Med over 3.000 deltagere var det lykkedes konferencen i Bella Center arrangeret af BMJ og IHI midt i maj at blive et trækplaster. Konferencen, der kærligt bliver kaldt en fætter/kusine-fest for alle, der er involveret i kvalitets- og forbedringsarbejdet i sundhedsvæsenet, havde den velturnerede overskrift: »Adapting to a changing world: Equity, sustainability and wellbeing for all.«
Det var et stort arrangement. Mandag var der site visits, og selve konferencen forløb tirsdag og onsdag. Der var mere end 70 programpunkter, og sessionerne kørte parallelt i ni-ti spor. Der var en stor exhibition og der var en stor poster-udstilling.
Overskriften på konferencen var velvalgt. Lighed, bæredygtighed og wellbeing, der måske bedst kan oversættes til livskvalitet, er jo helt centrale emner også i det danske sundhedsvæsen.
Så hvad fik deltagerne med hjem fra konferencen?
Noget forskelligt, uden tvivl. Men jeg bed mærke i tre ting.
Jeg deltog for det første i et par sessioner, hvor temaet bl.a. var sammenhængen mellem sundhedsvæsenets aktiviteter og samfundets sociale indsatser. Temaet gav god mening for mig, og jeg var bl.a. inspireret af vores svenske brødres og søstres erfaringer. Det virker som om, at de på den bane er meget længere fremme, end vi er i Danmark. Det var positivt og optimistisk at høre.
Men også fint at høre en keynote-præsentation af Annemarie Zacho-Broe (Region Sjælland) og Karen Ingerslev (Region Midtjylland), der fortalte inspirerende om initiativet Social Sundhed og erfaringer med, at typisk unge studerende er aktive i at gøre noget helt konkret for, at socialt sårbare får en bedre kontakt til sundhedsvæsenet.
Men en anden ting jeg lagde mærke til var, at der forekom at mangle noget drive og inspiration i det traditionelle forbedringsarbejde. Fornemmelsen kan selvfølgelig komme af at have deltaget i flere af disse konferencer, men det var nu alligevel min fornemmelse.
Kan det være, at forbedringsarbejdet er ved at have udtømt sit potentiale i sin nuværende form? Måske. Men det forandrer jo ikke, at der gennem årene er sket en vigtig udbygning af kompetencerne og metoderne til at gennemføre forbedringer, og at det er kompetencer og metoder, vi ikke vil være foruden.
Men alligevel er det måske sådan, at arbejdet med kvalitet og forbedring skal have noget nyt for at kunne give ny energi til sundhedsvæsenet.
Det tredje jeg bed mærke i på konferencen, var den afsluttende keynote, som måske signalerede et sving fra det mere reformistiske forbedringsarbejde til noget mere revolutionært.
Det var Don Berwick, der holdt talen. Han har været præsident for IHI og er en fremtrædende stemme i den amerikanske debat om sundhedsvæsenet og har bl.a. været chef for Medicaid og Medicare under præsident Barack Obama.
I sin keynote-tale, som der var tårnhøje forventninger til, trak han linjer tilbage i tiden. Vi kom forbi både anden verdenskrig og Lyndon B. Johnson, men han gav også bud på, hvad der står lige foran os, hvis – når – vi vil arbejde for et bedre sundhedsvæsen og et mere menneskeligt samfund.
Berwick stillede spørgsmålet, om sundhedsvæsenet »needs really, really big change?« Med udgangspunkt i udviklingen i særligt det amerikanske samfund identificerede han en lang liste med forhold, hvor det er tydeligt, at sundhedsvæsenet underperformer. I høj grad. Det har drastiske konsekvenser for patienter, men også for personalet. Det drejer sig om levetid, fejl, omkostninger, ulighed, spild og mange andre ting. USA er måske et af de værste eksempler i den vestlige verden, men ikke det eneste eksempel.
Som Berwick sagde, kan man ikke springe over en kløft i to spring. Det kan ikke lade sig gøre. Så tiden er nok inde til really, really big change. De store forandringer har mange elementer, men blandt de vigtigste er mere fokus på forebyggelse og fokus på, at sundhed skal blive en langt mere integreret del af hele samfundet. Mere healthcare og mindre sicknesscare. Trinvise forbedringer er måske mere komfortable for mange af os, men vi kan altså ikke springe over kløften i to spring.
Så måske skal vi i det danske sundhedsvæsen tænke som Don Berwick, at det er fint med trinvise forbedringer, men hvis vi skal løse de rigtigt store og rigtig svære udfordringer, så er det mere revolution end reformation. Eller i hvert fald en vej, der har fokus på, hvad der er de allervigtigste betingelser for at kunne gennemføre really, really big change.
Det vil være en god begyndelse at tage fat på konferencens tre tre temaer: Lighed, bæredygtighed og wellbeing. Berwick sluttede af med, at succes med forandringerne især kræver, at vi sammen erkender det brændende behov for forandring, og at det også kræver ledere, der ikke er bange.
