en stor opgave i at sikre at medarbejdernes kompetencer opdateres i takt med den teknologiske udvikling samtidigt med at de basale kompetencer, som at kunne vise empati og yde omsorg, bevares.
Samtidigt med at de sundhedsprofessionelles opgave forandrer sig med øget digitalisering, indførelse af ny teknologi og brug af AI, vil der også blive behov for flere medarbejdere med teknologiske kompetencer. Disse medarbejdere vil skulle sikre, at teknologien fungerer optimalt, men også løbende og i samarbejde med de sundhedsprofessionelle skabe nye, innovative løsninger til fremtidens sundhedsvæsen.
Bliver fremtidens sundhedsvæsen koldt og ikke-menneskeligt?
Nogen vil synes, at jeg tegner billedet af et ikke-menneskeligt sundhedsvæsen. Det er der også en risiko for, at vi kan få skabt, hvis vi ikke formår at tage digitaliseringen og teknologien til os på den rette måde. Samtidig kan der også være en bekymring for, at den stigende information, der er tilgængelig, vil skabe endnu mere ulighed i sundhed, end vi ser det i dag.
Lad mig tage det sidste først – uligheden i sundhed. Jeg tror bestemt, der er en risiko for, at de raske og mindst syge stjæler mere og mere tid i sundhedsvæsenet på bekostning af de svageste og mest syge. Det kræver ledelse og vedvarende fokus at sikre, at sundhedsvæsenets ydelser tilfalder dem, der har mest behov for det. Derfor vil der i fremtiden også være endnu større behov for, at de sundhedsprofessionelle klæder de mest ressourcestærke patienter på til at kunne tage vare på egen sygdom for til gengæld at kunne bruge mere tid på de mindre ressourcestærke.
Brug for omsorgsfulde sundhedsprofessionelle med hjerte og hjerne
Er vi så på vej ind i et koldt og ikke-menneskeligt sundhedsvæsen? Bliver læger, sygeplejersker og alle andre medarbejdere i fremtidens sundhedsvæsen mere teknikere end sundhedsprofessionelle med hjerte, hjerne og omsorgsfulde hænder? Det håber og tror jeg ikke. Patienterne vil fortsat have behov for tillid og tryghed og til at mærke omsorg fra dem, der tager vare på dem igennem et sygdomsforløb.
Løgstrups ord vil fortsat gælde i fremtiden: »Vi har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at vi holder et stykke af dets liv i vores hænder.«
Nok vil der i fremtiden komme selskabsrobotter, der vil forsøge at aflæse ansigtsmimik og skabe relationer, men den omsorg, det nærvær og den tillidsrelation, der kan opbygges til et andet mennesker, vil fortsat være en kerneydelse for medarbejdere i sundhedsvæsenet.
