Hvis vi som samfund skal have et bedre sundhedsvæsen, mere tilfredse patienter, gladere medarbejdere og mere sundhed for pengene, skal vi som ledere have plads til at lede og vise medarbejderne tillid.
Af Bente Ourø Rørth
Der er meget på spil i sundhedsvæsnet, og nogle gange er det helt bogstaveligt et spørgsmål om liv eller død. Derfor er det naturligt, at der er mange, der har holdninger og meninger til, hvordan vi skal indrette os.
Det har den konsekvens, at hospitalerne er styret af og underlagt en lang række ydre reguleringer, der alle har til formål at sikre patienterne får en korrekt behandling, at skatteydernes penge bruges ordentligt, at ingen snyder og alle tilgodeses.
Kræftpakker, udredningsgarantier, kvalitetsprogrammer, behandlingsgarantier, Patientansvarlig Læge og DRG-systemet er alle eksempler på faktorer, der fra nationalt niveau har afgørende betydning for, hvordan vi på hospitalerne indretter os. Dertil kommer både de politiske og økonomiske rammer og aftaler, der udstikkes i de enkelte regioner.
Og så har jeg slet ikke nævnt de mange faglige organisationer, som også har en helt legitim indflydelse på, hvad der kan lade sig gøre på alle hospitaler. Hvis du er leder i det danske sundhedsvæsen, så kræver det, at du kan forstå og agere efter mere end en enkelt dagsorden.
Tilsammen skaber de mange forskellige aktører et regel- og kontrolregime, der nogle gange skygger for det store perspektiv. Det perspektiv, der skal give os noget horisont, så vi kan tænke de nye tanker, udvikle sundhedsvæsnet og blive bedre, dygtigere og smartere. Og nogle gange skygger de mange krav også for det, som det hele handler om: Patientens ve og vel.
Faktisk nævnte jeg ikke patientens egen stemme blandt de mange aktører, der definerer et moderne sundhedsvæsen – lagde du mærke til det?
For megen kontrol og for lidt mening
Det er min overbevisning, at vi i vores ledelse af sundhedsvæsnet skal tilbage til patienten som den styrende for, hvad vi gør, og hvordan vi indretter os. Vi skal efterstræbe et helt nyt værdi- og styringsgrundlag, der giver værdi for den enkelte og plads til ledelse.
I dag består en stor del af ledelsens opgave i at oversætte de mange krav og rammestyring til noget, der giver mening for medarbejderne som fagprofessionelle. Det er en vigtig opgave, og noget jeg gør med glæde. Hospitalerne skal selvfølgelig overholde lovgivningen og måles og kontrolleres, så vi overholder alle regler, og patienterne sikres deres rettigheder. Men jeg er også enig i kritikken, der siger, at vi måler og kontrollerer for meget og ikke altid det rigtige.
Der er en tendens til for megen kontrol og for lidt mening. Der er en tendens til for megen detailstyring og for lidt rum for ledere til at sætte retningen og sætte deres egne medarbejdere fri til at gøre, hvad der er bedst for patienten, og ikke kun hvad der er bedst for, at vi som hospital når en række mål, der er bestemt af andre. Andre, der sidder endnu længere væk fra patientens stemme, end vi gør på direktionsgangen.
Patienten bestemmer selv sit forløb
På Nordsjællands Hospital har vores KOL-ambulatorie afskaffet de faste kontroller i løbet af året. De var gode for DRG-taksterne, men uden megen værdi for de lungesyge patienter, der kunne være meget besværede af at skulle på hospitalet for nogle hurtige prøver og en alt for kort snak.
I dag skal patienterne selv styre deres kontakt med hospitalet. De har ingen faste kontroller, men en fast kontaktsygeplejerske, de kan ringe til, hvis de har spørgsmål. Og de er selvfølgelig altid velkomne, hvis behovet er der. En gang om året er der så til gengæld gjort bedre tid for hver enkelt patient til at tale med lægen om det, der nu fylder i patientens liv. Samtalen er med udgangspunkt i sygdommen, men det er patienten selv, der er med til at definere indholdet.
Det er ikke et projekt, der giver hospitalet flere penge, eller sompå papiret gør os mere effektive. Men jeg kan love dig, at for patienterne er det et kvalitetsløft.
(Patientnære) data er godt
Skal vi så bare lade være at måle noget? Nej, selvfølgelig ikke. Lad hospitalerne blive målt på, hvad der giver værdi for den enkelte patient, og lad os bygge sundhedsvæsnet op efter det mantra. Det kan lyde banalt, men det vil være et helt nyt paradigme. Det vil være et markant brud med den noget ensidige fokus på effektivitet og et skift mod en langt mere værdibaseret styring, der vil sætte den enkelte patients behov i fokus og tale direkte ind i lægernes og sygeplejerskernes faglighed.
Det er min påstand, at vi med mere fokus på det enkelte menneske og mindre på den samlede effektivitet vil skabe et sundhedsvæsen, der giver langt mere mening for både patienter og medarbejdere.
Kvalitetskontrol og data er stadig en hjørnesten i forbedringsarbejdet, men måske måler vi i dag ikke altid det rigtige. Da Nordsjællands Hospital blev en del af projektet Patientsikkert Sygehus, blev datadrevet og kliniknær ledelse hverdagen på hospitalet. Vi skabte tidstro data på en række parametre, der havde afgørende betydning for den enkelte patient: Tryksår, mortalitet osv.
Det var uendeligt meget lettere for mig at oversætte den dagsorden til sundhedspersonalet, der straks kunne se logikken og ikke mindst resultaterne i deres egen hverdag. De begyndte selv at spille ind med forbedringstiltag og gør det stadig.
Data og styring blev tydelige og patientnære. Dermed gjorde vi en forskel fra dag 1 og var i stand til at navigere for patientens bedste i stedet for hele tiden bare være lidt mere effektive eller lidt hurtigere i dag, end vi var i går. Blind styring efter effektivitet ser godt ud på papiret, men gør ikke nødvendigvis behandlingen bedre for patienten.
Giv os et mål – så finder vi vejen
Hvad skal vi gøre for at nå til det paradigmeskift, der ligger i at lade patienten og det patientnære styre en stor del af vores hverdag? Jeg siger ikke, at vi skal kaste al kontrol og styring overbord, men vi skal som ledere sættes mere fri til at kunne lede og navigere mod det, der giver mening for patienten og ikke for den enorme rammestyring.
Det vil gøre lederrollen mere udfordrende, men også meget mere berigende. Det kræver ikke bare, at vi som topledere får rum til at lede, det kræver også, at vi som ledere i vores egne organisationer tør lægge en del af råderummet ud til medarbejderne. Det er dem, der i sidste ende med al deres faglighed, erfaring, data og ikke mindst menneskelig kontakt med patienterne har den bedste viden og kan agere.
Sammen med patienten er de eksperterne, som vi andre skal understøtte og hjælpe. Hvordan vi som samfund kommer dertil, er det vigtige spørgsmål nu. Der er bevægelser i den rigtige retning, og Ledelseskommissionen summerer det meget godt op i deres tre teser om ledelsesrum:
- Mindre detaljeret styring giver plads til mere reel ledelse tæt på kerneopgaven – opgaver fremfor opskrifter skaber motivation.
- Ledere skal turde løbe risici for at skabe fornyelse og innovation. Det kræver et reelt ledelsesrum og stor opbakning.
- Forudsætningen for at indfri politiske målsætninger er en klar dialog, feedback i styringskæden og gensidig respekt for arbejdsdelingen mellem politiske opdragsgivere og udførende led.
Det er politikernes privilegium at udstede rettigheder til borgerne, og det skal dokumenteres og registreres, at rettighederne overholdes. Sådan vil det også være i fremtiden.
Problemet fra mit lille hjørne af verden er bare, at vi ikke har ubegrænsede ressourcer og med flere og flere detaljerede beskrivelser af, hvordan vi skal indrette vores sundhedstilbud, så får vi i stigende grad svært ved at indfri alle løfter, der gives.
Hvad med om politikerne på de forskellige niveauer fortalte os, hvor det er, vi skal hen? Hvad er det for et sundhedsvæsen, vi helt grundlæggende vil have som samfund? Hvad er den store fortælling, om fremtidens sundhedsvæsen?
Når den ligger klar, så har vi nogle meget kompetente ledere og medarbejdere, der i samråd med patienten, nok skal nå målet. Så det alt sammen i sidste ende giver mening, for dem vi er her for.