Sundhedsklyngerne skal tage udgangspunkt i lokale forhold og løse de konkrete udfordringer i den enkelte klynge.
Af Christina K. Hansen og Christoffer Buster Reinhardt
Netop nu afholdes de første møder rundt omkring i landet i de nye sundhedsklynger, hvor politikere fra regioner, kommuner og almen praksis skal mødes i et styrket og forpligtende samarbejde om de fælles patienter.
I sundhedsklyngen har vi nye muligheder for i fællesskab at drøfte og prioritere det nære sundhedsvæsen. Her har vi ansvaret for at skabe konkrete forbedringer for de borgere, der bor i vores område – og vi har muligheden for at udvikle og styrke tilbud målrettet de borgere, som har størst behov. Og her kan vi også drøfte, hvordan kapacitet og arbejdskraft bedst muligt kommer i spil.
Vi ved, at etablering af en ny struktur kan lyde hult for mange. Er klyngerne bare gammel vin på nye flasker? Det, mener vi faktisk ikke, at det er. Vi anerkender, at der er risiko for, at det bliver snakkeklubber, men derfor er det også helt nødvendigt, at vi nu i klyngerne får mulighed for at træffe reelle beslutninger om organiseringen af sundhedsvæsenet lokalt.
Med klyngerne etablerer vi en ramme for, at der kan tages lokalpolitiske drøftelser og hensyn med udgangspunkt i netop den lokale befolkning. Så vi kan tage fat i konkrete initiativer, som adresserer de udfordringer, som vi bokser med i vores område. Det kunne f.eks. være et særligt fokus på børn og unges mentale trivsel, tidlig opsporing og gensidigt samarbejde om tilbud til målgruppen.
Det betyder ikke, at vi etablerer flere små sundhedsvæsener, hvor borgere i én klynge vil opleve et andet serviceniveau end borgerne i en anden klynge. Det er vores ansvar som politikere, at vi fortsat har et samlet sundhedsvæsen i Danmark, hvor vi prioriterer social og geografisk lighed i sundhed.
Rykker tættere sammen
Formålet med det nye samarbejde i klyngerne er, at borgerne skal opleve, at overgange mellem forskellige fagfolk og sektorer bliver smidigere. Som politikere skal vi understøtte, at der ikke er barriere i vejen for, at medarbejdere med kendskab til de konkrete udfordringer kan udvikle og afprøve nye veje og metoder til at sikre bedre forløb.
Vores ambition er, at færre borgere skal opleve, at det er svært at have forløb på tværs af hospital, kommune og almen praksis. Det kan være den ældre medicinske patient, som får medicin af kommunens sygepleje, har løbende opfølgninger hos den praktiserende læge og som desværre også indlægges – nogle gange akut – på hospitalet, og som herefter også ofte udskrives til et forløb i kommunen.
Det kan også være børn og unge med et begyndende mentalt dårligt helbred eller psykiatriske lidelser, som har forløb i kommunen, mange kontakter til almen praksis og måske også til den regionale psykiatri. Vi kan gøre det bedre for dem, og vi tror på, at sundhedsklyngerne er et første skridt, hvor vi som politikere også rykker tættere sammen.
Vi mangler medarbejdere
Med et stærkt politisk engagement kan sundhedsklyngerne være den drivkraft, som skal til for at skabe nogle af de forandringer, der skal fremtidssikre vores sundhedsvæsen. Den demografiske udvikling stiller krav til os som politikere og til vores ledelser og medarbejdere, som hver dag arbejder for at hjælpe og behandle borgere og patienter.
Flere ældre, flere med kroniske sygdomme og flere borgere med psykiske lidelser peger med al tydelighed på, at vi på tværs af kommuner, hospitaler og praktiserende læger skal samarbejde mere forpligtende.
Men det betyder også, at vi skal turde ændre konkrete arbejdsgange hos os selv. Eksempelvis mellem hospitalets måde at udskrive på og kommunens måde at modtage på samt den rolle, almen praksis skal påtage sig.
Det handler bl.a. om at gøre forløbet mere sømløst for de danskere, der f.eks. har været igennem en operation på sygehuset og siden skal genoptrænes. Det kan kræve andre arbejdsgange i regionerne så genoptræningsplanerne udsendes i tide, og det kan kræve indsatser i kommunerne, så genoptræningen leveres rettidigt.
Større politisk ansvar
Kobler vi det med den arbejdskraftudfordring, vi alle ser ind i – hvor der bliver færre medarbejdere til at løfte opgaverne – sætter det også spot på, at vi som politikere skal tage endnu større ansvar for, at kapacitet og ressourcer anvendes bedst muligt. Opgaverne skal udvikles og løses på andre måder, og nogle behandlinger kan komme helt ud i eget hjem eller tættere på borgerne.
Og vi skal bruge medarbejdernes kompetencer bedst muligt. Kan vi f.eks. i højere grad tilbyde træning og rehabilitering før operation eller gøre bruge af velfærdsteknologi til at understøtte borgerne i at være mest muligt selvhjulpne. Det kommer klyngerne også til at skulle forholde sig, så vi får udviklet løsninger, som kommer borgerne til gavn.
Et solidt fælles vidensgrundlag
Vi har i fællesskab foreslået et tættere samarbejde om borgerne, hvor vi politisk fra kommuner og regioner rykker sammen i forhold til nye løsninger. Vi ved, at det betyder noget, når vi forpligter os på at forstå hinandens sektorer og har fokus på at spille hinanden gode. Og vi ved, at vi skal være bedre til at nedbryde siloer og tænke på tværs frem for kun at tænke inden for egen sektor.
Det kræver også et godt datagrundlag i klyngerne. Hvem er de patienter, som har kontakter i flere sektorer? Hvor i klyngen har vi størst udfordringer – er det de unge eller de ældre? Hvordan kan vi som politikere være med til at sætte en retning og afhjælpe udfordringerne?
Med udgangspunkt i en fælles viden om de borgere, der bor i vores område, kan vi finde frem til mulige løsninger – hvor flere borgere oplever et sammenhængende forløb af høj kvalitet. Som politikere vil vi fastholde, at borgerperspektivet er en central og integreret del af klyngernes drøftelser. Borgernes oplevelser med »systemet« kan være et godt udgangspunkt for nogle af de konkrete initiativer og afprøvninger, som klyngerne kommer til at arbejde med.
Vi ser meget frem til for alvor at komme i arbejdstøjet og se hvilke gode forsøg og løsninger, der bliver udviklet til gavn for patienterne. Vi glæder os på det nære sundhedsvæsens og borgernes vegne.