ESSAY: Fokus på bæredygtighed i sundhedsvæsenet giver en mere sammenhængende indsats, der har potentialet til at gavne både patienter, medarbejdere og samfund.
Af Peter Mandrup Jensen
Hvorfor skal vi som ledere i sundhedsvæsenet arbejde med bæredygtighed, og hvordan skal vi gøre det? Det vil jeg prøve at sætte nogle ord på i dette essay, hvor jeg også giver mit bud på, hvilke perspektiver bæredygtighed har for arbejdet med henholdsvis patienter, medarbejdere og ledelsesstrategier.
Bæredygtighed er naturligvis ikke nyt. Vi har talt om det i nogle årtier med forskellige vinkler, ord og begreber. Nogle enkelte nedslag i de sidste 50 års historie vil være kendt for mange:
I 1972 udkom bogen ”Grænser for vækst”, hvor fokus især var på rovdriften på jordens ressourcer, og i 1987 udkom ”Brundtland-rapporten”, der egentlig hed ”Vores fælles fremtid”. Rapporten, som den norske statsminister Gro Harlem Brundtland stod i spidsen for, blev udgivet af en FN-organisation og fokuserede blandt andet på befolkningsvækst, ressourceudnyttelse, energi og flere andre temaer, og rapporten omtalte behovet for en global bæredygtighed.
Siden formuleredes, også i FN-regi, ”Agenda 21” og endnu senere ”2015-målene”. Seneste, men næppe sidste, skud på stammen, er FN’s verdensmål, der blev vedtaget i 2015. Der er 17 verdensmål, og bæredygtighed er et gennemgående tema i formuleringerne af de fleste mål, uanset om det drejer sig om adgang til og forvaltning af vand, energi og forbrug eller produktion.
Tre elementer i bæredygtighed
Ved bæredygtighed forstås ofte, at vi skal drive vores samfund på en sådan måde, at det sikres, at de fremtidige generationer også kan leve og opfylde deres behov.
I mange sammenhænge tales der i det private erhvervsliv om bæredygtighed ud fra en miljømæssig (det skal være grønt), en samfundsmæssig (det skal være lovligt og etisk i orden) og en økonomisk (det skal være profitabelt) synsvinkel.
I en publikation fra 2010 fra Mandag Morgen præsenterer en række virksomhedsledere bæredygtig ledelse som et ”navigationsværktøj i en ny markedsvirkelighed”. De anfører, at udover selvfølgelig at skulle overholde love og aftaler er mange virksomheder også ansvarlige aktører i forhold til det omgivende samfund.
Virksomhederne mindsker spild, inkluderer minoriteter, minimerer energiforbrug, håndterer affald forsvarligt og arbejder med at skabe attraktive arbejdspladser. Der skal være tale om både økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. Bæredygtig ledelse handler om, hvordan man gør det i praksis.
Bæredygtig ledelse i praksis
Denne måde at se på bæredygtighed på kan med modifikationer anvendes i offentlige virksomheder og i det offentlige sundhedsvæsen, i hvert fald den miljømæssige del: Der kan stilles samme krav til det offentlige sundhedsvæsen som til erhvervslivet med hensyn til ansvarlig omgang med fysiske ressourcer som vand, energi og affald.
Omkring den samfundsmæssige bæredygtighed er kravene vel også ens, men jeg oplever dog, at hånden falder noget tungere på en offentlig virksomhed, hvis man ikke lever op til at være en ”ansvarlig aktør”.
I forhold til økonomisk bæredygtighed må vi nok finde en anden måde at tale om det på, end det gøres i erhvervslivet. Vi er ikke som offentlig virksomhed en for profit-organisation, så den økonomiske bundlinje eksisterer ikke på samme måde, så her skal vi finde en anden vinkel på dette element.
Bæredygtighed i sundhedsvæsenet
Hvor er det danske sundhedsvæsen så henne i debatten om de 17 verdensmål og den globale bæredygtighed? Og hvad er opgaverne eller udfordringerne i den forbindelse for de af os, der er ledere i sundhedsvæsenet? Er vi dygtige til at lede en udvikling i retning af bæredygtighed? Er det meningsfuldt at tale om, at ledelse som sådan kan være bæredygtig?
De færreste spørgsmål er der sikkert et enkelt svar på. Lad mig derfor starte med følgende spørgsmål: Forvalter vi vores sundhedsvæsen på en bæredygtig måde?
På den grønne, miljømæssige dimension er der sket meget over årene. På mit eget hospital har vi arbejdet med eksempelvis madspild i form af et strammere bestillingssystem, mere fokus på spild og økologi i produktionen, salg af overskud til medarbejderne og restprodukter, der sendes til biobrændselsanlæg. Vi har arbejdet med energireduktion til blandt andet belysning og ventilation, og vi har arbejdet med bedre affaldssortering, stop for brug af pesticider og meget andet.
Jeg tror, at alle sygehuse i Danmark har haft gang i disse og mange andre initiativer.
Ressourcerne skal strækkes langt
Men hvad så med de to andre dimensioner i bæredygtigheden, den samfundsmæssige og den økonomiske? Jeg er sikker på, at de allerfleste af mine lederkolleger anstrenger sig rigtig meget for at håndtere de to dimensioner bedst muligt. Mange ledere og medarbejdere gør en stor indsats for at få mest muligt ud af vores ressourcer.
Mange af os fornemmer, at der er en rigtigt stor efterspørgsel efter vores ydelser, som gør, at vi skal strække ressourcerne langt, for at vi kan opfylde mest muligt af behovene. Vi arbejder på højtryk for at opfylde borgernes rettigheder i forhold til udredningsret og behandlingsgarantier og for at komme så langt som muligt i forhold til kræftpakker og meget andet.
De resultater, som vi opnår, er gode. Ikke perfekte, men gode. Sammenlignet med de fleste andre lande leverer ledere og medarbejdere i det danske sundhedsvæsen resultater, vi med rette kan være glade for. Så vi er et stykke vej i retning af bæredygtighed på den måde, at vi får meget ud af de ressourcer, vi har til rådighed og anvender.
På den anden side er der fortsat et betydeligt spild i sundhedsvæsenet. Vi laver fejl, der er ensbetydende med spild af ressourcer. Vi leverer indimellem dårlig kvalitet, som også er lig med spild. Og endelig, og det er formentlig den største kilde til spild, leverer vi ydelser, der ikke er evidens for, og som derfor ikke giver den effekt for patienterne, de var tiltænkt at skulle give.
Vi er kommet langt med at arbejde med at lære af vores fejl, herunder især ikke at gentage dem, og vi arbejder bestandigt for at levere høj kvalitet. Men det tredje aspekt, at vi ikke altid har sikkerhed for, at det vi gør, faktisk gavner, er vi vel ikke kommet ret langt med?
Evidensbaserede sundhedsydelser
Det er glædeligt, at der nu også i Danmark er flere, der arbejder for #VælgKlogt, som er den danske variant af #ChoosingWisely, der har været aktiv i USA i en årrække. Bevægelsen har sit fundament i de amerikanske lægevidenskabelige selskaber, men favner også en række patientorganisationer.
Den har som formål gennem dialog mellem fagprofessionelle og patienter at hjælpe patienter med at vælge sundhedsydelser, der er evidensbaserede, der supplerer undersøgelser eller behandlinger, som allerede er givet, der er ikke skadelige, og som er reelt nødvendige.
Det er måske indlysende, at #ChoosingWisely er er opstået i det amerikanske sundhedsvæsen, der er i runde tal dobbelt så omkostningstungt som det danske, men en tilsvarende debat mener jeg også er stærkt relevant hos os.
Det vil være langt mere relevant at drøfte, hvad vi skal gøre mindre af, fordi det ikke nytter eller gavner, end primært at drøfte en form for bevidstløs rationering af sundhedsvæsenets ydelser uden hensyn til behov, nytte eller relevans.
#ChoosingWisely er en vigtig form for bæredygtighed og et sted, hvor vi skal gøre meget mere.
Ressourcer i sundhedsvæsenet
En ting er så, at vi får meget ud af vores ressourcer. En anden ting er, om vi reelt anvender for mange ressourcer i det danske sundhedsvæsen. Altså: Er vores, sundhedsvæsenets, forbrug af samfundets ressourcer passende?
Det er et spørgsmål, som jeg er helt med på grænser op til politik. Sidstnævnte er jo, som vi lærte på statskundskabsstudiet i Aarhus, ”spørgsmålet om fordeling af værdier med gyldighed for samfundet”.
Vi bruger mange ressourcer på sundhedsvæsenet i Danmark. Alt efter hvordan det opgøres, er det i omegnen af 10 procent af den samlede værdi af samfundets årlige produktion, vi anvender.
En stor del anvendes i fællesskab i det offentlige sundhedsvæsen, en mindre del af os som enkeltindivider. Andelen af udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen andrager omkring en sjettedel af det samlede offentlige forbrug, altså en meget betydelig andel. Mange andre lande bruger forholdsvis lige så meget på sundhedsvæsenet som Danmark, men da vi har et relativt højt BNP, ligger vi relativt højt målt på reelle kroner.
Sundhedsvæsenet er samtidig det offentlige udgiftsområde, der over de seneste 15-20 år er vokset klart mest, hvilket desværre ikke er almen viden.
I forhold til bæredygtighed skal vi, der arbejder i sundhedsvæsenet, erkende lidt tydeligere, at vi arbejder i et område, der dels anvender mange ressourcer, dels har fået flere og flere ressourcer over de seneste årtier. Men vores opgaver vokser jo også. Dels i omfang, dels på den måde at krav til mere omfattende og omkostningsfuld undersøgelse og behandling vokser endnu mere. På den baggrund er det helt reelt, at vi må opfatte det sådan, at vi får flere og flere opgaver, vi skal løse i sundhedsvæsenet.
Den ledelsesmæssige håndtering af den opgave kan ske mere eller mindre bæredygtigt. Jeg vil kort folde tre vinkler ud: Patienter, medarbejdere og strategier.
Bæredygtighed – og patienter
Når vi skal drive et sundhedsvæsen, der er bæredygtigt i forhold til patienterne, kræver det to ting, der hænger tæt sammen: Dels en tæt og fortrolig dialog med den enkelte patient om hans eller hendes situation og præferencer, dels et stærkt tillidsforhold. De to ting er åbenlyst hinandens forudsætninger. Uden tillid ingen åben dialog, og uden åben dialog ingen opbygning af tillid.
Der, hvor vi i dag ikke driver sundhedsvæsenet bæredygtigt i forhold til patienterne, er, hvor vi ikke kommer tæt nok på en forståelse af patienternes reelle behov og ønsker, for eksempel fordi vi ikke bruger tid på dialogen. I stedet kan vi komme til at give behandlinger, der mere er dikteret af standarder og retningslinjer. Og der findes en del dokumentation for, at den slags behandling kan være mere omkostningsfuld og dermed mindre bæredygtig.
Vi har gennem nogle årtier været på en rejse fra ”information til patienten” over ”tag patientens ressourcer i betragtning” i retning af ”fælles beslutningstagen” og måske endda hen mod ”al magt til patienten”. Mere bæredygtighed forudsætter mere fælles beslutningstagen mellem behandler og patient.
Bæredygtighed – og medarbejdere
I forhold til vores kolleger, medarbejderne i sundhedsvæsenet, er der behov for en indsats, der sikrer, at vi ikke driver rovdrift på hinanden. Det gør vi desværre i et vist omfang i dag.
Det er ikke alene sundhedsvæsenet, der i dag har betydelige problemer med arbejdsmiljø og trivsel, det er en stor og væsentlig, samfundsmæssig udfordring. Der er i dag en alt for stor forekomst af stress og udbrændthed, og de fænomener er lige præcis det modsatte af at sikre en bæredygtighed i vores aktiviteter. Et for stort fravær og en for stor forekomst af tidlig tilbagetrækning er ikke i orden og er med til at gøre mange ting meget vanskeligere i vores daglige drift og udvikling.
Opgaven med at skabe mere bæredygtige rammer, så vores kolleger og medarbejdere kan yde deres bedste og blive ved med det gennem hele arbejdslivet, er en stor del af kernen i opgaven med at skabe en mere bæredygtig ledelse af sundhedsvæsenet.
Der er mange aspekter heri. Vi skal blive dygtigere som ledere til at blive tydeligere omkring formålet med vores arbejde. Formålet er jo eksempelvis ikke, at vi overholder udredningsret eller kræftpakker, men at vi gennem samtale med den enkelte patient finder ud af, hvad der er det vigtigste for netop ham eller hende.
Det er heller ikke en selvfølge, at vi fremover kan få et tilstrækkeligt antal medarbejdere. Især ikke, hvis vi ikke kan fortælle en mere tiltrækkende historie, end at vi arbejder i en hård branche, hvor vi er under konstant pres og arbejder under helt utilstrækkelige rammer. Som ledere må vi blive dygtigere til at skabe vilkår, der ikke kun kan opleves som utilfredsstillende, og hvor trivsel og arbejdsglæde er reelle, ledelsesmæssige prioriteringer.
Bæredygtighed – og strategier
Hvad kan vi i sundhedsvæsenet med fordel forsøge at komme bort fra, og hvad vi med fordel kan bevæge os i retning af, alt imens vi har et øje på hele tiden at komme længere i retning af bæredygtighed i alle begrebets aspekter?
Gennem de sidste par årtier har vi, vil nogen sige, levet under et effektiviseringsregime, hvor fokus har været løbende effektiviseringer. Meget synligt har det været for de offentlige sygehuse, der gennem mange år har været underlagt et krav om to procents effektivisering hvert år, men også det kommunale sundhedsvæsen og praksissektoren har været under pres.
Mere af det samme -> Noget andet
Som udgangspunkt har krav om effektivisering ikke været en dårlig ting. Det har gjort, at sygehusene løbende har kunnet levere flere ydelser, men paradoksalt nok ligger heri også den begrænsning, at det blot har drejet sig om krav om ”mere af det samme”. Men mere af det samme er netop ikke nok, for når vi skal løse fremtidens opgaver, skal vi løse opgaverne på en ny måde, hvis vi ikke blot skal løbe livet af os i sundhedsvæsenet på en ikke bæredygtig måde.
Det er derfor en stor glæde, at der med aftalen om økonomien i 2020 mellem regering og regioner sker en aflivning af den mekaniske to procents-effektivisering. Det er en fantastisk opmuntring til os om ikke blot at løbe stærkere, men om at udvikle nye måder at tilrettelægge vores arbejde på og levere vores ydelser, hvilket på nogle måder er en vanskeligere opgave end blot at forsøge at løbe hurtigere.
I går -> I morgen
Når vi skal løse en større opgave i fremtiden og gøre det mere bæredygtigt, skal vi finde ud af, hvordan vi gør det på en anden måde. Vi skal mestre nye metoder til at forandre vores traditionelle arbejdsgange, og vi skal finde nogle begavede måder at tage ny teknologi i anvendelse. Digitalisering af forskellige dele af sundhedsvæsenet skal bidrage til mere bæredygtige tilbud til borgerne.
Vi skal ikke erstatte menneskelig kontakt med it, men vi skal gøre processerne lettere, så vi kan bruge den menneskelige kontakt særligt til de patienter, der har størst behov for hjælp.
Os selv -> Os alle sammen
Effektiviseringsparadigmet har bidraget til fokus på mere rationel drift af de enkelte dele af sundhedsvæsenet. Det er for så vidt udmærket, men den næste og forhåbentligt mere bæredygtige effektivisering skal have et bredere blik på alle aktørerne: Offentlige myndigheder, private virksomheder og civilsamfundet.
Vi skal åbne op og dele flere kompetencer og ressourcer på tværs, så vi opnår bedre resultater med færre ressourcer. Det er én af de allervigtigste måder, vi kan blive mere bæredygtige på. Sammen.
Mere energi til ledelsesopgaven
Sundhedsvæsenet skal mange ting. Ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet skal mange ting. Er der overhovedet ret og rimelighed i at kræve, at vi skal arbejde mere med bæredygtighed?
Naturligvis. Både fordi det er ansvarligt og rigtigt, og fordi indsatser for bæredygtighed på mange måder passer fint ind i en række af de initiativer og strategier, vi i øvrigt arbejder med. Det gælder både i forhold til vores raison d’etre, patienterne, men også i forhold til os selv, sundhedsvæsenet, såvel ledere som medarbejdere.
Flere overvejelser om bæredygtighed vil give god energi til vores ledelsesopgave og give mulighed for en mere sammenhængende indsats, der har potentialet til at gavne både patienter, medarbejdere og samfund.
What’s not to like, som man siger.
