Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Nørgaard har skrevet en anvendelig bog til alle, som selv oplever at have ondt i arbejdslivet eller måske bare ønsker at skabe en anden balance i livet eller er leder for medarbejdere, som er ude af balance. 

Bogen sætter fokus på, hvordan man balancerer et værdifuldt og ansvarligt familieliv samtidig med at være ambitiøs og optaget af at gøre karriere. Nørgaard skriver i forordet til bogen, at hun gerne vil anspore til, at vi taler om balance på en mere nuanceret og nutidig måde. Her er hun især inspireret af teologen Christian Hjortkjær, som har sat ord på den utilstrækkelighed, mange oplever i dagens Danmark, og som oplever sig presset og stresset både i arbejds- og familieliv. 

Nørgaard argumenterer for, at work life-begrebet er en for simpel dikotomi og mener, at vi skal have en cirkulær og mere alsidig tilgang til forholdet mellem arbejdsliv og privatliv. Hun introducerer værktøjet ‘et balancebræt’ (a la et vippebræt) som et billede på at finde en passende livsbalance mellem tre overordnede livsdomæner: 

• Personlige forhold (nære relationer, fysisk sundhed og mental sundhed).
• Karriere (jobsituation, ledelse, motivation og kolleger).
• Fællesskaber (kunst og kultur, oplevelser, lokalsamfund og venner).

Det er selvfølgelig ikke altid nemt at få livsbalancen til at gå op og risikoen er stor for, at man mister orienteringen i forhold til, hvad der vægter højest; hvilken opmærksomhed man giver de enkelte domæner og hvor godt, det lykkes at skabe plads til alle tre domæner. 

Nørgaard argumenterer for, at man skal gøre sig bevidst om, hvordan ens situation ser ud her og nu, og dernæst gøre sig overvejelser om, hvorvidt, der er noget man ønsker ændret og hvad det så er, der skal være anderledes. Først når det står klart, kan man begynde at gøre noget ved det, der har bragt livet i ubalance. 

Balancebrættet hviler på et fundament af personlige værdier, som skal stå klart for hver enkelt. Værdierne er det kompas, der skal guide en, når livet gynger, og uden kompas er risikoen for at komme ud af kurs stor. De færreste undgår at opleve perioder, hvor man bliver presset enten på arbejdet eller af omvæltninger i familielivet. I de perioder skal tydelige værdier hjælpe os til at genfinde balancen. 

Nørgaard vier i bogen et kapitel til ‘tid’. Tiden gøres ofte til noget, man mangler og har alt for lidt af, og at man derfor oplever sig stresset. Nørgaard citerer præst og Kirkegaard-fortolkeren Pia Søltoft, der skriver: »Hvad er den største fare for ethvert menneske? Det er ikke kræft, klimaforandringer eller konkurs. Det er og har altid været tiden«. 

Tid er liv og vi må forholde os til, hvad vi vil med livet. Og for Kirkegaard er travlhed ikke et vilkår. Travlhed bliver skabt, fordi andre eller vi selv forventer, at vi når det hele på den halve tid. Travlhed er en måde, vi forholder os til tiden på, og travlhed bliver ofte en undskyldning for ikke at tage sig selv alvorligt. Nørgaard er enig med Kirkegaard. Vi slipper ikke uden om at træffe svære valg, når vi skal finde balance i vores liv. 

Nørgaard beskriver i bogen et samarbejde med et firma, der arbejder målbevidst med at fastholde medarbejdere efter de er blevet forældre. Her kan man hente inspiration til, hvad man kan gøre som arbejdsgiver for at gøre livet lidt lettere for gruppen af medarbejdere med små børn. Eller ryste lidt på hovedet over, hvad nogen forventer, at arbejdspladsen burde gøre for, at medarbejderen oplever sig inde i varmen, selvom man har barsel eller har småbørn.

Nørgaard har villet skrive en let læst bog, hvor man kan hente hjælp og inspiration, hvis man oplever »at være kommet på arbejde med livet«. Det er hun lykkes med. Jeg tror mange i deres personlige lederskab vil blive inspireret af de værktøjer, hun introducerer. Om bogen også kan være til inspiration for ledere og HR-professionelle i forhold til ledelsesarbejdet med medarbejdernes udfordringer, er jeg mere i tvivl om.  

Jeg har selv et motto, jeg ofte introducerer til klienter, som er ramt af livet. Det lyder: Livet er svært – og når man først har indset det – er det lidt lettere. Det kan lyde lidt ufølsomt, men sådan er det ikke tænkt. Men mottoet falder i tråd med Nørgaards opfordring til at tage ansvar for sig selv og sit liv. Og så gøre noget ved det, man kan gøre noget ved. Og være i ro med det, som man alligevel ikke kan eller vil gøre noget ved.