Limbo kan være en jamaica-kreolsk dans, men er ifølge internettet også en vestlig teologisk forestilling om et opholdssted i mellemtilstanden for sjælene efter de afdøde, som ikke har fortjent straf, men dog heller ikke kan få del i den evige salighed. En ‘tilstand af lammelse’.
Måske er det danske sundhedsvæsen i limbo mellem Sundhedsstrukturkommissionens rapport og en kommende politiske beslutning om store – eller små – ændringer.
På den anden side skal sundhedsvæsenet jo levere undersøgelse, behandling og pleje (og forskning og uddannelse osv.) 24 timer hver evig eneste dag. Så ledere og medarbejdere kan ikke gå rundt i en tilstand af lammelse, men arbejder dedikeret og samvittighedsfuldt for at de syge og sårede får den bedst mulige behandling.
Gad vide om folketingets politikere og regeringen har en følelse af limbo, når de tænker på det bjerg af materiale, der nu ligger? Først kom kommissionen med tre særdeles fyldige rapporter (hovedrapport, baggrundsrapport og bilagsrapport), så kom en ganske kort høring, der kastede omkring 200 bidrag på i alt knap 1.200 sider af sig.
Ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet kan være bekymrede for de politiske drøftelser og aftaler. Bliver beslutningerne for små eller for vidtgående, for pragmatiske eller for vidtløftige, bliver de sindssygt implementeringskrævende og fjerner fokus på det centrale: patienterne … eller hvad? For vi ønsker jo ikke forandring, hvis det ikke er forbedring.
Tre ønsker til dem, der bærer de gyldne kæder og skal træffe beslutninger:
- Tag afsæt i det, der virker godt – det er jo faktisk væsentlige dele af det nuværende.
- Vælg nogle få, centrale ting, der skal ændres – prøv at finde så enkle og tydelige løsninger som muligt. Det er ingen kunst at komplicere tingene. Tværtom.
- Find løsninger, der kan samle både politisk, fagligt og interessemæssigt, og ikke lægger kim til ulidelige, fremtidige konflikter. Bare lige et enkelt eksempel: Efter 2007 brugte nogle af os flere år på nyttesløse diskussioner om den kommunale medfinansiering.
Og så lige denne pointe: Transaktionsomkostningerne, som på den korte bane er sikre som amen i kirken, skal holdes op mod de potentielle gevinster på den lange bane.
Det er hundesvært at være Sophie Løhde og de folketingspolitikere, der skal lande en reform. Sagen er nemlig, at med de tårnhøje forventninger mange af os har bidraget til, kan de kun skuffe. Og der vil være masser af beskyldninger om, at der mangler mod.
For mod er jo sjovt nok at følge det, som lige præcis jeg betragter som det vigtigste.
Men frisk mod! Vejen ud af limbo går fortsat over demokratisk dialog, lydhørhed og tillid til, at ikke bare sundhedsvæsenets ledere og medarbejdere vil det bedste for sundhedsvæsenet. Det vil vores folkevalgte efter bedste evne også.
