I de kommende sundhedsklynger skal sammenhæng, effektivitet og borgerens frihed overvejes, drøftes grundigt og tages hånd om.
Af Peter Mandrup Jensen
Hvad kan vi få ud af 20 nærhospitaler? Mere sundhed, bedre forløb, mere effektivitet, mere tilfredshed? Måske.
Regeringen har den 15. marts som lovet spillet ud med et forslag til en sundhedsreform. Udspillet indeholder ni initiativer under overskriften forebyggelse, otte under overskriften det nære sundhedsvæsen og syv under overskriften tid til patienten. Nærhospitaler er et af initiativerne under det nære sundhedsvæsen.
”Nært” ser ud til at være det nye sort, og det store centraliseringspendul skal til at svinge tilbage. Nu også på sundhedsområdet.
Men hvad er det så, udspillet fra den 15. marts vil med nærhospitaler, hvad er det nærhospitaler kan, og hvad er det for faldgruber, der skal gås udenom, hvis ikke nærhospitaler skal blive et skud i sundhedsvæsenets fod?
Der er mindst tre afgørende forhold, der skal overvejes, drøftes grundigt og tages hånd om: Sammenhæng, effektivitet og endelig borgerens frihed.
At skabe bedre sammenhænge er centralt
Sammenhæng er et vigtigt mål for regeringen med nærhospitalerne. Der skal skabes bedre sammenhænge og bedre forløb for borgerne og patienterne.
Nærhospitalerne, der skal etableres i samarbejde mellem regioner og kommuner, kan blive et fremragende afsæt for, at hospitalerne og de kommunale sundhedsvæsener får bedre styr på at skabe sammenhængende tilbud. Der er jo for eksempel en del parallelle tilbud til både børn, gravide og mennesker med kroniske lidelser. Selvfølgelig kan det gøres mere samordnet end i dag.
Et spændende spørgsmål bliver så at se, om der kan skabes en enkel model for driften af nærhospitalerne, der på den ene side skaber gode rammer for det tætte samarbejde og på den anden side er tydelig omkring ledelsen.
Endelig er et langt tættere samarbejde med især almen praksis afgørende vigtigt. Den praktiserende læge er i mange tilfælde hende, der har forudsætninger for at rådgive borgeren om det tilbud, som den enkelte har brug for og faktisk også selv ønsker.
Vi bliver nødt til at tale om effektivitet
Der kan måske være lidt angst for at tale om effektivitet, så i stedet kan vi vælge begrebets venlige søster, bæredygtighed. Under alle omstændigheder bliver vi nemlig nødt til at tale om, at nærhospitaler ikke skal være et ”add-on”, der blot koster personaleressourcer, men som ikke gør noget afgørende bedre. Det vil jo ikke være samfundsmæssigt bæredygtigt.
Derfor skal den konkrete tilrettelæggelse være effektiv for at være bæredygtig.
Set fra et medarbejdersynspunkt er det grundlæggende vigtigt, at tilbuddene på et nærhospital er af høj kvalitet. Vi går jo alle på arbejde for at gøre en positiv forskel og bruge vores faglighed optimalt. Vores medarbejdere skal derfor også på et nærhospital have opgaver, der også er fagligt udviklende. Uden det kan der ikke rekrutteres til stillingerne, og så kommer initiativet ikke op at flyve.
Endelig er der også en vigtig diskussion om, at vi skal udnytte især den digitale teknologi til at skabe effektive og bæredygtige løsninger.
Må ikke stå i vejen for frihed gennem digitale løsninger
Når vi ikke kan være fri for sygdom eller lidelse, og det kan vi jo ikke hen over et helt liv, er det blevet mere og mere vigtigt for os, at vi kan leve med vilkårene uden at vi begrænses mere end nødvendigt.
Jo, vi skal på hospital, når det er nødvendigt, men de fleste af os vil ikke indlægges, hvis ikke er en vigtig grund til det. Jeg ønsker heller ikke at være tvunget til at gå til hyppige, ambulante kontroller for efter fem minutter at få besked om, at ”det ser fint ud”.
Nærhospitaler skal derfor heller ikke blive noget, der står i vejen for, at vi udvikler flere, lettere og bedre digitale løsninger, så vi gennem en app, telefon eller iPad eller noget andet kan få den dialog med og de råd fra en sundhedsprofessionel, som der er behov for. Uden at vi skal køre i bus eller bil i timevis.
Derfor skal digitale løsninger spille sammen med nærhospitaler, der giver rum for lige netop de aktiviteter, der kræver mit tilstedevær. Og det er der selvsagt fortsat mange aktiviteter, der gør.
Så – hvad kan vi få ud af 20 nærhospitaler?
Vi kan forhåbentlig få bedre sammenhæng i vores sundhedstilbud. Hospitaler, kommuner og almen praksis skal have opgaven med at sikre det. Fra Sundhedsstyrelsens side skal man passe på med at cementere nogle alt for firkantede do’s and don’ts. Hellere mere magt til fagligheden, lederne og medarbejderne, der kan tage hensyn til både den enkelte borgers eller patients behov og ønsker og de lokale forhold.
Vi skal tilrettelægge tilbuddene, så nærhospitalerne kan yde den nærhed, de repræsenterer. Samtidig skal vi sikre, at støtter og ikke står i vejen for digitale løsninger, der gør det nemmere og enklere at være borger eller patient.
Vi skal have et stenhårdt fokus på, at de nærhospitaler, vi ønsker os, bliver attraktive for vores medarbejdere. Derfor skal vi da også lytte til de allerede mange erfaringer, der allerede findes med eksisterende sundhedshuse, sundhedscentre, og hvad de ellers hedder. Vi er faktisk på vej.
Så selv om nærhospitalet ikke er den ultimative silverbullet, har det potentialet til at repræsentere et skrift i retning af et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen, er mere bæredygtigt og har endnu mere fokus på den enkelte borger og patient.
