Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Flertallet af danske hospitaler fokuserer i disse år vældigt på de opgaver, der relaterer sig til patientrettighederne. Det drejer sig om at opnå målopfyldelse inden for udrednings- og behandlingsgarantier, genoptræningsplaner, medicin mv. samtidigt med, at ingen budgetter må overskrides og udmelding om, at ambulante patientkontroller skal reduceres med 30 pct.

Visionen er sympatisk og svær. Ideen er, at der skal bibringes midler og mere sundhed til de tyndere befolkede områder, hvor der er ringe sundhedsdækning. 

De mange speciallæger i de større byer har været udnævnt som skurke, når de ikke har ladet sig ansætte i ’udkantsdanmark’. Først var strategien til løsning af speciallægemanglen, at der skulle indrulleres flere studerende på universiteterne. På det seneste er taktikken lagt om, således at hospitalerne nu har indført såkaldt speciallægeloft, som rammer alle specialer uafhængigt af, om der er god dækning af speciallæger overalt eller ej. 

Officielt hedder det sig, at vi står foran det dobbelte demografiske pres med stigende antal ældre, der vil kræve flere sundhedsansatte og udsigt til øgede sundhedsudgifter. Op imod dette er påstanden om udsigten til færre uddannede ’varme’ hænder. 

Er dette virkeligt det bedste, man kan komme op med, som værende den største trussel imod et i forvejen imponerende, billigt og velrenommeret dansk sundhedsvæsen?

Jeg vil påstå, at det danske samfund står over for væsentlig vigtigere udfordringer og derfor burde fokusere meget mere på dette. 

Et blik ud af andedammen

Ude i verden sker der store forandringer. En af de markante udviklinger, der i den grad truer det danske samfund og vores interesser, er udviklingen inden for big data, kunstig intelligens og robotteknologi. 

Europa er bagud på dette felt, mens USA, Kina, Indien og flere asiatiske lande buldrer derudaf. Dette truer en dansk førerposition inden for adskillige farmakologiske og medico-tekniske områder. Det truer dansk sundheds- og velfærdsøkonomi og råderum. 

Samtidig besidder vi faktisk i disse år akademisk knowhow til at udvikle og indtænke de nye teknologier, men hæmmes i høj grad af et tungt bureaukrati – endda på trods af høje ambitioner og klassisk dansk selvovervurdering om, hvor gode vi er. 

Tænk engang, hvis vores dygtige danske ingeniører og læger på førende sygehuse, universiteter og industrier fik lov til løfte området uden unødig tung administration. Novo Nordisk Fonden har ambitionerne. Ud over at fonden for få år siden sponserede supercomputeren Gefion, er fonden nu i gang med overvejelser om hvorvidt Danmark ikke også burde være førende inden for chipproduktion. Det er helt rigtigt tænkt og vil kunne booste Danmark på et vigtigt område, hvis det gøres med bureaukratisk smidighed. 

Ude i den store verden har man nyligt mindet 25-årsdagen for 11. september-terrorkatastrofen, hvor fire civile fly blev kapret, og hvor to af dem fløj ind i World Trade Center i New York i 2001. 

Dette, samt systemændringer hos Danmarks store nabo, Rusland, ændrede verden for altid. 

Vi i Danmark kunne håndtere USSR frem til Murens fald i 1989, som førte til håbet for demokratiske processer i Østblokken. Dygtig dansk udenrigspolitik førte derpå bl.a. til, at de baltiske lande blev løsrevet fra russisk dominans, hvorved de i dag har deres frihed. 

En tidligere KGB-mand fra Sankt Petersborg, som pludselig blev præsident, drømte og drømmer sig tilbage til et stort og stærkt Rusland. På trods af invasionen af Krimhalvøen i 2014 forblev et dansk forsvar nedprioriteret og hengemt/glemt. Klassisk for det danske mindset var, at der da næppe kunne være nogen, der ville true vores lille, danske andedam. Selv efter russernes invasion af Ukraine virker de fleste danskere besynderligt ligeglade med risikoen for trusler mod Danmark – herunder også det danske sundhedsvæsen.

Hvad gør vores nordiske naboer?

Den generelle, flegmatiske danske holdning skiller sig markant ud fra vores øvrige nordiske kollegaer, hvor oplysningskampagner og prepping er en helt anderledes normalitet. 

Vi danskere forklarer det typisk med, at de andre nordiske og baltiske lande ligger tættere på Rusland. Den afslappede holdning har f.eks. på Rigshospitalet ført til, at man kun har haft op til én årlig katastrofeøvelse (Ragnarok). Til sammenligning har den finske pendant, Helsinki universitetssygehus, mere end 60 årlige små og store øvelser. 

Selvom Finland fysisk ligger tættere på Rusland end Danmark, så ligger begge lande inden for rækkevidde af både russiske SS20-raketter og diverse hybride angrebsmuligheder. Sidstnævnte oplever vi faktisk allerede med flere ‘uforklarlige’ brande og it-nedbrud foruden tilfælde af mystiske droner, risikoen for ændrede folkestemninger osv. 

De mere evidente hændelser som ikke-eksploderede droner ved Leipzig og nedfaldne droner i Ruslands nabolande vidner om øget russisk aggressivitet. En anbefalelsesværdig bog, som næsten kunne være drejebogen for hvad der sker, er ‘Hvis Rusland vinder – Et scenarie’ skrevet af professor i sikkerhedspolitik Carlo Masada i 2025 – en letlæst bog, der kan anbefales. 

Hvor langt er vi på beredskabsområdet i Danmark?

Hvad er der så sket i Danmark inden for sundhedsvæsenet på beredskabsområdet? Egentlig ikke ret meget. Desværre. 

Men forleden væltede det så pludselig ud af ‘ketchupflasken’ – i hvert tilfælde i Region Hovedstaden med adskillige skabeloner og planer inklusiv flere årlige øvelser. Dette er jo godt og på tide. 

Hvis man skal tro diverse risikovurderinger fra PET og FE samt den nyreviderede Zilmer-rapport, så har vi måske blot et-to år fra nu til at forberede os på alvorligere trusler mod Danmark og altså dermed også vores sundhedsvæsen. 

Vi står over for et Rusland med et meget anderledes værdigrundlag. Russiske soldater kan forvente en gennemsnitlig levetid ved fronten på kun 30 minutter. I danske nyheder kom det således nyligt frem, at folkekirken herhjemme skal til at forberede sig på dagligt at bisætte 10-20 faldne. Forsvaret og adskillige sikkerhedstjenester kalkulerer med et større antal sårede (danske og allierede soldater foruden civile tab), som vil indbringes til danske hospitaler. 

Disse skader og tab har danske afdelingsledelser overhovedet ingen viden om og står derfor fuldstændig uforberedte på. Og der vil vel at mærke være tale om skader med urene sår, brandsår, psykiske skader mv., som kræver indlæggelser på flere uger. Vi står over for en helt ny krigsteknologi (droner) med et skadesmønster, som er væsentlig anderledes end det, man har haft erfaring med fra tidligere konflikter og krige. 

En ting er skader og døde i en væbnet konflikt, vi forhåbentlig ikke kommer i. En anden ting er samfundets resiliens og sikkerhed. 

Jeg var for nylig deltager i et HazMat-kursus for sygehusansatte arrangeret af en god kollega, som også er i forsvarets rådighedsreserve, og her blev kursusdeltagere fra hele landet undervist i bl.a. CBRNE (kemisk-biologisk-radiologisk-nuklear-eksplosionsskader). Det var godt at se, at de mange repræsentanter fra hele landet og forskellige sektorer blev løftet med viden om, hvorledes diverse skader skal håndteres. 

Det, der derimod må undre, er, at dette kursus ikke var foranlediget af centrale myndigheder, men derimod igen i år var opstået på basis af individuelle interesser for emnet. 

Et blik indad

I min egen afdeling har vi af egen drift etableret en specialerelevant og personalenær beredskabsplan ud fra grundlæggende principper udstukket af Nationale Operativ Stab (NOST), der opfordrer alle danske enheder til egenhændigt at kunne klare sig selv i tilfælde af krise med manglende kommunikation og forsyninger. De grundlæggende principper er sektoransvarsprincippet og nærhedsprincippet foruden også koordinationsprincippet og effektiv udnyttelse af ressourcer. 

Vi vil således i egen afdeling kunne klare os selvstændigt inklusive kommunikation, indkaldelse af personale, medicinske ressourcer osv. i tilfælde af stort nedbrud eller anslag af den ene eller anden slags. Dette skyldes engagerede og dygtige medarbejdere, hvoraf nogle, ligesom jeg selv, er tilknyttet Forsvarets rådighedsreserve og har stor specialviden på området og forståelse af den potentiel alvorlige situation, som vi står overfor. 

Hvad er håbet?

Mit håb er, at denne kronik kan bibringe ledere i sundhedsvæsenet viden om, at situationen er tiltagende alvorlig og, at vi ikke blot kan afvente yderligere med tanker og forberedelser. 

Min opfordring er derfor at indtænke en samlet samfundssikkerhed a la det finske Security Strategy for Society, hvor myndigheder, virksomheder, organisationer og deres medarbejdere samt borgere indgår i det samme sikkerhedssystem. 

Grundlaget for samfundets resiliens er medarbejdernes og borgernes handleevne, viden og færdigheder. Det, som finnerne forbereder deres befolkning til, er i praksis at give den finske befolkning færdigheder gennem øvelser og lære dem at interessere sig for deres kolleger, familiemedlemmer og naboer, for derved at bibringe viden om, hvem de bør hjælpe under en krise. Den enkelte får dermed en aktiv rolle og en konkret forståelse af, hvad der forventes af vedkommende. Det styrker den enkeltes evne til at håndtere vanskelige situationer og dæmper dermed magtesløshed og uro. 

Coronakrisen som eksempel

Tilsvarende praktiserede jeg ledelsesmæssigt selv under Coronakrisen, hvor netop den luftvejsbårne og potentielt dødelige virus skabte uro, utryghed og smittefrygt hos specielt øre-næse-hals- og anæstesipersonale. Her hjalp god og hyppig kommunikation. 

Vi var de første mange dage dekoblede fra hospitalsledelsen, som havde travlt med at oprette adskillige intensivsenge, personale hertil osv. En positiv ting, som viste sig under pandemien, var desuden evnen til selv at tænke, træffe beslutninger og handle på egen hånd. I en lille, selvbestaltet gruppe på fire-fem initiativrige innovative personer endte vi med at købe medicinsk forebyggende udstyr hjem til Danmark for to-tre mia. kr. En proces der bekræfter mig i, at vi som danskere kan noget særligt, når det gælder. 

Jeg er derfor trods alt forhåbningsfuld med hensyn til, at vi nu langt om længe får skaleret beredskabet kraftigt op. Også andre meningsdannere begynder så småt at have fokus på beredskabsområdet. Danmarks Radio viser i starten af oktober ‘Hvis Danmark kommer under angreb’, og Hjemmeværnet vil afholde storskalaøvelse også i starten af oktober. 

Man kan ydermere udvise rettidig omhu ved at opfordre til, at medarbejdere, der ved siden af deres arbejde på sygehuse og andre organisationer, kan bære deres militære-, hjemmeværns- eller beredskabsuniformer på Uniformens Dag 30. september.