MØD: Bjarne Dahler-Eriksen, 60, lægelig direktør, OUH, speciallæge i anæstesiologi og intensiv medicin, ph.d., MPM. OUH har ca. 11.000 medarbejdere og et budget (2024) på 8,2 mia. kr.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Der er netop indgået budgetforlig i Region Syddanmark for 2025 – et budget som 39 af de 41 politikere i regionsrådet står bag, og det er faktisk et flot stykke arbejde. Vi har været i løbende dialog gennem et helt år og det er rigtig glædeligt, at mange af OUH’s ønsker er imødekommet.
Politikerne er meget lydhøre over for sygehusene i regionen og patienterne, og indgår brede aftaler i et godt forhandlingsklima. Det betyder noget, at der er en god sammenhæng mellem sygehuse, administration og politikere – at vi er nysgerrige på hinanden og sørger for et psykologisk trygt klima. Det kunne man godt skæve til i andre regioner…
Noget andet, som vi venter på og hepper på, er, at vi gerne vil flytte snart.
Det nye sygehus er ikke færdigt, men vi forbereder os og har et meget givende udvidet samarbejde med SDU. De to kæmpe institutioner kommer under samme tag – det svarer til at gå fra Rådhuspladsen til Kgs. Nytorv, hvis man går ind ad sygehuset i den ene ende og ud ad universitetet i den anden ende.
Vi kommer helt tæt på alle de fem fakulteter, vi arbejder sammen med i dag. Vi har altid arbejdet tæt sammen med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, men denne sammenbygning vil give os et øget samarbejde med både de tekniske, naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter om alt fra social ulighed og adfærd til narrativ litteratur, der skal modne de lægestuderende.
Vi har en fælles vision for OUH og SDU, vi holder hyppige direktionsmøder sammen og tager på fælles studieture. Vi arbejder også på en stor satsning – et medtech house, et innovationshus i koblingszonen hvor SDU og OUH er bygget sammen.
Vi håber at kunne overtage nøglerne i efteråret 2026. Derefter skal vi bruge et år på at fylde op med strålekanoner, scannere etc. Så, engang i 2027…«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Overgangen fra at være kliniker til at være leder fylder meget for de kommende ledere, man oplever at snakken i kaffestuen ændrer sig og man kan ikke mingle på samme måde.
Her på OUH prøver vi at have et bredt hierarki med en antiautoritær ledelsesstil, og selvom man ikke helt kan slippe et hierarki, så kan man søge at få alle med og nå kompromiserne. Man skal være ordentlig i relationen og være en ordentlig kollega. Det er en værdi, jeg har. Når man forhandler, så skal man formentlig snart mødes igen, måske til nye forhandlinger eller i andre samarbejdsrelationer – så man skal være en god kollega. Det fylder i mit lederskab. Hvis man har haft en god proces, er det nemmere at træffe en beslutning.
Og så er der de nye generationer… Der har altid været noget omkring generationerne. Jeg kan huske, at Niels Helveg Petersen (1939-2017, MF for Radikale, minister mv, red.), engang sagde: – Vi kan lige så godt rette ind efter de unge. De får alligevel altid ret til sidst.
De unge har gode takes på balancen og insisterer på et arbejde, der giver dem et godt liv samlet set. Når jeg tænker tilbage på mit eget liv, så knoklede vi altid: Man skulle lige være færdig med lægeuddannelsen, lige være færdig med turnus, lige være færdig med introstillingen, lige skrive en ph.d.… De unge er kloge og vi er på nogle områder ret konservative.
Jeg har lige siddet i en arbejdsgruppe om intensivsygeplejersker og har tænkt over en ting: Vi kræver, at folk er klar og omklædt kl. 7. Men det kræver jo en partner, der kan klare børnene. Kan vi ikke være mere fleksible?
På Mayo Clinic (tophospital med centre i Minnesota, Florida og Arizona, red.) har de f.eks. 18 mødetidspunkter i deres akutmodtagelse. Hos os kan vi strække det til, at man kan vælge mellem otte eller tolv timers vagter i weekenden, men meget mere fantasifulde er vi ikke. Jeg ved godt, at det kan være lidt kompliceret med de dér legoklodser på vagttavlen, men det kan altså godt lade sig gøre.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Min ledelsesstil er, at jeg er meget ude på arbejdspladsen og så lidt som muligt på mit kontor. Jeg kender rigtig mange på sygehuset, og jeg får en masse indtryk, når jeg kommer rundt. Vi går meget i medarbejdernes fodspor og tager ud til personalemøder og temadrøftelser og er synlige som ledere.
Jeg har det lidt som landmanden, der går ude i marken og mærker på mulden, og jeg prøver at være nærværende i stedet for at kigge på min telefon, hvor der jo altid ligger ubesvarede mails.
Ind imellem møder jeg medarbejdere, som meget dedikeret kan sige: ‘Bjarne, hvad fanden er det med den dér beslutning?’, og så får vi en snak om det. De vil ofte det samme som os i ledelsen, selvom vi nogle gange er nogle skridt foran i tankerne om, hvad der skal forandres.
Engang imellem er vi også selv patienter, og de erfaringer tager vi med ind i vores faglige drøftelser.
Jeg er lige blevet 60 år og dette kunne godt blive mit slutjob. Der er ikke noget, der tyder på, at dette sygehus ikke skal eksistere, og jeg er meget glad for både OUH og regionen.
Det er ikke det samme som, at man ikke kan blive fristet. Jeg føler mig ikke stavnsbundet.«
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
»Ivan Brandslund viste mig stor tillid tidligt i min karriere. Da jeg skulle i turnus i 1992 vidste jeg, at jeg ville være anæstesiolog og også gerne forske, men det var ikke nemt at få job. Så bankede jeg på hos Ivan, som dengang var overlæge og nu også professor i Vejle, og jeg blev vikar for en 1. reservelæge på hans afdeling.
Ivan åbnede sit laboratorium for unge læger, der ville forske, hvilket var usædvanligt på et ikke universitetshospital dengang. Og hos ham var der højt til loftet med mange spændende diskussioner om patientbehandling.
Jeg sad der sammen med bl.a. Dorte Crüger (senere direktør for Sygehus Lillebælt mv., red.) og Jens Flensted Lassen (formand for Danske Cardiologisk Selskab, red.), og Ivan udviste den unge generation stor tillid. Det flyttede virkelig noget for mig.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Jeg har altid arbejdet meget og gør det stadig. I hverdagen kan der godt være sene møder, og jeg er typisk hjemme ved 17-18-tiden. Det er mig, som laver mad, og bagefter arbejder jeg gerne et par timer.
Men jeg er blevet bedre til at holde fri – og lukker ned for arbejdslivet fredag eftermiddag i 48 timer. Jeg åbner igen søndag eftermiddag, og arbejder og læser sjældent ret meget i weekenderne. I stedet får vi set vennerne og cyklet nogle lange ture. To gange om ugen mødes jeg med nogle venner og slæber kettlebells på havnen.
Jeg er optaget af at få min nattesøvn. Det har jeg ikke altid været god til, og set i bakspejlet har jeg sovet alt for lidt. Jeg har altid været B-menneske, og det er en dårlig kombination med at være anæstesi- og intensivlæge, der møder tidligt om morgen. Men jeg prøver at få mine syv timer og falder heldigvis hurtigt i søvn.«
Hvis jeg var chef for det hele, så …
»… så vil jeg gerne dele med nogen og være leder sammen med andre. Jeg bekender mig ikke til at være solochef. På OUH er vi et team af seks direktører, som udfordrer hinanden, og jeg synes at det relationelle giver en god synergi.
Når det gælder sundhedsvæsenet husker jeg, at Leif Vestergaard Petersen (formand for Det Etiske Råd mv, red.) skrev i en rapport, at vi skal have empatien tilbage. Vi har gjort meget for at blive effektive og tilbyder nogle gange alt for meget, men vi skal huske nærvær med patienten og spørge: Hvad er vigtigt for dig?
Hvis man afklarer det fra starten, så kan vi gøre det bedre. Eksempelvis vil nogle patienter hellere være derhjemme og have konsultationen virtuelt, også når de skal have en alvorlig besked.
