Når en historiker om 50 eller 100 år ser tilbage på vores tid og udpeger de vigtigste øjeblikke for velfærdssamfundets udvikling, så håber jeg, at hun peger på folkesundhedsloven som fuldkommen afgørende.
Jeg håber, at folkesundhedsloven står som et paradigmeskifte i dansk sundhedspolitik. Et fyrtårn for fællesskabets betydning for danskernes fysiske, mentale og sociale sundhed. Jeg håber, at folkesundhedsloven skriver sig ind i historien som det øjeblik, hvor vi for alvor tog livtag med uligheden i sundhed og knækkede koden til større livskvalitet og trivsel for alle danskere i alle aldre.
Mange taler om, at vi skal gøre folkesundhedsloven til folkets sundhedslov. Jeg er enig. Og vi skal gøre mere end det. Folkesundhedsloven skal sætte folket i centrum. Folk, som de er, ikke som de bør være. For løftede pegefingre og velmenende råd rammer kun de allerede omvendte. Folkesundhedsloven skal handle om indsatser, der øger livskvalitet og trivsel. For folkesundhed er netop mere end sundhed, og derfor skal folkesundhedsloven handle om mere end sundhedsindsatser alene.
Netop her har foreningslivet og civilsamfundet en central rolle. Vi er der, hvor Danmark mødes. I idrætsforeningerne mødes vi om en idræt og vi får et fællesskab – for her mødes vi på tværs af job, uddannelse, alder og interesser. Der er folkesundhed i sunde fællesskaber, og der er sunde fællesskaber i foreningslivet.
Hvis vi vil opnå noget nyt, må vi måle på noget nyt
Viden er magt, også i sundhedsverdenen. Data er vigtige for at kunne følge en udvikling, og måltal kan motivere. Derfor er der brug for, at data i videre udstrækning bliver tilgængelige for flere aktører. Som idrætsorganisation og del af civilsamfundet bruger vi data fra mange kilder til at tage beslutninger på et oplyst grundlag, til at følge udviklingen i vores tiltag og til at tilpasse vores indsatser. Data er helt centralt i vores arbejde og jo bedre data, vi har adgang til, jo bedre beslutninger, kan vi træffe.
Men når data gøres til måltal, som bruges som styringsredskab, risikerer de at blive til en snæver spændetrøje, der fjerner motivationen til at prøve nyt. Hvis succes alene måles på om måltal er nået, så skaber vi incitament til at lave indsatser, der leverer på måltallene, men risikerer at overse alle de muligheder, der ligger lige ved siden af.
Derfor er mit håb, at folkesundhedsloven vil indeholde færre begrænsende måltal og flere inspirerende indikatorer. For data kan motivere. Og vi har brug for data, så vi ikke famler i blinde. Vi skal bruge data til at blive klogere og til at udvide mulighedsrummet, ikke til at give vores indsatser skyklapper på.
Mål på fællesskaber, frivillighed og samarbejde
Hvis vi skal lykkes med at øge folkesundheden i Danmark – og det skal vi – så er der ikke brug for mere af det samme. Der er brug for at tænke nyt, og derfor er der også brug for at måle nyt. Derfor anbefaler DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger), at folkesundhedsloven sikrer, at der måles på:
- Andelen af børn og unge, der deltager i en forening, herunder børn og unge fra udsatte familier.
- Andelen af henholdsvis unge, voksne og seniorer, der er frivillige.
- Andelen af kommuner, der systematisk samarbejder med foreninger om trivsel og livskvalitet for både børn, unge, voksne og seniorer.
Undersøgelser viser, at deltagelse i idrætsforeninger øger børns trivsel[1], og at unge, der er med i en forening, har større demokratisk selvtillid[2]. Samtidig kan vi se, at indsatser som fritidspas, der giver økonomisk tilskud til foreningsdeltagelse, gør det muligt for flere børn med forældre på overførselsindkomst eller fra familier med ikke-vestlig baggrund at deltage i foreningslivet[3]. Derfor giver det mening at måle regelmæssigt på nøgletal om børn og unges deltagelse i foreningslivet, så udviklingen kan følges og tiltag kan tilpasses.
Den seneste frivillighedsundersøgelse[4] viser, at der er en sammenhæng mellem både oplevet sundhed og tillid i sociale relationer og frivilligt arbejde. Lad os få flere data om dette – og gerne data, hvor vi bliver endnu klogere på sammenhængen mellem frivilligt engagement, sundhed og trivsel.
På tværs af sektorer
Endelig opstår der en særlig magi, når forskellige sektorer arbejder sammen. Fire ud af fem idrætsforeninger samarbejder allerede i dag med kommunen om tiltag for forskellige målgrupper som seniorer eller udsatte børn og unge. Hele 62 pct. af de adspurgte foreninger vil gerne samarbejde endnu mere med kommunerne.
Når civilsamfundet allerede er skrevet ind i forarbejdet til folkesundhedsloven, er det helt oplagt at måle på samarbejdet mellem det offentlige og foreningslivet, så vi kan følge udviklingen.
Foto: Palle Peter Skov for DGI Livskvalitet fra vugge til grav
Hvis der skal opsættes konkrete mål for danskernes folkesundhed, bliver flere sunde og gode leveår ofte nævnt. Det er godt. Ingen kan være imod, at danskerne får længere, sundere liv. Men de ekstra gode leveår skal ikke kun lægges til i slutningen af livet.
Folkesundhedsloven skal have fokus på at øge livskvaliteten gennem hele livet fra vugge til grav. Derfor er der brug for et særligt fokus på børn. Fundamentet for et godt og langt liv starter nemlig her.
I idrætsforeningerne lærer børn ‘kroppens ABC’. Det handler ikke kun om at lære at sparke til en fodbold eller slå til en fjerbold. Det handler om at lære sin krop at kende. At forstå, at den ikke bare bærer dig gennem livet, men at livet udfoldes gennem kroppen.
Samtidig lærer børn i foreningslivet at indgå i et frivilligt fællesskab sammen med andre. Når rammerne er frivillige og træneren ikke er ansat, giver det noget andet end fællesskabet i skolen og SFO’en. Det skaber livsmestring at være en del af idrætsforeningernes forpligtende fællesskab.
Vores ambition er klar: alle børn og unge skal med i en forening. Gerne en idrætsforening, men allervigtigst et fritidsfællesskab sammen med andre. Det øger trivsel og skaber forudsætningen for livslang livskvalitet.
Folkesundhedsloven kan skrive historie – hvis vi tør tænke nyt og stort
Det vil i sig selv være historisk, når Danmark får sin første folkesundhedslov. Men folkesundhedsloven bør ikke ende som en fodnote om kommunal forebyggelsespolitik. Det kræver, at vi tør tænke nyt og stort. Vi skal turde hæve ambitionsniveauet og udfolde folkesundhedslovens fulde potentiale. Vi skal stå fast på, at folkesundhed er et fælles ansvar, der ikke kun hører til i sundhedsforvaltningen. At alle offentlige niveauer skal forpligtes. Og at de forpligtende fællesskaber kan give loven flyvehøjde.
Folkesundhedsloven kan blive et fyrtårn i dansk velfærdshistorie. Det er muligt, hvis vi tør.
NOTER
[1] Idræt har overraskende stor betydning for trivsel og sundhed for 10-13-årige piger | Syddansk Universitet
[2] Nyhed: Demokratianalysen 2025 – Dansk Ungdoms Fællesråd
[3] DGI | Fritidspas får flere børn og unge med i idrætsforeningerne
