Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

For kort tid siden siden blussede debatten om ambulanceberedskabet op igen – denne gang med fokus på Region Syddanmark. Som fagperson burde jeg egentlig glæde mig over den offentlige interesse. Det præhospitale område bliver nemlig ofte glemt i den brede beredskabsdebat, som typisk handler om brandvæsen, stormfloder eller kriseberedskab.

Men når man lytter til debatten, bliver det også tydeligt, at noget er galt.

Alt for ofte bygger diskussionen på en grundlæggende misforståelse af, hvordan et ambulanceberedskab faktisk fungerer.

Det bliver ikke bedre af, at eksperter uden reel erfaring fra det præhospitale område får taletid som autoriteter i debatten. Når en professor i sundhedsøkonomi udtaler sig skråsikkert om disponering af ambulancer, bør man huske, at økonomisk ekspertise ikke nødvendigvis er det samme som indsigt i præhospital beredskabsdrift.

Ambulanceberedskabet er nemlig ikke blot et spørgsmål om økonomi eller sundhedspolitik. Det er et specialiseret fagområde i sig selv, hvor sundhedsfaglighed, arbejdsmiljø, beredskabslogistik, geografi, drift og bemanding smelter sammen i et komplekst system.

Og kompleksiteten er næsten fraværende i den offentlige debat.

Drømmen er en illusion

Et gennemgående krav i debatten er, at alle borgere skal have præcis den samme responstid på en ambulance – uanset hvor i landet, de bor.

Det lyder umiddelbart både rimeligt og retfærdigt. Problemet er bare, at det i praksis er en illusion.

Forestil dig en mindre by i det, man ofte kalder Udkantsdanmark. Lad os kalde den X. I X forekommer der måske en til to akutte ambulanceudrykninger i døgnet – og derudover nogle få ikke-akutte transporter.

Hvor mange ambulancer skal man placere der?

Én ambulance vil være det oplagte valg ud fra aktivitetsniveauet. Men når den ambulance bliver sendt på opgave, vil området midlertidigt være dækket af en ambulance fra et andet sted. Indtil den når frem, vil responstiden naturligt være længere.

Selv i et område med få akutte opgaver kan to hændelser nemlig godt opstå samtidig. Man kunne derfor foreslå at placere to ambulancer i området.

Men selv to ambulancer kan være optaget samtidig. Skal man helt eliminere risikoen for ventetid, kræver det i praksis et ubegrænset antal ambulancer – og det er naturligvis ikke realistisk.

Ambulanceberedskaber planlægges derfor ikke efter en forestilling om perfekt responstid overalt. De planlægges efter sandsynligheder, aktivitetsmønstre og risikovurderinger. Det er præcis sådan moderne beredskabsplanlægning fungerer.

Det er ikke kun et spørgsmål om penge

I debatten bliver det ofte fremstillet som et spørgsmål om politisk vilje og prioritering. Men virkeligheden er mere kompliceret.

For det første mangler der ambulancefagligt personale i flere regioner. Det tager omkring fire år at uddanne en ambulancebehandler og mindst otte år at uddanne en paramediciner. Selv hvis der politisk blev afsat betydelige midler i morgen, ville det tage mange år at opbygge den nødvendige bemanding.

For det andet er et ambulanceberedskab en dyr kapacitet.

Et døgnbemandet ambulanceberedskab koster omkring 10 mio. kr. om året, afhængigt af kompetenceniveau og vagtordning. Når man derfor foreslår flere ambulancer, taler man derfor om meget store investeringer. En investering der skal ses i sammenhæng med resten af sundhedsvæsnet og det behov der er på hospitaler og hos den praktiserende læge og de opgaver, man står over for her i forhold til det dobbelte demografiske pres.

Det gør ikke diskussionen mindre vigtig, men det gør den langt mere kompleks, end den typisk fremstilles.

Planlægning baseret på data

Den løbende planlægning af ambulanceberedskaber sker på baggrund af omfattende dataanalyser.

Man analyserer bl.a. responstider ned på både kommune- og postnummerniveau, aktivitetsmønstre og opgavetyper samt anvendelsesgraden af de enkelte ambulancer.

Anvendelsesgraden må ikke blive for høj. Ambulancer skal ikke kun kunne håndtere hverdagens opgaver, men også have kapacitet til at reagere på større hændelser, hvor der pludselig er behov for mange ressourcer.

Samtidig bør man anvende en hub-and-spoke-model, hvor større hovedbaser med flere ambulancer kombineres med mindre fremskudte baser eller dynamiske placeringer. Det giver fleksibilitet og gør det muligt at flytte ressourcer derhen, hvor behovet opstår.

Det er langt mere effektivt end et statisk system, hvor ambulancer permanent står placeret på små stationer overalt.

Et robust beredskab kræver langsigtet planlægning

Ambulanceberedskabet kan sagtens styrkes og gøres mere robust. Men det kan ikke ske med nemme politiske løsninger eller ved blot at tegne flere ambulanceikoner på et kort.

Det kræver langsigtet planlægning, faglig ledelse og stabile arbejdspladser for de medarbejdere, der hver dag står i frontlinjen.

De seneste år har netop ambulanceområdet været præget af mange organisatoriske og driftsmæssige ændringer. Derfor er der også behov for en periode med stabilitet, hvor systemet kan konsolideres, før man igen gennemfører større strukturelle ændringer.

Hvis vi ønsker et stærkt ambulanceberedskab i Danmark, kræver det derfor noget helt grundlæggende: En debat, der i højere grad tager udgangspunkt i indsigt i det præhospitale område – og mindre i forsimplede forestillinger om, hvordan beredskabet burde fungere.

For når diskussionen om ambulancer reduceres til simple slagord om responstider, risikerer vi at træffe beslutninger, der ikke styrker beredskabet – men svækker det. Og i sidste ende er det borgernes sikkerhed, der står på spil.