Forleden hørte vi en historie som berørte os. Den var om en ældre dame og hendes nabo.
Et ældre ægtepar har boet sammen i mange år. Manden får kræft og dør efter få ugers sygdom. Det efterlader hustruen i en sårbar situation: Bilen skal sælges, der er pludselig ingen til at passe haven, og alle de daglige rutiner smuldrer for den ældre dame, som også får sværere ved at opretholde de vanlige sociale relationer, tynget af sorg.
Nu til vores berørte hjerter. Fortsættelsen på historien er nemlig, at den ældre dames nabo installerer en ‘ringeklokke’, som hun kan ringe på døgnet rundt og alle ugens dage om alt mellem himmel og jord. Praktiske opgaver, selskab, trøst og en kop kaffe eller hjælp til at kontakte offentlige instanser.
Denne nære relation, som ikke er en del af vores offentligt etablerede velfærdssamfund, gør hele forskellen for den ældre dame, som på den måde igen finder livslyst og får kontrol over sit liv som enke. Naboen udfører et stykke ulønnet arbejde funderet i næstekærlighed og samfundssind.
Vi har en stærk fornemmelse af, men ingen evidens for, at netop sådan en naborelation i den grad både skaber livskvalitet og kan gøre noget, som det offentlige ikke kan.
Og derfor spørger vi: Burde vores offentlige systemer i højere grad stimulere og støtte sådanne nære relationer og hjælp mellem mennesker i vores samfund? Er det en opgave, som påhviler det offentlige, og hvis ja: Hvad betyder det så for sundhedsvæsenet og for ledere i sundhedsvæsenet?
Vi har tidligere i DSS-regi afholdt arrangementer, hvor vi belyste og debatterede, hvordan sundhedsvæsen i højere grad kan samarbejde med f.eks. folkekirken, idrætsforeninger, erhvervsliv og andre aktører, som alle har bud på hvordan sundhed og mental trivsel kan understøttes.
Vi er overbeviste om, at velfærdssamfundet bredt bør tænke ansvar for forebyggelse, omsorg og lindring af sygdom, også uden for sundhedsvæsenets rammer. Vi skal udbygge samarbejdet med nye aktører.
Herudover er der måske et ‘uopdyrket land’ i forhold til de helt nære relationer mellem mennesker, hvor gensidig hjælpsomhed kan stimuleres udenom det system, vi har opbygget i Danmark, hvor en offentlig instans forventes at gribe ind og hjælpe.
I nærmeste fremtid vil der blive mangel på kvalificeret arbejdskraft, så et samfund hvor de professionelle kræfter anvendes der, hvor der er allermest brug for det i sundhedsvæsenet, og den mellemmenneskelige kontakt og hjælp løfter og bidrager andre relevante steder, vil være kærkomment i et bæredygtigt samfund.
Misforstå os ikke. Vi er tilhængere af det danske velfærdssystem, men nysgerrige på om der er mere arbejde at gøre for ledere i sundhedsvæsenet i forhold til at finde og stimulere alternative ressourcer. Altså mere nabo og ringeklokke.
Der er muligheder for at støtte og skubbe i den retning. Måske kunne vi gøre mere ud af:
- Uddannelse af frivillige og anerkende indsats (ikke monetær).
- Støtte og nem kontakt til professionelle systemer ved usikkerhed.
- Netværksdannelse og gode faciliteter og hjælpemidler.
- Medvirke til klare regler, rammer, grænser m.v.
Der findes allerede tiltag som bygger på ovenstående præmisser, f.eks. ’Social Sundhed’ og ’Mennesker har brug for mennesker’.
I det nye samarbejde i de 17 sundhedsråd kunne drøftelser omkring det etablerede og frivillige have et potentiale. Regioner og kommuner kan samarbejde omkring at støtte og stimulere til nye tiltag. Sundhedsvæsenets ledere kan støtte ved at sikre, at det ikke er regler, kultur eller økonomi, der hindrer sådan udvikling. Det fortjener et skud energi og nysgerrighed.
