MØD: Hanne Andersen, 58, sygeplejefaglig direktør, Sygehus Lillebælt, sygeplejerske, diplom i ledelse, master i offentlig ledelse, 5.500 medarbejdere (antal hoveder) og et budget (2025) på knap 5 mia. kr.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Sundhedsreformen fylder rigtig meget både i min kalender og i mine tanker. Det er en meget velskrevet reform, som kan gøre sundhedsvæsenet mere nært, lige og sammenhængende, men vi skal huske på, at det er en ramme. Den ramme skal vi selv udfylde og det kræver en høj involvering af både ledere og medarbejdere.
Jeg arbejder i en koncentreret periode på et rammepapir om integrationen mellem psykiatri og somatik, og samtidig handler det især om den store overdragelse fra kommunerne af ansvar for akutpleje, avanceret genoptræning m.v.
I den store transformation må vi ikke miste værdier og retning, men skal holde fast i det, vi allerede er optaget af, nemlig vores pejlemærke: Patienten først, altså patientløfter, fælles beslutningstagning, patientguider, Vælg Klogt mv.
Parallelt med de store dagsordener kører de daglige driftsopgaver, hvor vi har arbejdet koncentreret i efteråret med at få flere patientforløb til at lykkes inden for garantien på 30 dage. Det ser ud til at lykkes, men det kræver, at vi ugentligt kigger på tal for de enkelte afdelinger og mødes med de afdelinger, som skal have hjælp til at løse iboende dilemmaer. Har vi f.eks. røntgentider nok?«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Jeg har tænkt meget over det spørgsmål. I sundhedsvæsenet kan det være svært at række hånden op i kaffestuen og sige: Jeg vil være leder! Måske sidder der én overfor og tænker: ‘Det har du ikke kompetencerne til’, eller afdelingens chef opfatter det som et ønske om en anden ledelse. Det ligger ikke lige til højrebenet.
Det er mere legitimt at gå efter specialisering og faglig dybde, så når man kommer med en klinisk baggrund over i ledelse, kan man godt føle sig lidt alene og væk fra det fællesskab, som vi alle værdsætter så meget.
Jeg var også på vej i specialisering og havde ikke set, at jeg skulle være leder. Men så kaldte mine chefer mig over og gjorde mig til afdelingssygeplejerske. Jeg var taknemmelig over, at de mente, at jeg havde kompetencerne, og jeg blev enormt grebet af at udvikle medarbejderne.
Min drivkraft er fortsat patienterne og den værdibaserede tilgang, nu bare på strategisk niveau, og jeg føler en enorm ydmyghed ved at bevæge mig væk fra det direkte møde med patienterne og lede gennem andre.
Jeg kan godt indimellem savne en vagt, når jeg går gennem skadestuen og i forbifarten tænker: Den gips kunne jeg også have lagt.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Vi praktiserer en meget flad ledelsesstil, og det ligger godt til mig. Jeg synes, at det er vigtigt at være autentisk og som ledelse kunne gå ud og sige det samme på hver sin måde.
Jeg vil gerne opfattes som en, der er en del af det fælles hold. Det vigtigste er at spille nogle gode – hvis vi får talentet frem, så lykkes vi. Jeg kommer ikke med de nye ideer – det gør medarbejderne ude ved patienterne. Blandt andet derfor går jeg ugentligt GEMBA (Region Syd-opfindelse efter amerikansk/japansk inspiration, red.), hvor jeg hører om lokale initiativer, og jeg sidder også i patient- og pårørenderåd.
Men jeg kan også bestemme. Når der er konflikter, taler jeg ikke rundt om det. Jeg er ikke konfliktsky. Men jeg vil gerne hjælpe med de rette spørgsmål, så det bliver nemmere at snakke, og konflikten skal helst håndteres inden den bliver for stor. Og så kan det rent faktisk også være udviklende for de involverede.
Vi har lige nu fire generationer af medarbejdere og det giver nogle dilemmaer og paradokser, som jeg taler med ledergrupperne om.
Med generation Z kan vi vælge at gå to veje i vores opfattelse: Er de besværlige og forkælede eller er de en gave? Jeg vælger at gå den sidstnævnte vej, hvor jeg synes at de kommer med noget, vi har brug for. De vil have mening med arbejdet og de vil skabe noget nyt. Hvordan får vi realiseretdet potentiale?
En ting er særlig vigtigt: Man skal give dem dobbelt taletid. De ønsker anerkendelse og kan ikke vente et år på en mus-samtale. Vi har derfor også indført hurtige, korte statussamtaler, og vi bør også tænke på at give dem adgang til nicheopgaver, som de kan gå ind i allerede efter kort tid frem for efter den totale oplæring, som vi plejer. Selvfølgelig uden at gå på kompromis med patientsikkerheden.
Vi skal også være åbne overfor deltid. Man skal så være klar over, at der er ting, man ikke kan være med i, når man er på 25 timer frem for 37. Så 32 timer i stedet?«
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for dit karrierevalg
»Dorthe Skjødt (daværende ledende sygeplejerske, red.) og Steen Schmidt (ledende overlæge, red.) på ortopædkirurgisk afdeling i Kolding gav mig lysten og modet til at gå ledervejen. Jeg var almindelig sygeplejerske og blev ringet op, fordi de havde set noget lederskab i mig, da jeg arbejdede med indførelsen af den første elektroniske patientjournal.
Vi blev enige om at afprøve mig som afdelingssygeplejerske (nu oversygeplejerske, red.) i et år. Det gik superfint – medarbejderne bakkede mig op og spillede mig god. Jeg var i ambulatoriet, hvor jeg også havde et godt samarbejde med lægegruppen. Der var højt til loftet, og jeg fik udviklet en masse kvalitet, og medarbejderstaben voksede til det dobbelte.
Dorthe og Steen var vidt forskellige, men begge var dygtige til at have fokus på kerneopgaven: Patienten først – vi skal gøre det bedre for patienten. De var meget nærværende, nogle rigtige rollemodeller.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Den er lidt sværere. I mit job går man ikke først hjem, og der er også arbejde om aftenen og i weekenden. Jeg kan godt lide at være forberedt og have styr på mødet i morgen, så der bliver mere tid til det uforudsete.
Når jeg sidder om aftenen og læser en spændende artikel, kan nogen måske sige at det også er arbejde. Jeg ser ikke mange serier på tv og vil hellere læse fag- og skønlitteratur.
Men jeg er god til at lukke helt ned, når jeg går hjem fredag eftermiddag, og jeg kan sagtens gå en tur i teatret torsdag aften.
Og ellers er jeg meget optaget af venner og familie og mine to skønne børnebørn, selvom jeg ikke lige kan passe dem, hvis der brug for det på en hverdag.
Jeg løber en tur i ny og næ og har også en fortid indenfor håndbold som spiller og anfører på divisionsniveau og har trænet børn i Ammitsbøl SG&I i Vejle. Det har givet mig en forståelse for, at man i nogle kampe er den vigtigste, i andre mindre vigtig. Vi har alle forskellige roller og skal spille hinanden gode. Det ligger dybt i mit DNA.«
Hvis jeg var chef for det hele, så …
»… så skulle vi tænke sundhed som mere end fravær af sygdom. Vi skal få mere liv i de år, vi har, gennemet fokus på det hele menneske og livskvalitet og med generøsitet over for hinanden. Vi skal samarbejde med det civile samfund og huske, at jo mere sundhed, jo færre får brug for sygehuset.
Jeg vil gerne være chef for at facilitere det levede liv. Men chef for det hele – det kommer ikke til at ske. Jeg er bedst til holdspil.«
