Det står klart, at sundhedsvæsenet er i forandring. Fremtidens patienter er født, og det er fremtidens medarbejdere også. Flere bliver ældre og får flere og mere komplekse sygdomme. Det samlede arbejdskraftudbud er allerede nu udfordret, og der mangler medarbejdere i mange brancher, også i sundhedsvæsenet. Det betyder, at selv hvis hele årgange valgte en sundhedsfaglig uddannelse og i øvrigt arbejdede på fuld tid, ville der stadig ikke være kapacitet nok i sundhedsvæsenet til at løse såvel nutidens som fremtidens opgaver på den måde, vi har organiseret os i dag.
Når vi skal løse vores opgave under disse omstændigheder, er vi nødt til at gøre tingene på en ny måde. Sundhedsvæsenet har traditionelt set altid forandret sig, og det tror vi på, at vi kan gøre igen. Men vi skal tale om tingene, som de er, frem for at blive ved med at tro, at vi fortsat kan blive ved med at gøre som hidtil.
Der er brug for transformation og en ny tilgang, hvor vi gør op med, at alle patienter skal have det samme tilbud for at opnå lighed i sundhed. Vi skal derimod snakke om, hvordan vi behandler patienter forskelligt, for at alle får det rette sundhedstilbud. På den måde kan vi sikre den bedste brug af de samlede ressourcer, vi har i sundhedsvæsenet, og at så mange patienter som muligt får den sundhedsydelse, som de har brug for.
Hvordan kan vi komme i dialog om at gøre det rigtige, hvor det rigtige ikke handler om at tilføje flere prøver, kontroller og procedurer, men kan være et evidensbaseret fravalg på baggrund af fælles beslutningstagning mellem patient og sundhedsprofessionel? Så vi fortsat kan tilbyde et offentligt sundhedsvæsen præget af kvalitet, patientsikkerhed og omsorg for den enkelte, også for dem der ikke har en privat sundhedsforsikring?
Overforbrug af diagnostik
I dag overforbruger vi af vores diagnostiske redskaber som for eksempel blodprøver, scanninger og røntgenbilleder. I mange tilfælde er det ikke patienterne, men os selv, de sundhedsprofessionelle, der har skabt overforbruget, fordi vi gerne vil gøre det så godt som muligt og undgå fejl. Men et overforbrug er ikke til patienternes bedste.
Der er masser af kræfter og mekanismer både hos sundhedsvæsenet selv og i det omgivende samfund, som peger i retning af, at hurtigere behandling og mere direkte kontakt med sundhedsvæsenet er en ubetinget fordel.
Det vil vi gerne tilføje nogle nuancer til baseret på vores mangeårige erfaring i hospitalsvæsenet og med opmærksomhed på de mange alternativer til fremmøde på hospitalet, som findes. For vi mener, at det er tid til at tage en offentlig samtale om transformation af det samlede sundhedsvæsen. Og det er en samtale, vi i sundhedsvæsenet selv må starte, fordi vi kender systemet indefra.
Det er ikke altid den bedste løsning for patienten at komme på hospitalet, selv om vi kan have tendens til at tænke sådan. Hvordan kan vi understøtte patienterne i at være trygge ved, at de kan varetage deres forløb selv med sundhedspersonale tilgængelige som backup, når der opstår tvivlsspørgsmål?
Mange af os i sundhedsvæsenet er vokset op med et mantra om samme adgang og samme behandlingsret giver lige muligheder for alle. Men det er ikke tilfældet – for det er i den forskellige tilgang, at vi kan give den enkelte mulighed for at få det bedste udkomme af sundhedsvæsenet.
Ressourcestærke trækker på sundhedsvæsenet
De mest ressourcestærke skal nok få gjort brug af sundhedsvæsenets tilbud, enten i det offentlige sundhedsvæsen eller ved hjælp af de meget udbredte private sundhedsforsikringer. Gruppen med færre ressourcer og måske også dårligere sundhedskompetencer formår derimod ikke altid at komme til læge i tide og få stillet de rigtige spørgsmål.
Vi skal turde differentiere mellem dem, som har brug for at blive taget lidt mere ved hånden, og dem som i langt højere grad kan klare sig selv.
Vi tror på, at de ressourcestærke kan meget selv, og vi har brug for deres accept af, at det ikke er en forringelse af deres tilbud, når vi differentierer. Det er derimod beslutningskraft centreret hos patienten selv.
Et eksempel kan være forløbet efter en skulderoperation. Den selvkørende patient kan få en instruks med hjem om et træningsprogram og et telefonnummer at henvende sig til med spørgsmål. Andre har brug for et forløb, hvor der er fremmøde på hospitalet eller hos kommunen og hjælp til at få træningen gennemført. Der vil altid være patienter, hvor der er behov for mere kontakt med hospitalet eller kommunen, og dem skaber vi ressourcer til, ved at give andre mulighed for at klare mere selv.
Teknologi er en gevinst for alle parter
Der findes teknologier til at understøtte, at patienter kan klare meget mere i hjemmet. Et godt eksempel på dette er børn født med hoftedysplasi, som skal have benene i en skinne for at undgå, at hoften ‘klikker’ ud af led. Det har tidligere betydet stor usikkerhed hos forældre og meget kontakt med sundhedsvæsenet.
Nu har man samlet data og fundet ud af, at der særligt er to situationer, som giver usikkerhed, når man skal håndtere det i hjemmet, nemlig bleskift og bad. Derfor er der udarbejdet vejledninger specielt til disse situationer, og de er tilgængelige i en app-baseret forløbsguide, som er let tilgængelig for forældrene. Her kan de også komme i kontakt med afdelingens specialister i en chatfunktion, hvis behovet opstår. På den måde behøver familien ikke en fastsat række kontrolbesøg på hospitalet. Forældrenes egen mestring styrkes derimod sikkert og med en professionel hånd i ryggen.
Vi har brug for at ændre opfattelsen af den digitale kontakt som noget, der pr. definition er en forringelse i forhold til det fysiske møde. Digitale løsninger giver for mange patienter tryghed og tilgængelighed i en langt større del af døgnet end det korte kontrolbesøg. Det skal vi hele tiden arbejde på at fremme en forståelse for.
Der er masser af mennesker i samfundet, som ikke bryder sig om at komme på et hospital. Det kan være forbundet med ubehagelige oplevelser eller angst. For dem vil det ofte opleves som en lettelse, at der er en mulighed for digital kontakt i stedet for fysisk fremmøde.
Det understreger igen pointen, at digitalisering ikke er en forringelse af tilbuddet, men derimod en tilpasning til de enkelte patienters situation. I nogle tilfælde er det en bedre mulighed for overhovedet at komme i kontakt med hospitalet, og hvor pårørende også har mulighed for at deltage uden et stort tidsforbrug.
Hvem er det, der ikke skal behandles?
Når vi taler om prioritering i sundhedsvæsenet, bliver det hurtigt til enten-eller spørgsmål om, hvem der ikke skal behandles, og hvem der skal. Kan man forestille sig et isoleret alderskriterium for en behandling? Det tror vi ikke på. Der tror vi langt mere på en individuel vurdering. Diskussionen handler ikke om, at der er nogen, der ikke skal behandles, men om, at vi er nødt til at bruge vores samlede ressourcer på den mest hensigtsmæssige måde.
Vi har efterhånden meget viden om, hvorvidt et givent indgreb vil forlænge den enkelte ældre patients restlevetid, når man ser på patientens samlede tilstand, herunder også den forventede ændring af livskvalitet. Det betyder, at vi har et fagligt solidt grundlag at stå på, når vi vurderer, hvilken behandling, der skal tilbydes eller ikke tilbydes. Den samtale skal vi også turde at tage hul på. Og vi må som hospitalsledelse bakke op om, at den bliver taget i vores kliniske afdelinger.
Gode til visioner, dårlige til reel handling
Når vi begynder at foretage faglige fravalg, så skal vi stå på sikker grund. Vi kommer ikke til at gennemprøve alle forandringer med randomiserede studier, men vi kommer til at lave følgeforskning på de omlægninger vi laver, eksempelvis i opfølgningsforløb efter operationer. Her kan universitetshospitalerne bidrage, fordi vi har forskningskompetencer og erfaring med databaserede forandringer.
Det er her, rygdækningen fra os som ledelse kommer ind i billedet. For den kliniker som står over for en patient, som skal have et nyt og omlagt forløb, bliver det for svært, hvis de står alene. Derfor skal vi være meget tydelige med vores opbakning til, at klinikken eksperimenterer med forandringer og følger op på kvaliteten i behandlingen.
Vi har en kultur, hvor vi er rigtig gode til at lave analyser, efterprøve data og lave visioner. Men vi er dårlige til at gå fra bevidsthed om problemstillinger til reel handling og mod til at afprøve noget nyt. Det er ikke underligt, taget i betragtning at det er menneskeliv, vi arbejder med. Men som ledere skal vi være med til at puffe til denne kultur, så vi tør afprøve nye veje, lave fejl, vende tilbage og afprøve en anden ny vej.
Vi skal favne modstand og skepsis
Det er et langt, sejt og vedholdende træk, vi står overfor, og der er ikke nogen snuptagsløsninger. Vi må være helt bevidste om, at ændringer af udformning og drift af sundhedsvæsenet er nødvendigt. Først da kan vi få øje for de enestående muligheder, der også kommer af nødvendigheden af nytænkning.
Vi kan ikke etablere en offentlig samtale om transformation som hospitalsledelse alene. Det er nødvendigt at få organisationen med, for at samtalen om transformation når ud i alle dele af hospitalet. Der vil naturligt både være modstand, skepsis og opbakning – og vi skal favne det hele.
Transformation og samtalen herom skal også sprede sig uden for hospitalerne, for ingen part i sundhedsvæsenet kan transformere sig alene. Vi skal samarbejde tæt med alle andre parter i sundhedsvæsenet og sikre, at vi ikke blot skubber opgaver og patienter rundt i systemet, når vi laver ændringer.
Vi undgår ikke, at der kommer pres fra omgivelserne, når vi afprøver fagligt betingede fravalg. Det kan også komme fra de faglige miljøer, for det er vanskeligt at ændre på den praksis, man selv er en del af og måske selv har været med til at indføre. Som ledere er det vores opgave at gå forrest, vise vejen og altid give rygdækning til de valg og fravalg, der bliver foretaget på fagligt grundlag.
