Når man har kæmpet sig hen til hospitalet, bør man ikke føle sig uønsket

KRONIKHvis man efter et langt tilløb har kæmpet sig hen til lægen eller hospitalet, bør man ikke føle sig forkert eller uønsket, fordi personalet ikke er vant til at møde socialt udsatte patienter. Lederen af WeShelter har en opfordring til sundhedsvæsenets ledere.

Ledere i sundhedsvæsenet har en unik mulighed for at gøre noget helt konkret for at mindske ulighed i sundhed. Ikke mindst ved at arbejde fagligt-metodisk med sundhedskompetencer, ved at styrke udsatte-faglighed og ved at involvere og lytte til de mennesker, det hele handler om: Socialt udsatte patienter med hjemløshed, rusmidler og psykisk sygdom som følgevenner i livet. 

For ikke så længe siden mødte jeg et ungt menneske, der netop havde kæmpet sig vej ud af hjemløshed. Om natten havde den nu tidligere hjemløse levet på gaden. Med sexarbejde som måden at tjene til dagen og vejen. Sammen med en transkønnet kollega blev personen udsat for vold i forbindelse med salg af sex. 

På skadestuen oplever de, at de sundhedsprofessionelle giver dem skylden for deres situation. Man rider som man sadler, og vold er at forvente, når man vælger et liv som transkønnet sexarbejder, lyder budskabet. Det gør dem vrede og kede af det. De føler sig forkerte og forlader akutmodtagelsen desillusionerede og uden tillid til hjælpesystemet. Og de får igen bekræftet, at man som transperson og sexarbejder ikke er en ligeværdig samfundsborger. 

Hjemløse der ikke søger hjælp 

I WeShelter har vi lige siden 1893 givet husly, støtte og omsorg til mennesker, der lever i hjemløshed. Det sociale arbejde finder i dag sted på herberger for hjemløse og på en række socialpsykiatriske væresteder, der giver mennesker med erfaring fra psykiatrien mulighed for at være en del af et aktivt og meningsfuldt hverdagsliv. 

WeShelter står også bag en række ensomhedsbekæmpende indsatser, hvor frivillige tilbyder socialt udsatte mennesker en ligeværdig relation og en plads i fællesskabet. 

Dele af både det lønnede og det frivillige arbejde finder blandt andet sted i samarbejde med hospitalsafdelinger i Region Hovedstaden. 

På WeShelters herberger og væresteder møder vi mennesker, der lever i hjemløshed og andre former for social udsathed, som trods behandlingskrævende lidelser ikke har opsøgt hverken læge eller hospital.

Nogle fordi de ikke kan overskue transporten til læge eller hospital. Andre fordi det med at bestille tid er for kompliceret, når de digitale kompetencer er begrænsede og telefonen er mistet for længst. Nogle får nok bestilt tid, men mængden af kaos, psykisk sygdom og rusmidler i deres liv er med til, at de ikke får gennemført behandlingen. 

Atter andre dropper at søge hjælp i sundhedsvæsenet, fordi de har for mange dårlige oplevelser med samfundets ’væsener’ i bagagen og ikke har troen på, at de vil blive mødt på en ligeværdig måde. Der er også dem, der bebrejder sig selv og skammer sig så meget over deres situation og sundhedsproblemer, at de ikke kan finde styrken til at søge hjælp. 

Hertil kommer, at de fleste mennesker i hjemløshed og social udsathed er mænd. Ifølge seneste kortlægning af hjemløshed fra VIVE (1) er der i Danmark 5.989 personer, som lever i hjemløshed, hvoraf 77 pct. er mænd. Og som mange andre mænd, er hjemløse mænd ikke så gode til at søge hjælp, når helbredet skranter. 

Årsagerne til, at mennesker i hjemløshed ikke får optimal behandling er således flere og sammenvævede. Det samme gælder mennesker, der lever i andre former for social udsathed med psykisk sygdom, rusmiddelproblemer og andre psykosociale udfordringer. Ofte i kombination og desværre ofte med risikoen for hjemløshed hængende over hovedet. 

Sundhedskompetence et nøglebegreb 

Som den øvrige befolkning har socialt udsatte mennesker brug for behandling både inden for det somatiske og psykiatriske område – i ambulant regi såvel som ved indlæggelse i sengeafsnit samt i almen praksis. Desværre kan social udsathed være en hæmsko, når det handler om at få den rette behandling. 

Hele vejen rundt i sundhedssystemet giver begrebet sundhedskompetence et godt afsæt for at arbejde med de årsager, der ligger bag socialt udsattes suboptimale behandling. Begrebet er foldet godt ud af Sundhedsstyrelsen, der giver en række konkrete veje til at arbejde med begrebet (2). 

Ulighed i sundhed kan ofte relateres til individets sundhedskompetence, som varierer over tid og afhænger af den støtte, der er tilgængelig. Andre årsager er relateret til den organisatoriske sundhedskompetence, der refererer til, hvordan sundhedstilbud og systemer tilgængeliggør information og ressourcer. Der er ofte et misforhold mellem tilgængeligheden af behandling og livsvilkårene for socialt udsatte.

Sundhedsvæsenet kan kun vanskeligt lave om på de socialt udsatte mennesker, der har brug for behandling. Men sundhedsvæsenet kan indrette sig på en måde, så det kompenserer for socialt udsatte menneskers lave sundhedskompetence. 

Og for at gøre det, skal der viden til. Både viden fra lærebøger og viden fra de mennesker, det hele handler om. 

Ikke nok viden blandt sundhedsprofessionelle 

Ofte har sundhedsprofessionelle ikke nok viden om socialt udsattes behov. Hertil kommer, at symptomerne på social udsathed ofte opfattes som barrierer for behandlingen. Det kan både være rusmidler eller det kaos i livet, som opleves som en uovervindelig barriere, der vanskeliggør systematik og regelmæssighed i behandlingen. Det er med til at ekskludere socialt udsatte mennesker fra behandlingstilbud. 

Som leder i sundhedsvæsenet kan man gøre en forskel ved at prioritere en høj udsatte-faglighed i medarbejdergruppen. Udsatte-faglighed handler på den ene side om at styrke udsatte-specifik viden om sygdomme og symptomer – og viden om, hvordan forskellige sygdomme og symptomer spiller sammen – også med medicin og rusmidler. Og om for eksempel traumereaktioner og rusmidler og hvad det helt konkret betyder at leve et liv på kanten. På den anden side handler udsatte-faglighed også om tilgangen i mødet med socialt udsatte mennesker. 

Min opfordring til ledere i sundhedsvæsenet er, at de skal skabe en organisation – det være sig et enkelt afsnit, en enhed, et center eller et helt hospital – der altid møder socialt udsatte mennesker med specifik faglighed og fleksibilitet. Bliver et socialt udsat menneske ikke mødt med udsatte-faglighed og fleksibilitet er der risiko for, at kontakten mislykkes og det udsatte menneske dermed ikke opnår tilstrækkeligt udbytte af behandlingen. 

Mød det udsatte menneske med forståelse og omsorg

Når jeg holder oplæg om WeShelters arbejde, beder jeg nogle gange alle dem, der har prøvet at føle sig forkerte eller uønskede på grund af deres identitet om at rejse sig op. Det har mange prøvet – men ikke alle. Hvis man ikke har prøvet at føle sig forkert eller uønsket, kan det være svært at forestille sig, hvor udgrænsende, ubehageligt og stigmatiserende, det kan være. 

Desværre har mange socialt udsatte haft følelsen som en fast del af deres liv. Både i hverdagslivet, hvor de får dømmende blikke fra butiksansatte eller dørvagter, og når de søger hjælp i velfærdssamfundets social- og sundhedstilbud. 

Hvis man efter et langt tilløb har kæmpet sig hen til lægen eller hospitalet, bør man ikke føle sig forkert eller uønsket, fordi personalet ikke er vant til at møde socialt udsatte patienter eller fordi man måske tager lidt mere af tiden end en gennemsnitspatient. 

Uanset deres fysiske eller psykiske sygdomme og symptomer skal ethvert socialt udsat menneske mødes med forståelse for deres situation og med omsorg og nærvær. 

Det skal også sikres, at socialt udsatte patienter ikke mødes på en måde, hvor ansvaret for et godt forløb placeres entydigt hos det socialt udsatte menneske alene. Ligesom det heller ikke må gøres til det udsatte menneskes ansvar at uddanne de sundhedsprofessionelle i de særlige forhold omkring deres helbred, som har at gøre med deres udsathed eller eventuelle minoritetsstatus.

Tag højde for minoriteterne

Desværre hører jeg alt for ofte om socialt udsatte minoritetspersoner, der bliver bedt om at forklare og nogle gange ovenikøbet forsvare deres minoritetsstatus, når de søger hjælp i sundhedssystemet. 

Det kan være en transperson, der får nysgerrige spørgsmål til sin kønsbekræftende behandling, når personen søger hjælp i rusmiddelbehandlingen. Eller det kan være den nonbinære person, der mister tillid til de ansatte i psykiatrien, fordi de ikke anerkender deres kønsidentitet. 

Der hviler således et særligt ansvar på sundhedsvæsenets ledere for at sikre, at der tages højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for mennesker, der både lever i social udsathed og samtidig tilhører en minoritetsgruppe. Udsatte-faglighed er derfor også minoritets-faglighed. Der hviler også et særligt ansvar for sundhedsvæsenets ledere i at have en inkluderende ledelsespraksis

Lyt til det socialt udsatte menneske 

Mine efterhånden mange år som leder på socialområdet har lært mig, at involvering af socialt udsatte mennesker i udviklingen af både nye og eksisterende indsatser er helt afgørende, hvis vi skal skabe sociale indsatser, der ikke bare ser ud til at virke ved skrivebordet. 

Workshops med anbragte børn og unge gav mig helt nye indsigter, da jeg arbejdede med nye metoder til børneinddragelse i Børns Vilkår. I Røde Kors Hovedstaden gennemførte vi i direktionen sammen med ledende læger og sygeplejersker fra Region Hovedstaden interviews med mennesker med rusmiddelproblemer for bedre at forstå deres bevæggrunde for at sige henholdsvis ja eller nej til yderligere hjælp, når de havde fået sundhedsfaglig hjælp i akutmodtagelsen. 

Aktuelt har vi i WeShelter f.eks. etableret et panel af LGBT+ personer med erfaring med udsathed, der bl.a. skal give os gode råd til arbejdet med at udvikle nye indsatser for LGBT+ personer i hjemløshed. 

Jeg har som leder aldrig oplevet, at dialogen med og min lytten til det socialt udsatte menneske har været spildt. Jeg har altid fået ny indsigt, som ingen statistik eller lærebog kan give. Samtidig er min erfaring, at både jeg selv som leder og mine kolleger får fornyet motivation af at lytte til de socialt udsatte menneskers stemme. Jeg er sikker på, at ledere i sundhedsvæsenet vil få samme udbytte af at være nysgerrige og få lignende erfaringer. 

Hellere en god kaffesnak end skrivebordsløsninger

Såvel workshops, interviews som panel kan måske synes svære at passe ind i en leders travle hverdag. For ja. Det tager tid at involvere i dybden på en god og respektfuld måde. Men tiden er givet godt ud. 

Men mindre kan gøre det. Når tiden eller pengene ikke har været til involverende processer, har det for mig i givet god værdi og ny indsigt at invitere socialt udsatte mennesker til en tryg samtale over en kop kaffe på mit kontor eller en cafe i nærheden. Men ikke en samtale mellem en der hjælper og en, der behøver hjælp – men en samtale, hvor det fra start er klart, at jeg som leder af en hjemløseorganisation møder nysgerrigt op med et ønske om at gøre mit og vores arbejde bedre. Og at mennesket med konkret erfaring fra livet i hjemløshed eller andre former for social udsathed er en værdsat bidragsyder, som gør en forskel for andre ved at dele sine erfaringer og perspektiver. 

Udover at vi som organisation har fået værdifuld viden fra disse samtaler med socialt udsatte mennesker, har det også som leder givet mig en unik adgang til at høre beretninger fra livet på kanten direkte fra erfaringseksperterne selv. 

Som ledere af organisationer i det offentlige og i civilsamfundet, har vi alle et ledelsesmæssigt ansvar for at dreje de nøgler, som kan øge ligheden i sundhed og hjælpe socialt udsatte mennesker til et bedre liv. Ved at arbejde fagligt-metodisk med sundhedskompetencerne. Ved at styrke udsatte-faglighed. Ved at lytte til de mennesker, det handler om. Og ved at ændre på vores egne handlinger og de arbejdsgange og systemer, vi er en del af. 

REFERENCER


1) Hjemløshed i Danmark 2024, VIVE (2024) 

2) Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen, Sundhedsstyrelsen (2022)

Mere om forfatterne