En pårørende til en borger på et plejehjem giver med afsæt i sin personlige oplevelse en række bud på, hvordan den danske ældrepleje kan styrkes.
Af Inge Birthe Thomsen
Ældresektoren er til for at løse en samfundsopgave, nemlig at skabe en værdig og nærværende pleje. Denne opgave skal stå lysende klar både for ledere tæt på og for ledelsen langt fra. Men måske er der ikke fokus nok på opgaven? Måske glemmes den i hverdagens travlhed?
Min mand kom på plejehjem juli 2017, efter han brækkede hoften og dermed højst sandsynlig ville miste den sidste rest af en dårlig gangfunktion. Og aldrig er vi blevet behandlet så dårligt. Der er ingen samarbejde, ingen inddragelse, ingen orientering, og alt foregår hen over hovedet på os. Nederst i artiklen har jeg beskrevet nogle af vores oplevelser i de forgangne år.
Gode oplevelser sluttede på plejehjemmet
Sygdom har ellers gjort, at vi gennem årene har været i kontakt med store dele af sundhedsvæsenet, og vi har altid følt os godt behandlet. Men det sluttede desværre på plejehjemmet. I forlængelse af vores oplevelser kunne jeg især godt tænke mig følgende for den danske ældresektor:
- At plejehjem er forpligtet til samarbejde og inddragelse, især når det er et ønske.
- At der er en ledelse, der lytter og tager ansvar.
- At ledere fra første til øverste led tager klager alvorligt. Klager giver ledelsen meget gratis viden og læring, og det kan øge plejens prestige, hvis pårørende omtaler den positivt.
- At det borgernære personale bliver vist langt mere opmærksomhed i form af bedre normering, uddannelse og et varmt og berigende arbejdsmiljø til gavn for beboerne.
Kritikken flyttes over på mig
Når jeg er kommet til ledelsen med kritik af behandlingen af min mand, har jeg oplevet, at kritikken flyttes over på mig. Jeg bliver mødt med paragraffer, og jeg er flere gange blevet opfordret til at søge hjælp hos en psykolog. Jeg er også flere gange blevet tilbudt en flytning af min mand, og det er blevet sagt, at jeg ikke har givet ansvaret fra mig.
Hvad handler det om, når ledelsen ikke tager pårørende alvorligt og lytter? Hvad får en leder og personalet til at sige ”Vi går ikke på arbejde for at genere dig”, eller en konsulent til at sige ”Det er ikke onde mennesker, du skal være sammen med”. Hvilke forsvarsmekanismer er der i brug, og hvilke forsvarsmekanismer skygger?
Jeg tror, at ledere skal turde høre, når der er problemer, turde sætte sig selv i spil, turde åbne sig og kigge rundt og lytte. Når der er uro eller dårlig stemning, skal ledere kunne reflektere over, hvad det er for spørgsmål, der ikke er stillet, siden der stadig er uro eller dårlig stemning. Ledere skal kunne undre sig højlydt. Hvorfor er det så svært at kigge indad og så meget lettere at pege ud?
Oplevelser fra ældretopmødet
Jeg har været så privilegeret, at jeg har deltaget i det nylige ældretopmøde både som mødedeltager og fokusperson. Jeg var inviteret med som pårørende på baggrund af min mands liv på et plejehjem.
Ældretopmødet gav mig et indblik i, hvor stort og komplekst et arbejdsområde ældresektoren er. Mødet gav rigtig mange gode og inspirerende ideer. Noget kan gøres nu og her, andet kræver både planlægning, økonomi og lovarbejde. Alle lovede hinanden, at nu skulle ældresektoren tales op.
Det, jeg personligt tager med fra mødet, er en oplevelse af, at der er et stort fælles ønske om en forandring i hele ældresektoren. Et ønske om at borgere med behov for hjælp bliver mødt med nærvær, værdighed og medmenneskelighed. Derudover tager jeg også følgende med fra mødet:
- At det borgernære personale skal tilbydes et langt bedre arbejdsmiljø med supervision, kontinuerlig læring som en del af dagligdagen.
- At det borgernære personale skal frisættes til at tage et langt større ansvar, blandt andet ved hjælp af en dokumentationsreform.
- At der skal indføres værdibaseret ledelse og frigøres tid til faglig ledelse.
- At borgerne skal i centrum, og der skal foretages en faglig vurdering før en økonomisk vurdering
- At der skal sættes fokus på relationsarbejde og relationel omsorg både i forhold til ledelse, medarbejdere, borger og pårørende.
- At inddragelse af de pårørende og social omsorg skal ind i loven.
- At de forskellige tilsyn skal samles til et nationalt lærende tilsyn, som skal kunne tilkaldes af alle parter, leder, medarbejdere, borgere og pårørende.
Ældresektoren skal tales op
Fra mit ståsted starter det hos ledelsen. Det er ledelsen, der omsætter de politisk bestemte rammer, økonomi og ideologi, og det er ledelsen, der slår tonen an.
Når der skal ske en kulturforandring eller et paradigmeskifte, er det også vigtigt, at alle inddrages. Både medarbejdere, borgere, pårørende og ledelsen skal deltage og bidrage.
Den største, mærkbare forandring vil være, hvis ledelsen og ansatte tæt på beboere og borgere styrkes. Det, der glæder mig, er, at jeg på ældretopmødet mødte genklang i mit store ønsker om, at de medmenneskelige kvaliteter skal vægtes højere.
Selvfølgelig skal vi pårørende inddrages og indgå i samarbejder. Vi er en del af vores kæres levede liv, og at modtage pleje er et ønske, der er fremkommet af en nødvendighed. Plejen skulle gerne være en kærkommen hjælp, hvor vi pårørende stadig er en aktiv del, der inddrages og byder sig til, så samarbejdet bliver til gavn for vores kære, medarbejdere, pårørende og ledelsen. Det vil være en win-win for alle parter.
Lad os få ældresektoren talt op til gavn for hele samfundet.
Vidnesbyrd: Fire personlige oplevelser med ældreplejen
Eksempel 1
En blodprop gjorde, at min mand ikke selv kunne mærke behov for toiletbesøg. Her har jeg haft svært ved at få personalet, ledelsen og stedets demenskoordinator til at forstå, at man ikke spørger min mand, om han skal på toilettet. Når personalet spørger, siger min mand siger nej, og personalet går med det resultat, at min mand sidder tilbage i urin og afføring med våde bukser ned til knæene.
Eksempel 2
Vores læge måtte træde til for at hjælpe, da jeg oplevede, at min mand blev skældt ud og tildelt ansvaret for samarbejdet og stemningen. Min mand blev blandt andet omtalt som vrissen og opfarende, ligesom det blev sagt, at han havde en hård tone, havde fordomme, ikke var samarbejdsvillig og kunne finde på at slå ud. Min mand er ellers en rolig ”huleboer”, som helst opholder sig helst for sig selv i lejligheden eller ude på terrassen for at ryge.
Eksempel 3
Vores læge måtte komme mig til hjælp, da min mand fik tryksår og svamp. Personalet ville have, at han skulle have uridom eller kateter, men jeg var bekymret for infektioner og dermed indlæggelser på grund af dels hygiejne, dels at personalet ikke er i stand til at “læse” min mand. Den aktuelle situation er, at min mand ligger på et underlag med blod og afføring og løbende har blødende tryksår.
Eksempel 4
En løbende, stor frustration er, at beskeder ikke når eller går rundt i huset. Når jeg skriver i kontaktbogen, bliver beskeder langt fra altid krydset af, og bliver de krydset af som set, kan jeg langt fra være sikker på, at det sker, eksempelvis et ønske om at min mand er klar til et bestemt klokkeslæt. Resultatet er, at vi enten kommer for sent til en aftale, eller at jeg kommer jeg afsted med en meget usoigneret mand.