Det færøske sundhedsvæsen mangler læger og sammenhæng. En institutionalisering af en potent »professionel forbruger«, altså patientens egen læge, vil forbedre patientforløbene.
Af Pál Weihe
Grundlæggende er det færøske sundhedsvæsen opbygget som det danske med nogle mindre forskelle. Sygehusvæsenet består af to små, blandede sygehuse og et centralsygehus – Landssygehuset.
De tre sygehuse bestyres af en direktion, som består af en administrerende direktør, en lægelig direktør og en sygeplejefaglig direktør. Sygehusdirektionen refererer direkte til sundhedsministeriet, og det gør sygesikringen, Heilsutrygd, også.
Det færøske sundhedsvæsen
På Landssygehuset er der sengeafdelinger til medicinske, kirurgiske og psykiatriske patienter, og der er ambulatorier til øjensygdomme, øre-, næse- og halssygdomme, hudsygdomme og neurologiske sygdomme. Thoraxkirurgi og neurokirurgi foregår ikke på Færøerne, men patienter henvises sædvanligvis til hospitaler i Danmark, særligt til Rigshospitalet.
Primærsektoren består af privatpraktiserende læger, kommunelægerne. De er ansat af den offentlige sygesikring med en basisløn og er ud over det honoreret pr. ydelse. Foruden de praktiserende læger er der privatpraktiserende fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer og tandlæger.
Sundhedsstyrelse er på vej
Det er nu blevet besluttet at etablere en sundhedsstyrelse under sundhedsministeriet – altså en styrelse som i princippet skal have de samme opgaver som Sundhedsstyrelsen i Danmark som bl.a. består af overvågning af sundhedstilstanden i befolkningen og sundhedsplanlægning.
Ledelsessøjlen indenfor sygehusvæsenet er klar, idet sygehusene er organiserede i afdelinger og samlede i centre, hvis ledere refererer til direktionen. De praktiserende læger sidder hovedsagelig i enkeltmandspraksis, selv om flere af dem arbejder under samme tag.
Relationen mellem de praktiserende læger og sygesikringen drejer sig udelukkende om honorering for ydelser og ikke kvalitetskontrol. Primærsektorens læger har således ikke en fælles ledelse, men arbejder vidtgående autonomt.
Lægemangel skader kvaliteten
Det færøske sundhedsvæsen har længe lidt under mangel på læger og har derfor været nødt til at bruge vikarer og konsulentordninger. I de senere år har det især været et problem for almen praksis med skiftende vikarer, som er skadeligt for kvaliteten af ydelserne, især på grund af tab af sammenhænge.
Uddannelse af nye speciallæger i almen medicin er blevet prioriteret højt, men der er stadig ubesatte stillinger.
Der har også været speciallægemangel på sygehusene, men der har dog været en betydelig tilgang af unge speciallæger de sidste 10 år.
Svært at få de færøske læger tilbage
Fremtidsudsigterne for læger forekommer gode, da relativt mange unge færinger læser medicin, og mange er i gang med speciallægeuddannelser især i Danmark.
Problemet er dog, at man typisk er i midten af 30’erne, når speciallægeuddannelsen er færdiggjort, og i denne alder er der mange, som har slået rødder i udlandet i sådan en grad, at tilbageflytning til Færøerne er besværlig, da både børn og ægtefælle også skal flytte med.
Ingen sygeplejerskemangel på Færøerne
Rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker har ikke været noget væsentligt problem i det færøske sygehusvæsen. Det kan skyldes, at vi har haft en sygeplejerskeskole siden 1960.
Sygeplejerskeuddannelsen på Færøerne er ikke en professionsbachelor, men har siden 2003 været en bacheloruddannelse på Færøernes Universitet med samme akademiske status som andre bacheloruddannelser.
Det har været en succes, idet flere ansøgere om optagelse end der er pladser. Grunden til, at vi ikke har sygeplejerskemangel på Færøerne kan være fagets anseelse som en universitetsuddannelse.
Ingen optimal kommunikation
Min vurdering – uden jeg kan understøtte den med tal – er, at kommunikationen mellem primær- og sekundærsektoren ikke er optimal, da det sammenhængende sundhedsvæsen ikke i tilstrækkelig grad er realiseret på Færøerne.
Kommunikation skal her forstås som, at relevante informationer om en patient bliver udvekslet mellem sundhedsvæsenets forskellige aktører uden forsinkelser og misforståelser.
God kommunikation handler også om forventningsafstemning: Hvad forventer specialisterne i det sekundære sundhedsvæsen, at primærsektorens medarbejdere tager sig af, og hvad forventer de alment praktiserende læger, at specialisterne tager sig af?
Og den anden vej: Er forklaringerne, prognoserne og anbefalingerne til patienterne fra de forskellige aktører nogenlunde enslydende, så misforståelser og forvirring undgås hos patienterne?
Manglende sammenhæng på tværs
Jeg har været overlæge på en arbejdsmedicinsk klinik i sygehusvæsenet og konsulent for socialvæsenet på Færøerne i mere end tre årtier. I denne egenskab har jeg gennemgået mange patientforløb i forbindelse med ansøgninger om arbejdsskadeerstatninger, invalidepension og flexjob.
Her er det mit indtryk, at sundhedsvæsenets forskellige aktører ofte ikke har arbejdet koordineret. Det forekommer relativt ofte, at forskellige specialister har anbefalet diverse behandlinger eksempelvis psykologbehandling, fysioterapi og medikamentale behandlinger, uden at nogen har sat behandlingsforslaget i værk.
Patientansvarlig læge som tovholder
Set fra min udkigspost er der behov for en større integration mellem sundhedsvæsenets forskellige dele. Dette kunne gøres ved en patientansvarlig læge, som kan tage patienterne i hånden og gennemprøve de forskellige behandlingsmuligheder inklusive socialmedicinske foranstaltninger.
For mig at se bør denne funktion ligge hos almenmedicineren, men det vil kræve en ændring i den gængse opfattelse af, at det er patienten, som skal opsøge lægen, hver gang der skal tages beslutning om et eller andet.
Jeg vil mene, at det i højere grad må være den patientansvarlige læges opgave at være tovholder for patienten og i denne funktion være opsøgende – både til patienten selv, men også på vegne af patienten ved at forsøge at få konsensus blandt sundheds- og socialvæsenets mange aktører om den optimale behandling og de optimale foranstaltninger.
Patientansvarlig af navn ikke af gavn
Nogen vil sikkert nu indvende, at den rolle har de alment praktiserende læger allerede. Ja, af navn, men ikke altid af gavn. En sådan koordinerende lægerolle på vegne af patienterne vil være ganske krævende både tidsmæssigt og fagligt udfordrende, da almenmedicinerne dermed påtager sig rollen som den oplyste og krævende forbruger af hospitalsvæsenets mange diagnostiske og behandlingsmæssige tilbud.
Den gode markedsmekanisme er, at kunden køber der, hvor varen er bedst og billigst. Færøerne er for små til et frit sygehusvalg, så alternativet til det offentlige sundhedsvæsen vil være private sundhedsforsikringer, som også vinder frem på Færøerne i disse år.
Kunderne i vores sundhedsvæsen – patienterne – er lidet krævende i kunderollen, og det skyldes nok, at de fleste patienter er usikre og svage som forbrugere enten på grund af deres sygdom eller også fordi patientrollen er ny og uvant for dem.
Det er min vurdering, at en institutionalisering af en potent »professionel forbruger«, altså patientens egen læge, på sigt ville være med til at forbedre patientforløbene i sundhedsvæsnet og være til glæde og gavn for patienterne.