FN’s 17 verdensmål kan med fordel danne afsæt for arbejdet med bæredygtighed på hospitaler, men det er vigtigt at prioritere, hvilke mål der giver de største effekter.
Af Lone Mortensen
I Danmark er en samlet byggebranche gået sammen om at stifte Green Building Council, som arbejder for at fremme bæredygtighed i bygninger. Organisationen har med afsæt i tests af forskellige ordninger udarbejdet en dansk tilpasning af den tyske certificeringsordning for bæredygtigt byggeri DGNB med manualer til, hvordan man evaluerer bæredygtighed for forskellige bygningstyper.
Som seniorforsker hos Statens Byggeforskningsinstitut var jeg med til at koordinere tilpasningen af manualen for nye hospitalsbyggerier. I denne artikel vil jeg komme med et bud på, hvordan brugen af FN’s 17 verdensmål kan bygge ovenpå manualen og danne afsæt for bæredygtig opførelse og drift af nye hospitaler, og hvilken rolle ledelsen spiller i processen.
Svært at dokumentere effekter
I forbindelse med manualarbejdet for hospitaler deltog fageksperter og repræsentanter fra regionerne i syv teknikgrupper inden for følgende fagområder:
- Proces
- Livscyklusvurdering og materialer
- Energi og vand
- Økonomi
- Indeklima
- Design og disponering
- Omgivelser
Manualen giver en metodik for, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed for sundhedsvæsenets byggerier og giver mulighed for en DGNB-certificering, der kan sikre en ensartet evaluering af bæredygtighed for hospitaler og en forventet fremadrettet bedre bygningsdrift. Men det er svært at dokumentere effekterne i praksis, hvilket gælder for alle certificerede bygninger.
Derfor kan det være interessant at se på andre metoder til at arbejde med bæredygtighed i sundhedsvæsenet. Her kommer FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling ind i billedet, hvilket understøttes af de danske regioner, som i deres udviklingsstrategier sætter bæredygtighed i centrum og støtter samarbejde om at opfylde verdensmålene inden 2030.
Bred tilgang til bæredygtighed
Danmark har politisk forpligtiget sig til at arbejde med verdensmålene, som udover de 17 verdensmål også består af 169 delmål og 230 indikatorer for, hvordan man kommer i mål med bæredygtig udvikling på landeniveau frem mod 2030. De 17 verdensmål er meget kommunikative og umiddelbare at fortolke, men det kan være svært at operationalisere dem.
Derfor er det oplagt, at sundhedsvæsenet deltager aktivt i denne dagsorden og skaber initiativer og løsninger til bæredygtig udvikling for medarbejdere, patienter, pårørende og øvrige aktører.
Samtidig har verdensmålene den fordel, at de giver en bredere tilgang til bæredygtighed. Verdensmålene giver konkret mulighed for at se på både bygninger og drift af sundhedsvæsenet, herunder indkøb, fødevarer, affald og meget andet.
Langsigtede bæredygtighedsmål
De fysiske rammer på hospitaler består af bygninger, inventar, apparatur og udstyr. Regionerne investerer nu og i de kommende år mange milliarder kroner i nybyggeri, udbygning og renovering af hospitaler, og investeringerne i hospitalsstrukturen og nye fysiske rammer tager afsæt i behovet for at øge kvaliteten på mange leder og kanter.
Ambitionen er at sikre den bedste og mest effektive behandling med udgangspunkt i patienters behov. Bygningerne skal tilpasses, så de understøtter både den organisatoriske forandringsproces og sammenhængende patientforløb og samtidig bidrager til øget patientsikkerhed, kvalitet og effektivitet.
Tidligere undersøgelser af sygehuse peger på, at man kan opnå de største miljømæssige gevinster ved at stille krav til både energiforbrug og især til udstyr og materialer, som bruges i driften af hospitalet. Derfor er det vigtigt, at der stilles langsigtede bæredygtighedsmål for hospitaler.
Det er en ledelsesmæssig opgave at støtte bæredygtig udvikling på hospitaler. Bæredygtighed skal med andre ord gøres operationelt og konkret på flere niveauer fra ledelsesniveau, over medarbejdere og til patienter og pårørende.
Et fleksibelt sundhedsvæsen
En af udfordringerne i hospitalsbyggerier er den konstante ændring af behov. Det betyder, at omkring 10 procent af et hospitalsbyggeri konstant ændres og/eller er under ombygning. Hvordan kan man tage højde for dette, så der tænkes bæredygtighed ind i processerne?
Omvendt er det ikke alle områder på et hospital, der løbende ændres. Eksempelvis kan sengestuer ofte stå i op til 30 år, før de ombygges, og klimaskærmen vil ofte stå meget længere. Hvilken betydning har det for bæredygtige valg? Konsekvensen er, at vi skal sætte fokus på de betydende dele.
Hvordan kan vi sikre, at mest muligt af materialet i eksempelvis ikke bærende skillevægge kan genanvendes? Hvordan kan vi bygge, så vi undgår at indbygge materialer, som på sigt skal bortskaffes som farligt affald? Hvordan vælger vi bedst de overfladematerialer, som er nemmest at rengøre og vedligeholde? Og sidst, men ikke mindst, hvordan kan vi sikre fuld drift ved ombygning og ændringer, så vi tager hensyn til, at der skal modtages og behandles patienter kontinuerligt?
I forhold til FN’s 17 verdensmål er det blandt andet relevant at se på ressourceforbruget i forhold til verdensmål nr. 12 om ”Ansvarligt forbrug og produktion”, men der kan være flere andre verdensmål, det er relevante at se på i forhold til sundhedsbyggerier.
Synlig ledelse skal stille mål
Som nævnt skal bæredygtighed gøres operationelt på flere niveauer fra ledelsesniveau over medarbejdere og til patienter og pårørende, men hvordan gør man det i praksis?
Hvis der er én ting, der er mangel på alle steder, er det tid. Tid er hovedressourcen. Derfor skal arbejdet med at indføre bæredygtighedsinitiativer være let. I forhold til ledelse er der også behov for, at ledelsen synligt melder ud, at man ønsker en bæredygtig udvikling. Mange regioner har allerede truffet beslutning om dette, men betyder det, at ledelserne bakker op?
Hvis de gør, skal de støtte implementeringen og gøre bæredygtighed operationelt. Det kan sikres ved konkret at måle på bæredygtighedsparametre. Kan man forestille sig, at 2020 bliver året, hvor alle ledere i sundhedsvæsenet opstiller mindst tre resultatmål til de kliniske ledere, der måler på bæredygtighedsparametre?
Det kan for eksempel være 5 procent reduktion af kasserede varer, 20 procent reduktion af affaldsmængder og 10 procent minimering af madspild. Dette er kun eksempler, og det kan også handle om mange andre emner og vinkler.
Affaldssortering som eksempel
I forhold til bæredygtighed i driften af et hospital kan der eksempelvis tages udgangspunkt i affaldet. Det skal gøres nemt at affaldssortere, for ellers bliver der ikke sorteret. Hvis affaldssortering opleves besværligt eller tidskrævende, vil meget affald blot ende i restfraktionen. Derfor er det vigtigt at involvere alle parter, så det bliver en fælles mission, hvor vi hjælper hinanden til at sortere og derved sikrer genanvendelse af ressourcer.
Rent fysisk kræver det noget af bygningens indretning og af det servicepersonale, der skal transportere affaldet fra forskellige områder til de samlingsområder, hvor affaldet afhentes. Herudover skal sorteringen være intuitiv, så det er overskueligt for det kliniske personale, og i områder med patienter og pårørende også er forståeligt for disse grupper. Her kan sorteringen eksempelvis hjælpes på vej med små piktogrammer for hvilke typer af affald, der skal sorteres i hvilken beholder.
Tværfagligt samarbejde
Der er behov for tværfagligt samarbejde for at løse affaldsudfordringerne. For at finde de bedste løsninger er det nødvendigt at høre de involverede parter og inddrage deres viden og erfaringer til at udvikle de bedste løsninger. Verdensmål om partnerskaber for handling peger netop mod dette. Dermed vil det også være en ide at lære af andre fra samme eller tilsvarende brancher og dele gode eksempler.
Derudover er der selve bygningerne, herunder renovering og ombygning af disse. Her kan der ligeledes stilles krav til affaldssorteringen, som sikrer en højest mulig fraktion til genanvendelse. Forbrug af nyt materiale spiller også en rolle, og der kan være gevinster ved at se på, om nogle bygningsdele kan opbygges af moduler, der kan skilles af i sektioner, som kan genbruges helt eller delvist.
Der kan måske også være fokus på at minimere andelen af affald til deponi fra byggearbejder og arbejdsulykker, og den tekniske afdeling skal stille krav til resultatmål i forhold til reduktion af energi-, vand- og materialeforbrug. Det skal være med til at sikre, at der fremadrettet bliver mindre miljøbelastning for bygningsmæssige ændringer i sundhedsvæsnet.
Prioritering af verdensmål
Man kan typisk relatere 11 af de 17 verdensmål til byggeprojekter, og i NIRAS anbefaler vi, at man prioriterer tre til fem mål, som kan give den største effekt i forhold til et specifikt byggeris bæredygtighedsmål. Afsættet for prioriteringen bør være en proces, hvor det prioriteres, hvilke af de 17 verdensmål hospitalet kan opnå størst effekt med i et specifikt projekt, og hvilken livscyklusfase det drejer sig om.
Da processen er generisk, kan den i princippet omhandle andre elementer, for eksempel den daglige drift. Det vigtige er at starte med at stille ambitiøse mål, hvor der er fokus på både positive og negative effekter og sammenhæng mellem verdensmålene. Herefter beskriver man de handlinger, man skal iværksætte for at nå i mål på projekterne.
Undervejs i processen kan man opgøre, hvor langt man er nået, og om det lykkes at nå de mål, man sætter i projektet. Denne metode til at arbejde med verdensmålene er ikke begrænset til bygninger, men kan også inkludere den efterfølgende drift af hospitalet generelt uden byggeridelen.
Jeg glæder mig til at følge, hvordan sundhedsvæsenet indfører nye bæredygtige løsninger i 2020.
