Når Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger om få måneder lander, må man håbe, at det bliver en reform, der forener de politiske visioner og virkeliggørelsen af dem. For implementering af ny lovgivning kræver tid, og alt for ofte mangler interessen for den proces, der følger, inden fagpersoner og borgere oplever, at ændringerne virker.
For 18 år siden blev jeg ansat i Fredericia Kommune som direktør for pleje, sundhed og arbejdsmarked. Det var et år inden, at strukturreformen erstattede amter med regioner, lagde kommuner sammen, og bægeret med ansvaret for at løse en række centrale velfærdsopgaver blev godt og grundigt rystet.
Jeg iagttog, hvordan forandringen gjorde ondt på de ansatte. Mange af dem havde brugt et langt arbejdsliv på at få en offentlig opgave til at fungere for borgerne, og nu blev den flyttet med et enkelt pennestrøg. For nogle tog omstillingsprocessen år, inden de igen fandt mening i de nye typer af opgaver.
Problematikken med organisationsændringer er en iagttagelse, der har fulgt mig mange gange undervejs i de fire kommuner, jeg har været ansat i. Så hvilke erfaringer er det, man kan trække på, når personale, myndigheder eller beføjelser måske skal flyttes? Og hvad er det, man skal være opmærksom på for at skabe en organisation, der rent faktisk kan skabe ny velfærd i overensstemmelse med en reforms vision?
Nye opgaver skal give mening
I mange organisationer er en af de stærkeste drivere for høj performance, at opgaverne giver mening. Embedsmænd og offentlig ansatte lever i en politisk styret verden og er professionelle i at modtage, oversætte og implementere politisk mening.
Vi ved, at politisk mening, administrativ mening og fagprofessionel mening ikke nødvendigvis er det samme. Og at det er den fagprofessionelle, der møder borgeren og leverer velfærden. Dermed må og skal vi have øje for forandring af fagprofessionel praksis,eventuelt indlejret i nye organisationer.
Når noget som man gerne vil have til at ske hurtigt, er politisk besluttet, er vi nødt til at give det den nødvendige procestid, så de mange tusinde medarbejdere kan nå at få omstillet sig til at gå ind i den nye opgave.
Holdningen er ikke formet ud fra et omsorgsfuldt synspunkt, men er funderet i, at en forudsætning for effektivitet i en organisation er, at man forstår, hvilken opgave man modtager, hvorfor den bliver ændret, og efterfølgende kan tillægge udførslen af den ny mening.
Derfor håber jeg, at vi i den politiske proces i forbindelse med Sundhedsstrukturkommissionens afrapportering gør os tanker om, hvordan vi går fra den flotte vision på et stykke papir til noget, der bliver ny praksis for de mennesker, der skal arbejde i en ny organisering.
Tydelig forventningsafstemning
At lykkes med implementeringen af en eventuel ny reform kræver en tydelig forventningsafstemning mellem politikere og fagfolk om fremrykningshastighed. Også hvis vi skal være i stand til at løse opgaven med at klæde befolkningen ordentligt på, så den ved, hvilke ændringer der ankommer, og hvilken proces man forestiller sig, inden borgeren kan opleve ændringerne fuldt udfoldet.
Hvis der bliver tale om en stor reform, der skal opnå at danne bro mellem politikernes beslutninger og virkeliggørelsen af dem, kan man overveje at nedsætte en implementeringsorganisation, der får ledere, chefer og tillidsvalgte til at tale sammen, så de kan få et fælles perspektiv og finde ud af, hvordan de vil arbejde med opgaven, når den træder i kraft.
En indsigt i denne aktuelle problematik finder man i Sigge Winther Nielsens bog Entreprenørstaten fra 2021 hvor han ved hjælp af bl.a. interviews med nøgleaktører undersøger, hvordan reformer i sig selv sjældent løser de store problemer i vores samfund.
Et citat fra bogen der indrammer denne problematik meget klart, kommer fra tidligere regionsdirektør i Region Hovedstaden Hjalte Aaberg, der siger: »Hvis man vil få noget til at ske i politik ude hos borgerne, så skal vi gå til verden på en ny måde. Du kan godt forsøge at styre folk med et joystick af instrukser og incitamentsstrukturer og presse dem et særligt sted hen, men lige så snart du kigger den anden vej, og slipper joysticket, så gør folk, som de plejer. Det handler derfor om at lave bæredygtige forandringer. Det vil sige finde veje til også at flytte den kollektive bevidsthed.«
I den forbindelse er det desuden vigtigt, at vi som ledelse og fagfolk, regioner og kommuner imellem, ikke begynder at pege fingre ad hinanden. For hvem hjælper det? Vi embedsmænd må drikke et glas koldt vand og i stedet tænke på de organisationer, som vi skal bringe i stand til at levere resultater i overensstemmelse med den kommende politiske vision.
En forvaltning der peger ind i alt
For tre måneder siden blev jeg ansat som direktør i Odense Kommunes nye sundhedsforvaltning, der kom til verden for godt to år siden. Mit fokus er, hvordan sundhed peger ind i alt, og at streger i en organisationsændring ikke er vigtige. Det handler i stedet om at skabe stærke samarbejder, så vi lykkes med at udligne den stadig voksende ulighed i danskernes sundhed og dernæst smidiggøre systemet, så borgere kan bevæge sig rundt i det med så få omkostninger som muligt.
Skal vi lykkes med den opgave, skal sundhed netop tænkes ind i alt. Derfor er vi også i fuld gang med at udforme en ny sundhedspolitik i Odense, hvor sundhed ikke blot er linket op på mere motion og flere rygestopkurser til borgerne, men i stedet bliver et strategisk emne, der kan være med til at holde vores samfund i god form, som jo er forudsætningen for, at vi har en velfungerende arbejdsstyrke, gode leveår, mental tilpashed og kommer os efter sygdom.
I sundhedsforvaltningen er vi, som en del af vores strategi, blandt andet i gang med at forberede en mini-sundhedskonference, hvor vi inviterer patientforeninger, firmaer, råd og nævn ind til en samtale om, hvordan vi i fremtiden kan samarbejde om at løfte sundheden i alle livets arenaer. For vi er nødt til at åbne samtalen og invitere forskelligartede aktører ind, men også turde at byde os selv til, hvis vi skal lykkes med en sundhedspolitik, der forgrener sig til stort set alle dele af vores samfund.
I dagene efter offentliggørelsen
Når Sundhedsstrukturkommissionen præsenterer sine anbefalinger, vil debatten blandt politikere, meningsdannere, organisationer og fagfolk utvivlsomt tage fart. Fordi meget er på spil for mange. Debatten skal naturligvis være der, for den er med til at kvalificere de beslutninger, der i sidste ende kommer til at sætte rammerne for hele det danske sundhedsvæsen i mange år fremover.
Når det er sagt, håber jeg, at vi i dagene efter kommissionens anbefalinger er blevet offentliggjort, tager os tiden til at gå et spadestik dybere i diskussionen om, hvad der skal til for at skabe den gode vej frem mod at realisere visionerne.
Vores professionelle bud som chefer må og skal være, hvordan vi får sikret vores samlede forebyggelses– og sundhedsvæsen, så vi om nogle år kan konstatere, at borgeren får mere sundhed for pengene, fordi der bliver leveret meningsfuld velfærd i alle led af vores store, forgrenede offentlige sektor.
