MØD: Otto Junge Ohrt, 43, sundhedschef i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, cand.scient.pol., ca. 1.100 medarbejdere og et budget på omkring 500 mio. kroner
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Aktuelt ser vi bl.a. på at etablere et sundhedshus i Viby-området og på at samarbejde med hele byen om at tænke sundhed så bredt som muligt.
Vi vil nå ud til så mange mennesker som muligt, og derfor er det vigtigt at gå sammen med foreningerne, erhvervslivet, boligforeninger, hospitaler, almen praksis og andre, så vi kan få en større og bredere sundhedsindsats. Det er ikke kun kommunen, der skal drive en sundhedsdagsorden.
Det stiller større krav til os, men det giver til gengæld borgerne flere muligheder for en sund hverdag. Vi opretter delestillinger og fælles organisatoriske enheder og involverer medarbejdere fra alle magistratsafdelinger – det er super spændende!
Det kan være svært at investere langsigtet i forebyggelse, fordi investeringerne ikke giver et afkast her og nu. Så det har krævet et modigt byråd at investere 105 mio. kr. i en sundhedsfond. Vi har gennem årene demonstreret for politikerne, at mindre projekter omkring f.eks. rygning og diabetes kan svare sig, og de har fundet trygheden i den slags mekanismer. Hvis vi for alvor skal rykke, må vi dog op i en større skala, hvor vi også investerer i de raske og holder dem raske.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Det er at navigere gennem dilemmaer. At balancere mellem udvikling, implementering og kvalitetssikring i dagligdagen.
Jeg prøver at være bevidst om ikke at bon’e ud på det ene parameter frem for det andet. Man kan nemt blive grebet i en periode af en udviklingsdagsorden, så nogen savner at man er nærværende i deres sammenhæng.
Heldigvis har jeg nogle fantastisk dygtige ledere og medarbejdere, som udfordrer mig på de blinde pletter. Til gengæld skal jeg sørge for at være gennemsigtig, fortælle om de politiske balancer, vise tillid og invitere til at diskutere prioriteterne.
Jeg vil gerne udfordre fordommene om, at ting tager længere tid i det offentlige. Vi kan også skyde en god fart i det offentlige, hvor der er et stort fokus hos både politikere og i administrationen på at frisætte og gøre op med bureaukrati.
Selvfølgelig kommer der også politiske skift, som kan give usikkerhed. Det er jo en del af demokratiet. Derfor er det vigtigt at sikre en endnu mere understøttende organisation.
Der er dælme en grund til, at jeg ikke er kommet væk fra kommunen siden jeg blev ansat i 2008. At arbejde for sin by – og tage sine børn med ud og se et sundhedshus blive bygget – det er fedt. Det er også fedt at sætte økonomimedarbejderne sammen med kolleger fra andre faggrupper, sparre med alle de dygtige kollegaer bredt i Aarhus, ledere og medarbejdere og i det hele taget se så mange talenter komme ud af vores organisation.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Den relationelle velfærd har altid været vigtig for mig. Derfor investerer jeg gerne i andre afdelinger og institutioner, og vi har derfor mange delestillinger. Når folk er i tvivl om, hvor de er ansat, så er jeg glad. Det er ikke fordi jeg ikke synes, at der skal være et hierarki, men jeg vil gerne arbejde tværfagligt og basere det på tillid.
Derfor kan jeg også blive lidt hård, hvis der er nag mellem afdelingerne. Det er meget lidt produktivt. Vi er nødt til at have en faglig kerne, og vi er nødt til at række ud efter de andres drømme. Her kan jeg være mere insisterende end de fleste, nok tenderende til det irriterende.
Jeg holder bestemt af kvaliteten i et bureaukrati, men jeg nyder kreativiteten blandt mennesker. Lige nu skriver jeg på en master, og arbejdstitlen er nok ret sigende: ‘Kan vilde processer være med til at skabe vilde løsninger på vilde problemer?’
Jeg holder også meget af at vi dyrker motion på tværs i forvaltningen. Vi har f.eks. to fodboldhold, hvor det ene hedder Paraguay og består af ældre spillere, og det andet hedder Belgien og har unge spillere. De unge kan løbe solen sort, men Paraguay har rutinen i at trække sejren hjem.
Jeg går gerne forrest og laver konkurrencer omkring sundhed. F.eks. om hvem der kan slå mig til DHL Stafetten (personlig rekord omkring 23 minutter, red.). Jeg plejer at sende en video rundt omkring min træning for at melde klar til løbet. Med årene er der flere og flere, der kan klare min tid og de sidste år, har jeg kun vundet med nogle sekunder. Måske skulle den jyske besindighed have været lidt større…
Et år tog vi også ud og fiskede i put & take-søer med plejehjemmene, og et år delte jeg min store passion for melodi grandprix ved at lave ratings og skrive anmeldelser. Det vakte stor begejstring.«
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
»Jeg er fra et hjem med et stort samfundsmæssigt engagement. Min far (sygeplejerske Peder Ohrt, red.) var folketingskandidat for Retsforbundet, og jeg var i mine unge dage meget politisk aktiv. Jeg var kandidat for Socialdemokratiet ved valget i 2011 og håbede selvfølgelig på valg, men det lykkedes ikke trods en fed og sjov kampagne, hvis jeg da selv skal sige det, men der var mange også mere kendte om buddet det år, så konkurrencen var hård.
I dag har jeg samme engagement, især omkring sundhed og uligheden i sundhed, bl.a. var jeg også bestyrelsesformand for Sund By Netværket i seks år, men jeg har ikke noget behov for en politisk karriere, hvis nogen ellers skulle ringe… Til gengæld diskuterer jeg fortsat meget med min far, og jeg husker altid at opsøge Retsforbundets telt på Folkemødet og fiske en plakat med hjem til ham.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg arbejder meget. Ungefær 45-50 timer om ugen og nok også mere nogle uger.
Men jeg er også notorisk kendt for at hade mails – fordi de ofte bruges uhensigtsmæssigt. Farten og mængden løber af med os, og det stresser.
Vi har mange snakke i forvaltningen om hvordan man bruger mails, og jeg synes, at jeg har fundet en bedre vej. Om aftenen sender jeg kun mails til udvalgte og efter aftale, og hvis andre vil have fat i mig, så vil jeg hellere have en sms eller en opringning, så vi kan snakke sammen.
Jeg har en kalenderpraksis, som folk griner af: I et år frem i tiden markerer jeg hver dag i bestemte tidsrum ‘arbejde’ i min digitale kalender. Det kan nogle dage f.eks. være fra kl. 8.00-8.30 og 13.00-14.00 samme dag. Det betyder, at jeg her ikke er til møder, men besvarer mails og har åben dør.
Jeg har også markeret, hvornår jeg spiser frokost, for jeg kan ikke arbejde hvis jeg ikke får frokost. – Du er virkelig mindre skarp lige før frokost, siger medarbejderne og lederne med et smil, og det er jo vigtigt at spise den bolle og trække lidt frisk luft og få nogle momenter, hvor man kan grine lidt sammen. Vi taler simpelthen for lidt om arbejdstilrettelæggelse.
Når jeg er hjemme holder jeg fri, og det skal mine børn nok holde mig fast i. – Du er her slet ikke far, nu skal vi altså spille bordtennis eller Gulerod. Omvendt er jeg hård ved mine børn når det gælder mobiltelefoner. De skal lægges væk.
Det er oftest min kone, som tager sig af børnenes fritidsaktiviteter, men jeg er tit ude og se på håndbold eller fodbold. Det nyder jeg. Og lige nu spiller jeg meget bordtennis i Bordtennisklubben RBC i kælderen under biblioteket i Åbyhøj.«
Hvis jeg var chef for det hele, så …
»… så ville sundhedsfremme og forebyggelse og arbejdet med at mindske ulighed i sundhed fylde meget mere. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse.
Jeg ville gøre borgerne langt mere komfortable med at bruge skærm og velfærdsteknologi som e-læring, selvmonitorering og træningsprogrammer for at nævne nogle.
Jeg er træt af at høre, at vi skal gøre noget for nogen frem for sammen med nogen. Vi er alt for dårlige til at lade borgerne realisere deres egen sundhed. Det er en skygge, som jeg selv kan falde i, og vi bliver ved med at stigmatisere og umyndiggøre og skabe mere ulighed i sundhed. Folk har langt flere ressourcer, end man lige kan se.
Der er brug for et perspektivskifte, og jeg er optimistisk. Man kan næsten ikke være andet, når man bor i Danmark. Men forventningerne bliver ved med at stige og vi er nødt til at kunne differentiere, ellers knækker kontrakten mellem borgerne og systemet.«
