Sundhedsvæsenet er i krise og regeringens svar på dette har foreløbigt været en akutplan. Det er ikke nok. Der skal mere radikale og grundlæggende beslutninger til, hvis sundhedsvæsenet i fremtiden skal kunne møde de velkendte udfordringer med et stigende antal patienter, flere med kroniske sygdomme og færre medarbejdere til at løse opgaven. Det løser de akutte indsatser ikke og der kan endda i akutplanen peges på indsatser, der på sigt vil svække sundhedsvæsenets evne til at løse de mere langsigtede udfordringer.
En af de indsatser, der skal styrke vores sundhedsvæsen i fremtiden, er forskning og innovation. Og måske særligt den forskning, som det kan være vanskeligt at skaffe midler til. Det handler om forskning i de almindelige og hyppigt forekommende sygdomme. De sygdomme, som mange mennesker lider af, og som giver anledning til mange og ofte akutte kontakter til sundhedsvæsenet. Måske ikke sygdomme, som der er mest prestige i at behandle og forske i, men hvor der kan gøres en stor forskel for mange patienter, hvis der kan skabes evidens for bedre behandlingsresultater.
Et eksempel på ovenstående kunne være forskning i kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Mange patienter lever med gener fra KOL og har betydelig nedsat livskvalitet og kortere levetid som følge af deres sygdom. Der afsættes alt for få midler til forskning i KOL og andre store folkesygdomme på trods af, at der formentlig ville kunne opnås betydelige gevinster med større viden om forebyggelse og behandlingen af disse sygdomme. De store private fonde har tilsyneladende ikke den store interesse i dette område og for medicinalindustrien er der åbenlyst heller ikke tilstrækkelige økonomiske incitamenter til for alvor at ville investere større ressourcer her.
Der er brug for at investere i både forebyggelse og behandling af KOL og andre af de store folkesygdomme. Det er sygdomme, der har væsentlig betydning for en stor gruppe patienters helbred og livskvalitet, og som også trækker på en ikke ubetydelig andel af sundhedsvæsenets ressourcer. Det kræver, at det offentlige tager ansvaret på sig og får lagt en plan for, hvad der i fremtiden skal sikre patienterne en bedre behandling, men også at langt færre bliver syge.
Regeringen skriver i akutplanen: »Derudover kan udviklings- og forskningsarbejde samt ph.d-arbejde i en periode vige for det kliniske arbejde…« Dette må nødvendigvis primært hentyde til den kliniknære forskning, der langt hen ad vejen udføres af forskere og klinikere med kendskab til og indsigt i patienternes kliniske problemstillinger. Det kunne være forskning i KOL.
Mit ønske er, at regeringens akutte indgreb bliver kortvarigt, da det ellers på sigt vil kunne forvolde grundlæggende og uoprettelig skade på patienterne. Lad denne del af akutplanen blive fulgt af en langsigtet plan, der sikrer gode vilkår og rammer for at bedrive kliniknær forskning til gavn for patienterne. Det vil være en vigtig understøttende faktor i at robustgøre sundhedsvæsenet til at kunne løse fremtidens opgaver mere kvalificeret til gavn for flest mulige patienter.
