Man kunne få det indtryk, når man læser den nye sundhedsreform, at det specialiserede, det hyppige og ‘det nære’ er forskellige kvaliteter i det fremtidige sundhedsvæsen. Det, tror vi, er en forkert og risikabel måde at se det på. En kursændring i retning mod det nære vil blive til gavn for borgere og patienter, men det forudsætter stadig et velfungerende samarbejde på alle niveauer i sundhedsvæsnet.
For at gøre intentionen med sundhedsstrukturreformen til virkelighed, skal vi sikre, at der er det rette samarbejde både om den enkelte patient og om, at kompetencer er til stede både i ‘det nære’, på regionshospitalerne og på universitetshospitalerne. Alle har en vigtig rolle i at bidrage til at gøre sundhedsstrukturreformen til virkelighed.
Det nemme og strukturerede vidensflow mellem det specialiserede, det hyppige og det nære sundhedsvæsen er en forudsætning for, at vi kan sikre, at patienter kan behandles tættest muligt på deres hjem. Vi ved, at nærhed ikke kun handler om bekvemmelighed, men også om, at patienter og deres familier kan deltage aktivt i behandlingsforløbet.
Specialisering i sundhedsvæsenet er fortsat afgørende for at kunne håndtere de komplicerede, de sjældne eller blot mindre almindelige sygdomme, som en del patienter lider af. Specialisering er også vigtig, når vi kommer tættere og tættere på borgerne. Vi skal organisere os, så der er sammenhæng mellem hvor mange patienter, der kræver højt specialiseret behandling, hvor meget universitetshospitalerne skal fylde, og hvad der kan foregå bedre, billigere og tættere på borgeren og patienten. Så kan vi hjælpe patienterne med den rette kvalitet, på rette tid og på rette sted – og samtidig opretholde og udvikle de nødvendige kompetencer hos medarbejderne.
Uanset hvordan man vender og drejer det, vil der altså være behov for et sted, som tager sig af det sjældne og komplicerede inden for et geografisk område. Der vil være så få af den slags patienter, at det område skal være relativt stort. Som for eksempel af størrelse som en region. Eller i nogle tilfælde et større område. Der er brug for et sted, hvor mange af de komplicerede og sjældne sygdomme behandles, for de højt specialiserede funktioner er indbyrdes afhængige af hinanden. Der er brug for tæt samarbejde mellem mange fagligheder på daglig basis om komplicerede lidelser, hvor behandlingen ikke altid begrænser sig til et enkelt speciale.
Et universitetshospital kan ikke eksistere alene. Uden regionshospitaler, som er specialister i de almindelige og hyppigste sygdomme, eller de dele af patientforløbene, som kan varetages i nærheden af patientens hjem. Uden en praksissektor, som er specialister i visitation og håndtering af patientens almene sundhed. Uden det, vi kender som kommunale sundheds- og omsorgstilbud. Eller uden alle de andre behandlere og samarbejdspartnere.
Men hvis man ændrer retning på en måde, som svækker universitetshospitalerne, tror vi, man risikerer over tid at svække også det nære sundhedsvæsen. Vi ser langt hen ad vejen allerede en frugtbar og naturlig dynamik mellem universitets- og regionshospitaler, som tillader viden og kompetencer at flyde frit. Det er der behov for. Og vi kan gøre det endnu bedre.
Men her vil vi fremhæve nogle gode eksempler på det højt specialiserede, det hyppige og det nære sundhedsvæsen som hinandens forudsætning.
Vi er hinandens forudsætning, trods forskellige perspektiver
Hvis man spørger rundt på Aarhus Universitetshospital om hvad, der er det særlige ved hospitalet, så vil svaret formentlig være, at vi arbejder med det højt specialiserede, og vi udvikler ny behandling.
Man har selvfølgelig også opmærksomhed på, hvad der foregår på regionshospitalerne og særligt det samarbejde der er, dels omkring patienterne og dels omkring den udvikling og forskning, der foregår på regionshospitalerne. Kigger man derimod på universitetshospitalet fra et regionshospital, så vil mange nok definere rollen bredere. Set fra det perspektiv er universitetshospitalet et sted, alle øvrige hospitaler i regionen har brug for.
Universitetshospitalerne har et ansvar for at være bagstopper for de patienter, som regionshospitalet ikke kan behandle færdigt. Det er specialister på universitetshospitalerne, regionshospitalerne ringer til, når de ikke har de nødvendige behandlingsmuligheder selv. I de tilfælde laver de to hospitaler i samarbejde en plan for overflytning til universitetshospitalet og en plan for, hvornår patienten kan komme tilbage til regionshospitalet. Det kræver et godt kendskab til hinanden og et tillidsfuldt samarbejde.
Det kan også være, at en medarbejder fra et regionshospital ringer til en kollega på universitetshospitalet for at få råd og vejledning til at behandle patienten lokalt. Den slags samtaler finder sted i stort tal hver eneste dag. Ofte kender medarbejderne hinanden fra uddannelse, som tidligere kolleger eller gennem faglige sammenhænge.
I hvert fald er det en helt naturlig del af hverdagen på alle kliniske afdelinger. Den kollegiale samtale sker ikke kun blandt læger, men mellem flere fagligheder. Disse samarbejdsrelationer er afgørende for den løbende udveksling af viden.
Universitetshospitaler skal også udvikle nye behandlingsmetoder eller tage nye nationale og internationale, specialiserede behandlingsmetoder i brug. Det er netop det, der gør dem i stand til at tage imod patienter, som ikke kan behandles på regionshospitalerne.
Der er en fin balancegang mellem det specialiserede og de tilstande, som er mere udbredte. I de tilfælde hvor en ny behandling viser sig ikke kun at være for de få, men for de mange, så skal universitetshospitalerne medvirke til at sikre, at denne metode implementeres effektivt i andre relevante dele af sundhedssystemet. Ellers bliver universitetshospitalerne flaskehalse, både for ny udvikling og for de bedst mulige patientforløb.
Uddannelse og samarbejde om kompetencer
At flytte behandling ud af universitetshospitalerne kan udfordre i forhold til, at også universitetshospitalerne uddanner nye læger og andre sundhedsprofessionelle. Og nogle af de patienter, der indgår i kliniske forsøg, skal behandles på universitetshospitalet. Her skal vi tænke nyt og anderledes, hvis vi gerne vil have kompetencen derhen, hvor patienterne er.
Et eksempel: En ortopædkirurg skal oplæres i det almindelige, før vedkommende kan lære at varetage det specielle. Derfor kan lægen fra universitetshospitalet også have gavn af den erfaring, der ligger i at arbejde eller uddanne sig på et regionshospital og for eksempel foretage 100 almindelige hofteoperationer. Det almindelige og hyppige kommer før det sjældne. Vedkommende kan på et senere tidspunkt komme tilbage til universitetshospitalet og specialisere sig yderligere.
Det er en vigtig opgave for universitetshospitalet at bidrage til fagligheden på regionshospitalerne i tæt samarbejde med kollegerne dér. Det høje, faglige niveau på regionshospitalerne er nødvendigt for at sikre, at patienterne får gode forløb af høj kvalitet. Der, hvor de er. Eller i forløb, som indebærer behandling og pleje både på universitetshospitalet og på nærmeste regionshospital. Konkret kan denne faglighed udvikle sig, når universitetshospitalet og regionshospitalet samarbejder om udvikling af personalets kompetencer. Så uddannelse finder sted på tværs.
Den kompetenceudvikling, der allerede nu foregår mellem hospitalerne, skal ligeledes deles med det nære sundhedsvæsen i kommuner og ikke mindst i praksis. Det foregår allerede i dag, men kan udvikles yderligere, og der har alle aktører igen en vigtig rolle. Implementering af forskningsresultater udenfor universitetshospitalet er også en væsentlig opgave, når det handler om at understøtte andre dele af sundhedsvæsenet. Det vil medføre en betydelig udveksling af viden og kompetencer mellem hospitaler og andre aktører. Det vil vi gerne være endnu bedre til fremover.
Relationer og generøsitet
En stærk relation mellem store og mindre hospitaler og det nære betyder også, at man kan udnytte kapaciteten maksimalt, så patienter får det bedst mulige tilbud om behandling der, hvor kapaciteten og kompetencerne tillader det. Det kræver tæt samarbejde og generøsitet med de ressourcer, man har til rådighed.
Så hvis vi for alvor skal høste gevinsterne, skal nærhed ikke kun handle om geografi, men også om nære samarbejder og tætte relationer. Med ønsket om mere aktivitet tættere på, hvor patienterne bor og lever, kan det blive relevant at tilbyde flere delestillinger, hvor en medarbejder er tilknyttet to hospitaler og måske også praksis og hospital. På den måde sikres læring fra både det specialiserede og det almene, og samtidig giver det optimale vilkår for at viden bevæger sig mellem hospitaler – og mellem forskellige dele af sundhedsvæsenet. Vi kan med mere smidighed i ansættelsesforholdene også efterkomme ønsker om fleksibilitet fra medarbejderne.
På Hospitalsenhed Midt er vi også stolte, når en af vores ansatte får job på universitetshospitalet, for det er vores fornemste opgave at sikre, at vores medarbejdere udvikler sig og bliver en del af det kompetencekredsløb i et velfungerende sundhedsvæsen. Det gælder både på specialistniveau, men også inden for ledelse, hvor det ikke er sjældent, at en leder går fra regions- til universitetshospital og omvendt.
Man kan også forestille sig et scenarie, hvor en patient som går til månedlig kontrol på universitetshospitalet, fortsætter med at blive set af den samme læge, men at kontrollen foregår på regionshospitalet og måske endda i praksis. Måske virtuelt. Det medfører både en fordel for patienten, som slipper for transport, og for medarbejdere på regionshospitalet eller i praksis, som får udbytte af at medvirke til kontrollen.
Over tid kan ansvarsfordelingen udvikles, mens den kollegiale kontakt bevares. I samarbejde sker der så en løbende vurdering af, hvem der skal ses af en kollega fra universitetshospitalet, hvem regionshospitalet kan håndtere selv, og hvad der måske kan foregå i praksis.
Som en bonus vil medarbejdere på tværs af sundhedsvæsnet få mere kendskab til hinanden gennem tæt samarbejde og finde det mere naturligt at samarbejde mere virtuelt.
Det er afgørende at forstå universitetshospitaler som andet end leverandører af læger til det nære sundhedsvæsen. Universitetshospitalerne er en forudsætning for et velfungerende nært sundhedsvæsen – ligesom det nære sundhedsvæsen er en forudsætning for universitetshospitalerne. Vi er hinandens forudsætninger.
