Frontlinjeledernes ledere og i sidste ende topledelsen har ansvaret for at være opsøgende omkring ledernes trivsel og sikre, at også lederstress opdages og håndteres i tide.
Af Mickael Bech, Tanja Kirkegaard og Lars Dahl Pedersen
Borgere oplever på egen krop som patienter og pårørende, at medarbejdere i sundhedsvæsenet har travlt og ofte virker stressede. Det vækker umiddelbart sympati og forståelse, men det skaber også usikkerhed og utryghed, fordi travlhed og stress øger risikoen for, at der bliver begået fejl i behandlingen.
Alt for mange læger, sygeplejersker og andre fagprofessionelle oplever på egen krop, at der ofte og i længere perioder ikke er balance mellem krav og ressourcer i deres arbejde. Det mærkes i dagligdagen på og uden for arbejdspladsen. Det kan udløse fravær og i svære tilfælde manglende tilbagevenden til jobbet.
Det arbejdsbetingede stress er langt fra et nyt problem. Af samme årsag er der rigtigt mange steder arbejdet både systematisk og professionelt med at håndtere og forebygge stress.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har foretaget undersøgelsen ”Virksomhedernes arbejdsmiljøindsats 2017”. Den viser, at der i perioden 2012-2017 er sket en stigning i virksomhedernes arbejdsmiljøindsatser, som både retter sig mod forebyggelse af stor arbejdsmængde og tidspres, støtte til følelsesmæssigt belastende arbejde og forebyggelse af konflikter.
Indsatserne nytter
Den gode nyhed er, at disse indsatser nytter. Opgørelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at efter flere års stigning indtil 2016 faldt andelen af lønmodtagere med symptomer på stress på hospitaler, døgninstitutioner og hjemmepleje en anelse i 2018.
Det samlede sygefravær på danske sygehuse ser også ud til at være faldende. En analyse fra 2019 peger på, at sygefraværet for sosu’er er faldet, mens det har været stigende for sygeplejersker og læger fra 2015 til 2017 (Indenrigs- og Økonomiministeriets Benchmarkingenhed, 2019).
Det er således vigtigt at være opmærksom på variationen i udviklingen mellem grupperne, som kan pege på områder, hvor der er behov for yderligere overvejelser og indsats.
Der findes velafprøvede og effektive metoder til at håndtere og forebygge stress. Men der er fortsat stor variation i, hvorvidt man arbejder systematisk og erkender, at det er et fælles ansvar, der involverer hele arbejdspladsen.
Problemer skubbes nedad
Alt for mange steder skubber man fortsat problemerne og deres løsning nedad i organisationen. Det betyder, at medarbejdere fortsat kan opleve, at deres leder ikke vil anerkende arbejdspladsens betydning, men primært fokuserer på privatlivets belastninger uden for arbejdspladsen.
Tilsvarende kan frontlinjeledere opleve, at de står alene med at løse stressmæssige udfordringer i deres enhed og ikke har de rette rammer og tid til at have fokus på deres medarbejdere.
I dele af sundhedsvæsenet er stress blandt ledere fortsat noget nær tabu og dermed noget, som de pågældende ledere selv må løse. Men frontlinjeledernes ledere og i sidste ende topledelsen har ansvaret for at være opsøgende omkring ledernes trivsel og for at sikre, at også lederstress opdages og håndteres i tide. Topledelsen bør gå foran og udøve virksomhedens stresspolitik i både ord og gerning.
